Et retssamfund er blandt andet karakteriseret ved en udstrakt beskyttelse og omsorg for de svage. I næsten 100 år har vi - bortset fra en kort afstikker under den tidligere VK-regering - ment, at børn skal vejledes og opdrages, og først når de er fyldt 15, stilles til ansvar overfor det juridiske system.

Imidlertid har DF, Venstre, LA og De Konservative nu stillet forslag om, at den kriminelle lavalder skal sænkes til 12 år, og der skal indføres børne- og ungdomsdomstole. Dette vil blive en realitet, hvis de vinder valget.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Forslaget kommer på et højst besynderligt tidspunkt. Politiets statistikker viser nemlig, at kriminaliteten blandt de 10-14-årige er faldet med ikke mindre end 66 procent siden 2006. Man skulle tro, at politikerne ville lykønske forældre og kommuner med resultatet og bede dem fortsætte det gode arbejde. I stedet vil man nu indføre et system, der kendes fra lande med langt højere ungdomskriminalitet.

Dertil kommer, at nedsættelsen til 14 år for nogle år siden langtfra var en succes. De 14-årige begik stort set kun småkriminalitet såsom butikstyverier, og hvor politiet tidligere ville køre en 14-årig hjem og bede forældrene tage sig af det, skulle man nu til at skrive rapport og så videre. Mange politifolk mente, at det tog tid fra mere presserende opgaver.

Man har fundet en sag, hvor en 13-årig, der skød mod en butik, forklarede, ”at han ikke kunne straffes”, samt en pigebande, der blev anbragt på en kommunal institution og derfra fortsatte med at udøve chikane. Men hvis sådanne sager var typiske, skulle vi jo have set en stigning i kriminalitet begået af 14-årige, da den kriminelle lavalder blev hævet til 15 igen, men kriminaliteten er tværtimod faldet. Og det er ikke sandt, at der ikke er reaktioner i dag. Jeg vil tro, at drengen, der skød, næste dag befandt sig på en institution langt fra hjemmet, og hvad angår pigerne, burde de jo nok have været anbragt på forskellige institutioner langt fra København. De lukkede institutioner er primært for de 15-17 årige, men børn helt ned til 12 år kan allerede i dag anbringes på en lukket institution.

International kritik

I slutningen af 2009 afgav Regeringens Ungdomskommission betænkning. Der var tale om en bredt sammensat kommission, der blandt andet talte domstolene, anklagemyndigheden og politiet. Københavns daværende politidirektør var formand for udvalget. Kommissionen behandlede blandt andet spørgsmålet om sænkelse af den kriminelle lavalder til 14 år og anbefalede efter en grundig behandling, at den kriminelle lavalder ikke sænkes.

Når kommissionen ikke tager stilling til en endnu lavere grænse, skyldes det, at en sådan vil møde meget stærk international kritik, og at det vil rejse nogle meget vanskelige spørgsmål omkring barnets mulighed for at forstå og forudberegne konsekvenserne af dets handlemåde. Tænk for eksempel på to 12-årige, der laver et bål i en baggård for at riste skumfiduser – og sætter ild til hele huset. Hvad skal de dømmes for? Ildspåsættelse? Uagtsomt manddrab? Fareforvoldelse?

Der skal oprettes en ungdomsdomstol med særlig uddannede dommere, som skal kunne udmåle sanktioner tilpasset den enkelte. En sådan domstol vil formentlig i mange tilfælde gøre det samme, som socialforvaltningen gør i dag; for eksempel kræve, at barnet passer sin skole - men ved at stille børn for en domstol stemples de som kriminelle med de meget uheldige følger, det kan have. Partierne peger på, at  barnet vil få en forsvarer – altså en særlig retssikkerhedsgaranti. Men en forsvarer vil sige til barnet:

“Det dér forhold holder du bare mund med, for det kan ikke bevises.” Og er det det, et barn, der er kommet ud i kriminalitet, har brug for? Har det ikke brug for at lægge kortene på bordet, forstå, hvad det har gjort og forhåbentlig fortryde, så en fornuftig forælder eller pædagog kan hjælpe med at forsøge at gøre det godt igen og finde en løsning, så det ikke sker igen.

