Den danske ungdom er fanget i et paradoks.

På den ene side er danske unge de mest samfundsengagerede siden 68-generationen. Der begås mindre kriminalitet, de helt unge drikker mindre end tidligere, og de studerende bliver færdige med deres uddannelser på rekordtid. På den anden side viser talrige undersøgelser, at tilliden til de folkevalgte repræsentanter på Christiansborg kan ligge på et meget lille sted hos den almindelige dansker. Og det står angivelig ikke anderledes til blandt den danske ungdom.

En sådan cocktail bestående af samfundsengagerede unge uden tillid til de valgte på tinge munder for manges vedkommende ud i utilfredshed, politikerlede og politisk hjemløshed. Men i modsætning til 68’erne, som på godt og ondt lagde grunden til ændringer på rigtig mange niveauer i samfundet, oplever de unge i dag, at deres engagement og gode intentioner punkteres, inden de overhovedet er blevet til handling, forhandling og debat.

Unge vil bidrage
Skiftende regeringer har ikke formået at imødekomme og løse de udfordringer, som efter finanskrisen har stået højt på vælgernes dagsorden. Der bliver snakket udenom, og mange unge savner lederskab hos de folkevalgte.
Min generation søger svar på de udfordringer, vi står overfor. Langt de fleste unge har nemlig lyst til at være en aktiv del af samfundet. Et godt eksempel er, at syv ud af ti unge ikke har noget imod at tage et nyttejob til cirka 47 kroner i timen for at bidrage positivt til samfundet. Man kunne i den forbindelse overveje, hvor mange andre generationer der i lige så høj grad er villige til at ofre sig for resten af samfundet.

Mens vores forældres generation førte hele landet ind i en historisk økonomisk krise gennem grådighed og kortsigtede beslutninger, har mange unge siden 2008 haft svært ved at finde job og blive en fast del af arbejdsmarkedet. Det på trods af, at flere end nogensinde lever op til MF’ernes krav om at uddanne sig og gerne tager så lange uddannelser som muligt. Ungdomsarbejdsløsheden i hele EU er bare vokset og vokset.

Jeg tror sådan set, at de fleste - unge såvel som alle andre - efterhånden har opgivet at finde en synder. Der ønskes i højere grad fokus på at genoprette økonomien, så folk igen kan komme i arbejde.

Forståelsen mangler
Man kunne ellers håbe, at man fra politisk hold viste en vis forståelse for den situation, mange har stået i efter 2008, og at det ville kunne spores i beslutningerne fra Christiansborg. Det er dog desværre ikke tilfældet. De nye kontanthjælpsregler har betydet en endnu sværere hverdag for de unge, som i forvejen havde sværest ved at klare sig. Antallet af unge hjemløse er vokset med 80 (!) procent de seneste fire år, så der nu er langt over 1000 unge mennesker, som ikke har tag over hovedet og lever en forhutlet og uværdig tilværelse. Tallet forventes at stige yderligere, og mange flere må leve i både økonomisk og kulturel fattigdom. Det skyldes blandt andet indførelsen af den lavere ydelse til unge under 30 år.

Man styrer fra Christiansborg helst så mange politiske beslutninger som muligt, og kommunalpolitikerne har bare at lystre. Mange af de beslutninger, som har stor indflydelse på borgernes hverdag og burde ligge hos landets kommuner, træffes af MF’ere, der ikke mener, kommunalpolitikerne har den fornødne ekspertise til at vide, hvad der lige nøjagtig virker i deres kommune.
Det betyder, at de politiske institutioner, der ligger under kommunerne og har de bedste muligheder for at møde unge, engagere dem i politik og samfundsforhold og allerhelst inddrage og gøre dem til aktive medborgere, bliver mindre attraktive.
Og det til trods for, at man i kommunerne i høj grad er bedre til at gribe fat om de egent-lige udfordringer, adressere problemerne og komme med konstruktive og modige løsninger - Netop fordi man i mange tilfælde er tættere på de borgere, lovgivningen vedrører.

Demokrati på skemaet
Men fremfor at være et positivt første møde med demokratiets frontlinje bliver mødet med kommunerne for en del unge et møde med krav, der for det første i nogle tilfælde ikke er rimelige og for det andet ikke belønnes som fortjent, hvis de efterleves. Dermed får unge ikke det førstehåndsindtryk, som ellers kunne skabe en indgang til demokrati, samfund og medbestemmelse. De unge bliver utilfredse og føler sig ekskluderede. Så hvad skal der gøres, hvis vi skal undgå at punktere min og efterfølgende generationers politiske og samfundsmæssige engagement? Hvordan skaber vi et samfund, hvor man uanset alder og jobsituation bliver taget alvorligt?

For mig at se er medbestemmelse og inddragelse to af svarene herpå. Unge skal have mulighed for at blive inddraget i de beslutninger, der tages, hvor de bor. Hvad enten det drejer sig om en ny skatepark, udvidelse af den lokale folkeskole eller en helt tredje ting, er det vigtigt at inddrage de unge brugere. Netværket af Ungdomsråd er et godt eksempel på, hvordan man kan bruge de unge og deres ideer. Et andet eksempel er ungebyrådet i Aarhus Kommune, som flere gange årligt holder ungebyrådsmøder, udarbejder deres egne forslag til forbedringer og giver deres bidrag videre til de ‘rigtige’ byrødder.

En anden mulighed er, at man i højere grad end i dag bliver bedre til at oplyse de helt unge. At følge valgretskommissionen og give 16-årige valgret er for let en løsning og skaber ikke i sig selv mere aktive og inkluderede unge. Demokrati på skemaet i folkeskolen og mere fokus på at forberede unge til et liv, hvor demokratisk dannelse er essentielt, er områder, hvor der stadig er et stort arbejde at gøre.

At inddrage unge i det demokrati, man alligevel forventer vi skal tage del i, er ikke mindst til gavn for fremtidens samfund. At man fra politisk hold stiller krav til ungdommen, er ikke noget nyt. Om det er nyt, at man kræver så meget af ungdommen, skal jeg ikke kunne sige. Men nyt er det i hvert fald, at vi har en generation, som på så mange områder lever op til de krav, der bliver stillet, og samtidig får så lidt igen. Derfor må det også kun være fair fra vores side at kræve, at de 179 medlemmer af Folketinget belønner de unge gennem progressivitet og fremsynethed.

Det er trods alt, selvom nogle nok ikke er meget for at se det i øjnene, os unge, som skal føre samfundet videre.