Han skal ikke have noget af at sidde i vejen for nye kræfter som en grå eminence på bageste række. Ligesom han heller ikke ville befinde sig godt i andet geled.

Efter ni år som borgmester i Skanderborg og 21 år i byrådet har Jørgen Gaarde (S) stillet de politiske træsko og vandret over på den anden side af en evigt buldrende strøm af forespørgsler, mails og møder. Nu er telefonen stille. Kalenderen tom. For første gang i mange år.

Det var ellers ikke skrevet i stjernerne, at den pligtopfyldende Jørgen Gaarde ville fritstilles fra både jobbet som borgmester og sit borgerlige ombud i byrådet i utide mellem to valg. Men rettidig omhu er ikke kun en dyd i erhvervslivet.

- Jeg er ikke tvunget til at stoppe. Der er ikke tale om sygdom, der er ikke nogen hændelse. Men jeg er kommet til et sted, hvor mit liv er fyldt af det at være borgmester og så ellers bruge tiden hjemme på at komme mig over det, så jeg er klar til næste dag. Sådan har det været de seneste år, og det har jeg taget bestik efter. Jeg vil gerne have et langt og godt liv, så nu skal der være tid til alt det andet, og jeg glæder mig, siger Jørgen Gaarde på sin allerførste fridag, der i øvrigt bliver brugt på at passe et sygt barnebarn.

Demokrati på gyngende grund
Men selvom han altså for bare en uge siden gik politisk fra chef til tidligere chef i sin kommune, er Jørgen Gaarde ikke færdig med at interessere sig for politik. Ja, faktisk er demokratiets ve og vel en påtrængende bekymring hos ham. Måske fordi alderen står på 63 år, og historiens rækkevidde øges bagud, jo ældre, man bliver. Måske fordi mange års erfaring i politik har skænket ham blik for mønstre og tendenser.

- Jeg kan godt mærke, at ting, som måske ikke optog mig tidligere, optager mig mere i dag. Blandt andet at passe på vores folkestyre. Vi har ikke haft demokrati så længe i vores del af verden. Alligevel tager vi det for givet. Men der er faktisk brug for, at der er nogen, der står op for demokratiet, siger han.

For når Jørgen Gaarde kigger sig omkring i både nationale og internationale landskaber, er demokratiet under pres. I Østeuropa vokser totalitære styrers magt, og i Spanien, Italien, England og Belgien er separatister og stejle folkebevægelser, der kun kan blive enige om, hvad de er uenige om, godt i gang med at flå gamle fasttømrede riger og alliancer fra hinanden. Uden, i Jørgen Gaardes optik, den historiske bevidsthed om, hvad fred og samarbejde har skabt af velstand.

- Vi anskuer demokrati som noget, der er støbt i beton, men vi skal kun kigge 100 år tilbage til opblusningen af 1. verdenskrig, hvor faste strukturer som det østrig-ungarske rige på få år styrtede sammen. Og vi ser nogle af de samme ting ske i dag, hvor man forkaster fællesskabet, og så kommer konflikterne hurtigt. Der er grund til at være nervøs for det britiske rige, hvor halvdelen af befolkningen, uanset om det ender med det ene eller det andet, vil stå tilbage og føle sig overset, siger han.

-  Her er det kommunale demokrati i Danmark en modsætning, der er værd at holde fast i. Kommunerne har en styrke i, at et enkelt parti sjældent har flertal. Så man bekæmper ikke hinanden, men finder sammen i stedet. I byrådet i Skanderborg sidder for eksempel 29 energiske, politisk vidende og, i mine øjne, gode mennesker. Vi er ikke enige om alt, og derfor har jeg den største respekt for, at vi alligevel når hinanden i brede forlig.

Brug for samarbejde
Fælles resultater og brede forlig er noget, enhver politisk leder gerne vil prale af, uanset om han eller hun er statsminister, regionsrådsformand eller borgmester. Og Jørgen Gaarde kan godt prale med. Hvert eneste år har han i Skanderborg landet budgetter, der har været bakket op fra højre til venstre i byrådssalen.

