Coronaen kommer: Kommuner forbereder personale, senge og skypemøder
Coronaen kommer: Kommuner forbereder personale, senge og skypemøder

I Kolding har kommunaldirektøren ikke fået den nye bærbare computer, der ellers var klar til ham. Den skal nemlig gemmes til medarbejdere, som kan få brug for at arbejde hjemmefra, hvis de bliver sendt i corona-karantæne. Det fortæller kommunaldirektør Thomas Boe.
- Vi forbereder os på en krisesituation på to niveauer. Det ene handler om, hvad vi kan planlægge. For eksempel at sørge for it-udstyr til medarbejdere, der skal arbejde hjemme i karantæne-situationer, siger han.
Det andet niveau, som kommunaldirektøren siger, de ikke kan planlægge, forsøger de at forberede sig på alligevel. Det drejer sig blandt andet om, hvad de gør, hvis hospitalerne er nødt til at udskrive syge borgere før tid for at gøre plads til corona-patienter. I de tilfælde vil patienterne overgå til at være kommunens ansvar i en situation, hvor meget af plejepersonalet også kan være sygemeldt eller i karantæne.
- Vi gennemgår mulighederne nu. Vi undersøger, om nogle medarbejdere vil være klar til at gå op i tid eller arbejde over. Kan vi ændre vagtplanen, så vi får flere hænder? Og kan vi måske ringe til medarbejdere, der er gået på pension inden for de seneste 6-12 måneder, fortæller han.
På rådhuset har de ansatte desuden fået en opfriskning af, hvordan man holder møder over skype, så de er klar til at kunne kommunikere uden at mødes fysisk. Og så er intranettet fyldt med information om, hvordan medarbejderne skal reagere.
Østjylland i beredskab
Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø er også i forhøjet beredskab. Her er det beredskabsdirektør i Østjyllands brandvæsen Kasper Sønderdahl, der har ansvaret for at koordinere den kommunale krisestyring.
Og selvom virussen er ny, trækker kommunerne ifølge Kasper Sønderdahl på erfaring fra tidligere.
- For os er det vigtigste, at børn fra vuggestuealderen og op til 3. klasse kan blive passet, så deres forældre kan komme på arbejde. Vi kan ikke risikere, at sygeplejersker og læger må blive hjemme, fordi de ikke kan få deres børn passet, siger han.
Vi kan ikke risikere, at sygeplejersker og læger må blive hjemme, fordi de ikke kan få deres børn passet.
Derfor kigger de blandt andet på erfaringerne fra lærerlockouten i 2013, fortæller beredskabschefen:
- Er der måske nogle forældre, der kan passe, hvis vi mangler personale, og hvilke andre tiltag kan vi forberede os på?
Alt sundhedsudstyr i kommunerne er talt op og kortlagt, og den kommunale kriseledelse er aktiveret. Det betyder, at repræsentanter fra kommunerne og beredskabet er klar til at mødes med to timers varsel, hvis situationen udvikler sig.
Slår koldt vand i blodet
I Svendborg fortæller sundhedschef Anne Højmark Jensen, at kommunen ikke overforbereder sig. Man følger situationen og de anbefalinger, der kommer fra Sundhedsstyrelsen.
- Vi kan bruge rigtig meget tid på at forestille os skrækscenarier, men vi har en god drift, som er tilpasset situationen. Vi vil gerne være ét skridt foran, men vi behøver ikke være ti foran.
Vi vil gerne være ét skridt foran, men vi behøver ikke være ti foran.
Kommunen er klar med ekstra gæstepladser, hvis den skal tage mod patienter, der bliver udskrevet før tid. Den har en aftale med et madfirma, der kan levere mad, hvis det bliver nødvendigt, og ved hvilke skoler der skal inddrages, hvis der mangler plads til at have folk i karantæne.
- Det er en helt normal del af vores sundhedsberedskab, forklarer sundhedschefen.
Nye opgaver til sygeplejersken
I Fredericia har coronavirussen betydet nye arbejdsopgaver til hygiejnesygeplejerske Birgitte Sachmann. Før var hun alene tilknyttet ældreområdet med ansvar for at undervise medarbejdere i smittespredning og for, at sygeplejedepoterne er fyldt op.
Nu er det hele kommunen, der trækker på hendes viden.
Hun står blandt andet for, at information fra Sundhedsstyrelsen bliver videreformidlet og forstået, så det ikke er op til de enkelte sundhedsmedarbejdere at holde sig opdaterede.
- De har i forvejen travlt, så hvis de også hver især skal læse nyheder og tage stilling til betydningen for dem, så risikerer vi at spilde en masse vigtig tid, og at beskederne bliver tolket forkert, siger hun.
Hendes tilstedeværelse er med til at skabe tryghed, forklarer hun.
- Jeg oplever, at mange af mine kolleger sætter pris på, at én med min faglighed er med til at håndtere den her situation. Nogle af dem kommer fra andre kommuner, hvor de ikke har en sundhedsfaglig person ansat i min stilling, og de siger, de kan mærke forskel, fortæller Birgitte Sachmann.
Fortæl, hvad I ved
Ifølge forsker i krisekommunikation ved Roskilde Universitet, Pernille Almlund, er det vigtigt, at kommunerne kommunikerer klart i kriser som denne.
- Det værste er tavshed. Så begynder folk at drage deres egne konklusioner, og det kan blive rigtig farligt. Kommunerne skal fortælle alt, de ved, og så skal de være ærlige om det, de ikke ved, siger hun.
Det værste er tavshed. Så begynder folk at drage deres egne konklusioner, og det kan blive rigtig farligt.
Ifølge forskeren kan krisekommunikation i en pandemi-situation være en svær balance.
- Man bevæger sig på en knivsæg. Man vil ikke skabe panik, men man skal heller ikke holde information tilbage. Erfaring fra blandt andre svineinfluenzaen viser, at der netop kan opstå panik, hvis man holder information tilbage.
Pernille Almlunds pointe bliver bakket op af Winni Johansen, der forsker i krisekommunikation på Aarhus Universitet.
- Overkommunikation kan være en god ide. Hellere kommunikere for ofte, end at borgerne og de ansatte i kommunen ikke får den nødvendige viden. I pandemi-situationer som denne viser kommunikation sin styrke. Det er altafgørende, at folk bliver informeret ordentligt, så de tager situationen seriøst og tager deres forbehold, forklarer hun.
I Kolding er det også den strategi, de bruger.
- Vores kommunikationschef er med til alle møder med vores kriseberedskab og sender daglige meldinger ud til lederne i kommunen, der kan kommunikere videre til de forskellige afdelinger. Og på vores intranet kan alle medarbejdere stille spørgsmål til situationen, siger kommunaldirektør Thomas Boe.
Alle de kommuner, kommunen.dk har talt med, understreger, at de følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger nøje.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.























