Knap nok har støvet fra de politiske paroler, der blev udgydt på grundlovsdag, lagt sig, før det politiske parnas igen iklæder sig den folkelige jovialitet og gør sig klar til at besætte Bornholm med partipolitiske pavilloner, bovlamme mød-folket-happenings og uddeling af alle mulige dimser i partifarver. Et ‘folkemøde’ kalder de det, og så giver de ellers mikrofonerne til etablerede politikere. Og folket? Jo, det er publikum. Det er dem, der kan stille spørgsmål. Det er dem, der kan være heldige at se de magtfulde politikere ansigt til ansigt. Folket er for politikeren nogle abstrakte interesser, og så er de frem for alt stemmer. De er magtkapital. De skal oplyses og overbevises. Og deres interesser skal tilpasses politikernes og djøffernes jargon og skemalægning, så de kan omsættes til politik.

Til gengæld udbyder politikerne så holdninger sammen med alt det andet partifarvede bras, de uddeler. Folkerepræsentationen kalder de sig, men ‘folket’ er oftest fuldstændig ugenkendeligt i den overbyggede paradeforestilling, vi kan kalde det ‘politiske system’ eller slet og ret ‘demokratiet’. Minister betyder ‘tjener’, minder højtidelige politikere os af og til om. Men hvis de er tjenere, hvorfor er det så dem, der taler hele tiden? Så symbolsk det er, at dette folkemøde finder sted på Bornholm. Ikke at Bornholm ikke fortjener fokus, men ganske symbolsk skal man rejse så langt, riget rækker, for at opleve en iscenesat folkelig politikerforsamling. Demokratiet er nemlig i eksil, ikke bare på Bornholm, men dybt inde i systemer, institutioner, paroler, praksisser og sprog, som blot er vokset i omfang og manifestation siden 1849 og som vi har fået ørerne tudet fulde med er det ‘rigtige’ system og som vi tager som mere selvgivent og selvfølgeligt end solopgang en mandag morgen. Men jo mere dette ‘system’ manifesterer sig selv, jo mere vi spiller med på dets udfoldelse, jo mindre livsrelevant demokratisk bliver det demokrati, som ‘systemet’ påstår at være garant for, og jo mere udueligt bliver det i forhold til at træffe kvalificerede beslutninger for verden og livet, som de faktisk findes.

Fra demokrati i ‘systemets’ billede ...

Da Den Grundlovgivende Forsamling i 1848-49 lagde de lærde hoveder i fælles blød for at udtænke bestemmelserne for det ‘indskrænkede monarki’, var det hos den navnkundige Grundtvig med bekymring for, om almuen nu også var den rigtige at lægge magten i hænderne på. Denne måtte i så fald holde op med at være almue. Således skrev Grundtvig i 1834:

“Almuen kan ligesaalidt repræsentere som regiere sig selv, om Man saa end fyldte hele

Stats-Raadet med dem, thi for at kunne det, maatte de først ved en høiere Dannelse være trådt ud af deres Sphære og var da ikke længere Almue.”

For at kunne regere til det ‘fælles bedste’ måtte ‘mængden’, ‘pøblen’, gøres til et ‘folk’, der var frit under ansvar, følte sig forpligtet og havde fælles bevidsthed og fælles værdier. Og her nikker vi så saligt henført og indforstået. Selvfølgelig kan man ikke lægge magten i hænderne på selvoptagne, samfundsmæssigt ignorante, udannede  ‘abekatte’ (Grundtvig igen). For så vidt amen! Men der er bare det ved det, at vi har nikket så meget, at hovedet er trillet ned under armen. Det ser vi i dag på følgende måde: Ved ‘folket’ kan vi forstå den mængde dannede borgere, der blandt andet agerer dannet derved, at de deltager i eller benytter demokratiets forskellige institutioner og deri finder en slags fælles bevidsthed og fælles værdier. Det betyder, at man stemmer, når man kaldes til det, og at man stemmer på den måde, det er muliggjort for én. Man venter i kø og stiller spørgsmål  indenfor givne afgrænsede rammer og henvender sig i det hele taget i demokratiets system efter generelle, begrænsende retningslinjer. Man lader sig repræsentere af personer, der benytter et særligt politisk sprog til at indfange, forhandle og omsætte ens interesser og verdenssyn. Man vælger mellem formuleringer af holdninger og tiltag, som er udbudt for en.