Og når han er færdig med at skele misundeligt til de borgmesterkolleger, der med fuldt flertal kan gennemtrumfe deres egen politik, er han alligevel mere tilfreds over sin egen evne udi kompromisets kunst. Ikke kun fordi det kræver en solid arbejdsindsats, men først og fremmest fordi løsningerne er nagelfaste, også den dag borgmesterkæden skifter partifarve.

- Jeg hører så ofte fra borgere, at det er dejligt, at der er nogen, der kan lade være med at skændes, men i stedet debattere tingene i fordragelighed. De vil gerne høre om vores forskellighed, men de bedømmer os på, om vi kan samarbejde.

Han ser politikerlede som et fænomen, der kan ende med at være en selvopfyldende profeti. Jo mere, vi er enige om dets eksistens, jo mere fokus det får, jo mere vokser det.

- Selvfølgelig vil der altid være nogen, der synes, at alt, jeg gør, er forfærdeligt og for dårligt, men jeg oplever det meget sjældent. Når vi har haft en heftig debat i kommunen, har vi alligevel formået at holde den konstruktiv. Det gør en kæmpe forskel for borgernes respekt for os, at vi forsøger at fastholde mening i galskaben og omsætte vores beslutninger til menneskehøjde, som folk kan forstå.

Jørgen Gaarde har måske også haft færre ‘lortesager’ at slås med end andre kommuner og såmænd også kolleger på borgen. Og han kan, udover det fysiske ‘landmark’, Danmarks mest bæredygtige rådhus ‘Fælleden’ med dobbelthal og politistation til 300 mio. kr., bryste sig af en nærmest pletfri tid som rorgænger i Skanderborg.

Nybyggerier er sat i gang overalt, økonomien blomstrer, og befolkningstallet stiger.

Få sager har trukket overskrifter, blandt andet da analyser i 2015 pegede på Flensted Mark ved Låsby som mulig placering for en ny lufthavn i stedet for lufthavnen i Tirstrup. Først sagde han, at projektet fortjente en grundig undersøgelse. 10 timer senere var Jørgen Gaarde vendt på en tallerken og udtalte, at en lufthavn inden for Skanderborgs kommunegrænse ikke ville være en mulighed.

Det har formentlig heller ikke været en let sag at holde hovedet koldt og hjertet varmt, da en gruppe drenge kastede brændende benzin på en skolekammerat i Ry, familieliv faldt på stribe, alt imens hele nationens blik for et øjeblik hvilede på det faktum, at så grusom en handling kunne finde sted på så fredelig en plet på Danmarkskortet.

Senest er bølgerne gået højt om et storstilet projekt til forskønnelse af området omkring Himmelbjerget, hvor en gruppering anser projektet for nærmest blasfemisk - at tilføje udsigtsplateauer i et område, hvor udsigten burde tale for sig selv, mens en anden gruppering er af den holdning, at projekteringen ville løfte området og trække turister til i større tal.

Minimal politikerlede
Men selv i disse situationer oplever Jørgen Gaarde, at den lokale politikerlede har været minimal. Og det, mener han, er politikerne selv en del af løsningen på.

- Hvis vi som politikere ønsker respekt om vores arbejde, er det vigtigt, at vi signalerer, at vi lytter, men at beslutningerne ligger hos os. At vi er bevidste om, hvornår vi beder om borgernes bidrag, hvor en borgerinddragelse begynder og slutter. Hvis det bliver usikkert, efterlader vi et billede af, at vi skal bede borgerne om lov, inden vi beslutter noget i byrådet.  Og så falder agtelsen for det politiske arbejde, vi laver. Vi skal selv være med til at skabe den agtelse, der skal til omkring vores arbejde.

