Forestil dig, at Danmark havde en naturlovgivning, der forpligtede os til at ødelægge talrige af naturens levesteder og masseudrydde arter, som har levet her i tusindvis og titusindvis af år?

Det ville svare nogenlunde til, at vi havde en færdselslov, der forpligtede os til at køre i højre side af motorvejen for at obstruere vore medtrafikanter. Det ville jo være forrykt, ikke sandt?

Ikke desto mindre er det det, en del af vores naturlovgivning er. En forrykt forpligtelse til at forarme en meget væsentlig del af Danmarks natur og eliminere levestederne for hundredvis af truede arter. Vi kalder den for SKOVLOVEN – skønt den snarere burde hedde rovloven.

Men der tages da også naturhensyn i praksis, gør der ikke? Betyder eksempelvis 'naturnær skovdrift' ikke, at vi får en mere skånsom produktionsskov end i den ikke-naturnære skovdrift?

Jo, men trods det fine navn er de 'naturnære' hensyn en marginal begrænsning af motorsavsregimet, der har efterladt langt hovedparten af Danmarks skove som biologiske ørkener: Tilplantede stolper på rad og række med bittesmå mellemrum, som sjældent slipper en stribe sollys igennem og derfor effektivt udelukker næsten alt liv i skovbunden.

Motorsavsbevæbnede fodsoldater

Produktionsskovene er fattige på alt det, der kendetegner en naturlig skov: liv, variation, dynamik og forskellige træer i forskellige aldre, levende såvel som døde. Massevis af moser og skovsøer, afvekslende skovbryn med gradvise overgange til det åbne land og en eventyrlig blanding af større og mindre lysninger, hvor farverige blomster tiltrækker et væld af sommerfugle, og hvor gamle hule træer giver hjem til mange fornøjelige fugle og forrygende flagermus.

Hvorfor er dette skovbillede en udtalt mangel? Fordi skovlovens uudtalte, men primære formål netop er at kværne hovedparten af al den vilde og eventyrlige naturkatedral – som naturens skove kunne være, hvis ikke motorsavsbevæbnede fodsoldater og træknusende køretøjer transformerede skoven til et monotont produktionslandskab.

Derfor er det godt, at skovloven endelig er kommet på den politiske dagsorden!

Og dog ... For desværre er det også karakteristisk for naturprioriteringen hertillands, at debatten stort set har været begrænset til, om det er godt eller skidt for os at bygge eller ikke bygge i visse skove. En helt anden debat har derimod glimret ved sit fravær: Debatten om, hvordan skovloven kunne ændres, så den faktisk omhandlede og gavnede den trængte skovnatur og de truede skovarter, der har boet i vores gamle skovland i tusinder af år.

Skovloven er nemlig i bedste fald en småskizofren produktionslov, hvis få pip om naturhensyn slet ikke kan hamle op med de produktionsformål, der er dens omdrejningspunkt.

Når man for eksempel kan læse i paragraf 1, at skovloven “har til formål at bevare og værne om landets skove”, skal “skove” i de fleste paragraffer oversættes til “motorsavsterritorier”  – ikke til “natur.”

Samme indledende paragraf indskærper således i stk. 1, at skovene skal være “robuste” (hvilket giver mening for et salgbart produkt, men er absurd at have som mål for en naturlig skov, der er både forgængelig og foranderlig, variabel og ukontrollabel). Af stk. 2 fremgår det, at man tillige skal “sikre skovens produktion,” mens stk. 3 så åbenbarer skizofrenien, idet vi læser, at skovdriften skal “bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed.” Øh, hva'beha'r?

Det er den slags, der i folkemunde hedder politikersnak. Umiddelbart lyder det lige så tilforladeligt, som det er komplet meningsløst, at vi både kan frarøve skoven dens centrale naturindhold og samtidig forøge den mangfoldighed af arter, som lever af selv samme naturindhold ...

Godaw mand motorsav!

Ingen skovdrift kan “bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed.” Ingen. Det svarer til en færdselslov, der tillader vilkårlig kørsel i både venstre og højre side af motorvejen, men nedsætter hastigheden i højre side fra 130 til 110 km/t for at “bevare og øge færdselssikkerheden i trafikken.”

Marginalt bedre, ja – men fortsat fatalt for langt de fleste bilister.

Forskere har gentagne gange fastslået, at skovdriften simpelthen er den største trussel mod de truede skovarter. Hele 65 procent af samtlige Danmarks truede arter lever faktisk i vore skove, og cirka 36 procent lever KUN i skovene, så hvis vi kerer os om at hjælpe den trængte natur, har skovene alvorligt og akut brug for at blive højt prioriteret.

Fra forskningen ved vi, at det suverænt bedste og mest omkostningseffektive virkemiddel til at bevare skovnaturen er at standse al tømmerproduktion, udsætte større planteædere til at græsse i skovene og holde op med at dræne skove med kilometervis af kanaler og grøfter. Skovlovens grundsigte er imidlertid langtfra at bevare skovnaturen.

Men handler det så om – at der ikke må produceres tømmer i Danmark, hvis vi skal passe på naturen? Nej, slet ikke!

Fra forskningen ved vi også, at vi faktisk kunne nøjes med at undlade tømmerproduktion i 13 procent af Danmarks skove, hvis vi bare udvælger skovene rigtigt. Er det virkelig for meget at give beskedne 13 procent af landets skovareal tilbage til naturen på naturens præmisser?

Kort fortalt: Der er flere skove, som kan og bør være skove fuldt ud i stedet for tømmermarker.

Vi kan så takke nogle af de mere fremsynede og naturvenlige private skovdyrkere og medarbejdere i Naturstyrelsen for, at der heldigvis er gode undtagelser rundtomkring i landet, hvor naturen prioriteres helt uden tømmerproduktion, og hvor større planteædere udsættes for at supplere hjortenes alt for sparsomme græsning, så skovene atter bliver mere lysåbne og varierede.

Det er dét, der hjælper:  hele naturlige skove uden tømmerproduktion – ikke marginalt mindre motorsav overalt.

En lov til skovens gavn

Men i centrale dele af Danmarks naturlovgivning er “skov” simpelthen slet ikke natur eller i bedste fald sekunda-natur. Eksempelvis udelader Naturbeskyttelsesloven bemærkelsesværdigt nok skov i den beskyttelsesbestemmelse, der ellers muliggør beskyttelse af stort set al anden slags natur: “Søer, vandløb, heder, moser, strandenge, strandsumpe, ferske enge, overdrev med videre.” Hvorfor ikke SKOV?

Så kære politikere – nu har I diskuteret for og imod byggeri i skovene i ugevis; kunne vi ikke snart få debatten om, hvordan vi sikrer NATURINDHOLDET i skovene? Biodiversiteten? Er det for meget forlangt at få en revideret skovlov, der for en gangs skyld er en lov til skovens gavn i stedet for at gennemsyre den med tømmerhensyn på bekostning af naturen? En skovlov, hvor det i modsætning til i dag er let at udsætte flere større planteædere i hele skove, at genetablere den naturlige vandbalance og at fremme lysninger og skovbryn, så skoven igen bliver mere varieret og giver plads og hjem til mange flere arter end i dag?

Så kunne loven faktisk anerkende skoven som en fuldgyldig del af naturen modsat den nuværende skizofrene skovlov – der er en tømmerlov.