Forleden dag blev der offentliggjort en undersøgelse foretaget blandt 3F’s medlemmer. Undersøgelsen viste en stor utilfredshed med de danske folketingspolitikere, som ifølge 3F’erne har for lidt fokus på de problemer, der reelt set bekymrer almindelige danskere. Samtidig viste undersøgelsen, at den almene 3F’er er dybt bekymret for fremtiden. Det viste sig i udsagnet om, ”at generationerne efter mig vil være dårligere stillet, end jeg selv har været”, hvor 52 procent svarede helt eller delvist enig. Jeg synes, det er et skræmmende tal, at mere end halvdelen af alle 3F’ere har det på denne måde, og jeg ville ønske, at jeg kunne affeje deres bekymringer. Men det kan jeg desværre ikke.

For som ung socialdemokrat ser jeg desværre også et samfund, der slår flere og flere revner i disse år. Et samfund med større forskelle mellem mennesker. For tiden taler vi meget om et begyndende opsving i Danmark. Aktiekurserne har længe været gode, men også indikatorer såsom forbrugertillid og boligpriser har vist positive takter. Men for mig at se har der aldrig været grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark igen vil komme ud på den anden side af krisen. Nej, spørgsmålet må i stedet være, hvad det er for et Danmark, der står tilbage på den anden side af krisen. For særligt de menneskelige konsekvenser har været enorme. Kortuddannede og ufaglærte har siden 2008 oplevet en utryghed, der har bidt sig fast. En frygt for at miste arbejdet, eller en frustration over ikke at kunne finde et nyt igen. De, der ikke har været skyld i krisen, oplevede de hårdeste konsekvenser for dem og deres familie. Nu er det langt fra sikkert, de får del i opsvinget.

00’ernes forbrugsfest for lånte penge har været med til at skjule en række sandheder om globaliseringen og den negative indflydelse, det frie marked har på rigtig mange menneskers tilværelse. Hvis man kigger mod Tyskland og mange andre europæiske lande, er det alt for tydeligt, hvordan der gennem de seneste årtier er skabt en ny underklasse af arbejdende fattige. Samtidig har globaliseringen bidraget til en fragmentering af samfundet i et todelt arbejdsmarked; dem der vinder på globaliseringen og dem der taber. Hver gang vi har diskuteret globalisering, har vinderne fået lov til at råbe højest med en fortælling om, at globaliseringen gavner os alle. Men den fortælling er en løgn.

Det er i disse år, at vi skal træffe afgørende beslutninger om vores lands udvikling. Når jeg kigger 20 år frem i tiden, ønsker jeg stadig, at det skal være muligt for danske lønmodtagere at spare op til et hus, købe en bil, og måske tage på en årlig ferie sydpå. Det skal ikke være privilegier forbeholdt den øvre middelklasse. Men hvis vi fortsætter udviklingen med større lønskel og mindre social sikkerhed, er det netop det, vi risikerer at sætte over styr. Derfor er der alt mulig grund til, at tage 3F’ernes opråb til efterretning. Lad os derfor insistere på, at det opsving vi taler så meget om, skal være et inkluderende opsving, hvor alle får del i fremgangen. For hvis ikke, hvad er et opsving så egentligt værd? Hvis vi vil, så kan vi bekæmpe globaliseringens skyggesider. Men det kræver en politisk vilje til at sikre sammenhængskraften i Danmark.