I Skanderborg har byrådet eksperimenteret med borgermøder, både for særligt udvalgte og tilfældigt udvalgte. Møderne har handlet om for eksempel byplanlægning og at knække kurven inden for lokalpsykiatrien.

- Det er i mine øjne en rigtig måde at gøre det på, men samtidig skal det stå klart, at det er byrådet, der skal træffe en beslutning. Og det skal der være respekt for. Høringer er blevet en pligtopgave, der først begynder, efter at man er blevet enige om noget, siger han.

- Nogle byrådspolitikere slapper først af, når den fase er overstået. I Skanderborg går man i stedet ind for for-offentlighedsprojekter. Når man er sat til at træffe beslutninger, skal man holde sig for øje, at man skal tage hensyn, der rækker længere ud end en udvalgt skare. Vi skal ikke kun lytte til Ældre Sagen på ældreområdet. Vi gør brug af interessegrupper i deres specifikke emner, men vi skal huske hensynet til den samlede befolkning.

Skarptskårne argumenter
Evnen til at finde sammen i fordragelighed kunne landspolitikerne lære noget af, mener Jørgen Gaarde.

For ham at se er der sandsynlighed for, at Danmark og Folketinget efter valget står i samme situation som Rigsdagen gjorde for nylig i Sverige. Og så er vi tilbage ved demokratiet igen. For det er et demokratisk lavpunkt, når der kun er flertal for, hvilken regering man ikke vil have, nøjagtig som i Sverige.

- Det fortæller lidt om, at det oftest er synspunktet om at være imod, der har medvind. Det at ville noget og række hånden ud er det, der har dårligst vilkår. Det ene ultimative krav dukker op efter det andet, også i dansk landspolitik, og det giver fastlåste situationer. I mine øjne er ultimative krav meget langt væk fra demokrati, for det handler om respekten for dem, der mener noget andet end én selv, siger han.

- Af frygt ikke at få respekt i sit bagland og hos vælgerne, hvis man går med løsningen, så afstår man og melder skarpt ud - gerne på de sociale medier. I sagens natur er det få skarptskårne argumenter, der trænger igennem der, og de modsiges hurtigt af andre skarptskårne forenklede argumenter. Og der tror man så, virkeligheden befinder sig og omfavner de sociale mediers mere eller mindre tilfældige dagsordener og gør dem til større visdom.

Uartige byrødder
Måske derfor får symbolpolitik så let vind i sejlene, mener Jørgen Gaarde, der også mener, at man bør afholde sig fra at gå efter de billige point.

- For eksempel miljøet. Selvom det er vigtigt at passe på miljøet, så er den største sag ikke, hvorvidt en politiker er ankommet til et møde med fly, tog eller hestevogn. Min bekymring er, at vi bruger kræfter der i det lidne og symbolske, men glemmer det store billede. Nogle gange tænker jeg, om det er, fordi der er penge nok til velfærd. Jeg vil tro, at disse dagsordener vil være blæst væk, hvis der kommer en krise. Jeg ønsker ikke krise, men registrerer overflodssymptomer. Tilfældige dagsordener er et af dem.

Til gengæld registrerer han ikke den store gensidige respekt mellem kommune og folketing - noget han efterspørger i samarbejdet.

- Jeg kunne godt ønske mig en langt større respekt for det kommunale politiske landskab fra Folketingets side, ligesom vi heller ikke skal kritisere Folketingets politikere for alt, hvad de gør. Det ville være på sin plads at vise respekt for folkevalgte uanset position. Men for eksempel mente Mette Abildgaard (K) sig forleden i sin ret til at udtale sig om, hvad kommuner skal og bør og prioritere i forhold til daginstitutioner. Det er en grov disrespekt for demokratisk valgte. Jeg bryder mig ikke om, når nogen lader forstå, at de rigtigt voksne er dem i Folketinget, og de uartige børn sidder i kommunerne. Det billede genkender jeg ikke.