Man lader sig informere om tingenes tilstand, systemets virken og de politiske løsningers duelighed af institutioner og kredse af personer, der ofte lever i en form for symbiotisk tilstand med politiske og administrative institutioner og som er etablerede som mere eller mindre faste autoriteter, hvis legitimitet findes i deres lærde ‘ekspertise’ eller deres funktion eller position som for eksempel ‘journalistiske’ eller ‘oplysende’.  Og alt dette betyder altså, at eftersom demokrati handler om vores liv, medfører det at være demokratisk dannet og deltagende, at man omformulerer sine livsforhold og livsinteresser på ‘systemets’ (politikerne, administrationerne, eksperterne, medierne) præmisser. Med sin deltagelse former man ikke systemet i sit eget billede; man tilpasser sig og dermed sit liv til systemet. Og bemærk, at hvis man forsøger at deltage ud fra sine egne betingelser, bliver man typisk dømt ude.

Med andre ord: Man lægger formuleringen af ens liv i hænderne på personer, der taler et sprog og bruger metoder, der ikke udspringer af dette liv. Og det betyder igen, at de personer, man stemmer på, og som kan påstås at være demokratiske repræsentanter, altså folk man selv har bedt om, reelt er en ny form for ‘enevældige’ herskere, der i systemets navn og til det formelt påståede fælles bedste har erobret retten til at udlægge ens liv.

At støtte det demokratiske system på dannet folkelig vis er dermed ikke at tage magten som folk; det er at overgive magten frivilligt, ikke bare til en repræsentant, men til instanser, der selv dikterer, hvordan man skal repræsenteres.  I sidste ende er dette ikke primært til folkets eget bedste, men primært til systemets eget bedste og dermed til eget bedste for de personer, der udgør systemet. Systemet består, men det gør de liv, som systemet skulle repræsentere ikke; de består i hvert fald ikke i systemet. Det dannede folk bliver til det udvandede folk. Og hver gang en politiker højtideligt og med en mine af påtaget uselviskhed kalder på opbakning til demokratiet, kalder han i virkeligheden på opbakning til sig selv.

... til demokrati i mulden

Det kæmpestore paradoks er altså, at ‘systemet’ kun tilbyder én at værne om sin og andres frihed og at se til det fælles bedste gennem en fremmedgørelse fra levede liv ved at oversætte hver borgers og lokale samfunds indsigt, skikke, praksisser, behov, ønsker med mere til et sprog og et perspektiv, som systemet kan forstå og udmønte i politik og handling. Det er ikke bare et problem for folket; det er også et problem for det fælles bedste, for det betyder, at det, som formuleres til at være til det fælles bedste, ikke bliver et autentisk og dueligt greb om verden set fra de faktiske levede livs perspektiv. Det bliver til et besynderligt, abstrakt og dermed slapt, men alligevel dikterende greb om verden.

Man kan så mene, at sådan en fare altid vil være til stede i et effektivt overbygget system, men det behøver langtfra være så grelt, som vi ser det i dag. Man kunne for eksempel vende bunden i vejret på den måde, vi nærmest per automatik praktiserer demokratisk udfoldelse. I stedet for kun at give folket systemdannelse kan man give systemet folkedannelse. I stedet for at give mikrofonen til politikere og symbiotisk medfølgende journalister kan man give ‘mikrofonen’ til folket. Man kan opdyrke og synliggøre folket nedefra i stedet for at trække abstrakte strukturer nedover det oppefra. Man kan afholde folkelege og folkefestivaler, hvor politikerne sidder på tilskuerpladserne, i stedet for folkemøder, hvor man møder politikere, når de smækker et klistermærke i panden på én eller man får tyve sekunder til at stille et spørgsmål. Man kunne på mange måder hente demokratiet hjem fra sit eksil i Østersøen (sorry, Bornholm!) og plante det midt i mulden, midt i folkloren, midt i de levede liv. ‘Systemet’ slipper vi ikke for, og bornholmske folkemøder skal også være der, men relationen skal vendes på hovedet. Demokratiet skal tilbage til livet, og livet skal tilbage i demokratiet!