Forsøg med militær disciplin

Dertil kommer, at for det sociale system er det ikke så vigtigt, om barnet faktisk har begået kriminalitet. Det afgørende er, om barnets udvikling er truet. Hvis Marcus på 13 færdes med en bande, er det ligegyldigt, om han eller andre i banden har begået indbruddet. Det afgørende er at få Marcus væk fra banden og ind i en positiv udvikling.

Nogle pædagoger på de lukkede institutioner skal ifølge forslagsstillerne skiftes ud med fængselspersonale. Der tales også om personale ”med militærfaglig baggrund”. I USA har man forsøgt at udsætte unge kriminelle for militær disciplin. Desværre viste evalueringerne, at de unge ikke begik mindre kriminalitet efter sådan et ophold – tværtimod var der tendens til, at de begik mere kriminalitet.

12 år gammel. Altså et barn i slutningen af 5. klasse. Mit 11-årige barnebarn har stadig sin bamse med, når hun sover hos os. Er hun virkelig moden nok til at blive fremstillet for en domstol om bare et halvt år? Har forslagsstillerne glemt deres egne børn i den alder? Har de talt med børnesagkyndige om deres forslag og de eventuelle skadelige virkninger?

Mange forældre tænker sikkert, at det her drejer sig om den ”hårde kerne” – og det er godt at få ram på de bander, der terroriserer deres børn og stjæler mobiltelefoner med videre. Det får ingen virkning for deres veltilpassede børn, der måske træder ved siden af en enkelt gang. Men forslaget retter sig ikke kun mod ”den hårde kerne” – det retter sig mod alle børn i alderen 12-14.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi har et problem med en lille hård kerne af stærkt utilpassede unge, og vi må forsøge at løse det bedre. Men alle undersøgelser viser, at straf ikke virker. De samfund, der har de hårdeste straffe (som for eksempel USA) er også de mest voldelige samfund. Dertil kommer, at det er en rigtig dårlig idé at anbringe unge, der har begået kriminalitet sammen med andre kriminelle unge. Alle forældre kender angsten for, at deres teenager skal komme i dårligt selskab. Men på institutionerne er der kun dårligt selskab.

Stemplet med straffeattest

Hvilket indtryk det vil gøre på vore børn, at det ikke drejer sig om en alvorlig samtale med forældrene, men om at blive stemplet som kriminel og få en plettet straffeattest, kan vi kun gisne om. Videnskabelige undersøgelser viser, at kriminelle handlinger ikke i sig selv opfattes som afvigende. Det sker først, når det omgivende samfund definerer handlingen som afvigende. En strafferetlig dom er et kraftigt signal fra samfundet om, at handlingen – og dermed det pågældende barn – opfattes som afvigende.

Bemærkelsesværdigt er det, at bestemmelserne i andre love, der ligeledes bygger på børns modenhed, ikke ændres, således for eksempel 15-års-grænsen i forbindelse med seksuelle forhold. Det betyder, at to 14-årige, der har frivilligt samleje, begge vil kunne straffes. I dag kan et barn under 15 år heller ikke selv råde over de penge, det tjener. Men hvordan kan en 12-14-årig være voksen nok til at tage ansvaret for sin kriminalitet – men ikke voksen nok til at tage ansvaret for et frivilligt seksuelt forhold til en jævnaldrende eller til anvendelse af de penge, han selv har tjent?

Vi lever i en tid, hvor langt de fleste forældre er gået bort fra straf i opdragelsen, fordi vi har erkendt, at det ikke virker. Hvordan kan det være, at straf, der ikke hjælper på vore egne børn, anses for velegnet, når det gælder andres børn?

Der er taget initiativ til en underskriftindsamling imod sænkelsen af den kriminelle lavalder. Jeg håber, at mange vil skrive under. Eneste håb om at ændre dette ukærlige forslag er, at der kommer en massiv folkelig protest.

Danmark er allerede kendt som det mest fremmedfjendske land i Norden – skal vi nu også være kendt som det mest børnefjendske?