De fleste på rådhuset har fundet deres spidskandidat til valget næste år, dog mangler den store favorit, Enhedslisten, at spille ud med, hvem der skal satses på. Og det valg ventes med spænding, for der er ingen tvivl om, at Enhedslistens spids vil få stor betydning for det endelige valgresultat og dermed magtfordelingen i København.

Ved sidste kommunalvalg blev det til små 11 procent og ved folketingsvalget i 2011 fik partiet 18 procent i København. Derfor er der flere i Enhedslisten, der taler om, at partiet kan få over 20 procent af københavnernes opbakning. Så måske kan Enhedslisten få to borgmesterposter eller ligefrem gå efter overborgmesterposten. Men der er ingen tvivl om, at Listen er meget afhængig af, om de finder en spidskandidat, der kan tale til den hippe københavner og de røde børnefamiliers sprog, eller om det bliver det gamle keramiker-image før Johannes tid, der kommer til at præge partiet op til valget.  

Måske en kendis

Spekulationerne om, at Johanne Schmidt-Nielsen vil gå efter overborgmesterposten, bliver nok ved spekulationerne. Hun vil hverken til rådhuset eller Parlamentet, som landet ligger i øjeblikket. Heller ikke de to 'gamle', som ikke må stille op til Folketinget igen – Frank Aaen og Per Clausen – er i spil. Aaen kan ikke undværes som talknuser på Borgen, Clausen går efter valg i Aalborg. Det bedste bud på en kandidat udefra er Line Barfod, men efter sigende vil hun hellere være advokat end borgmester.

Men fra centralt hold vil man med garanti forsøge at overtale hende endnu en gang. Line Barfod opfattes nemlig som en så helstøbt politiker, at det vurderes, at hun kan gå hele vejen på rådhuset. Hun har da også en erfaring, alder og er så tillidsvækkende, at hun vil kunne appellere til mange vælgergrupper i det røde København. Der er stadig en del usikkerhed, om der er andre Enhedsliste-kendisser, der vil prøve kræfter med rådhuset. 

Trækker spændingen 

Kommer der ikke en kandidat udefra, består feltet af spidskandidater af Signe Færch, Morten Kabell og Rikke Lauritzen. Her bliver Signe Færch nævnt som favoritten, og det var da også hende, der fik det bedste valg af de tre ved sidste kommunalvalg. Færch har dog ingen ambitioner om at blive borgmester, da hun hellere vil være socialrådgiver, så det bliver nok de to andre kandidater, der skal dele rovet.

Enhedslisten vil først til januar holde en vejledende urafstemning om, hvem der skal være spidskandidat, og først til en generalforsamling i marts måned vil det blive endeligt vedtaget.

Så der er stadig noget tid til, at modstanderne på rådhuset ved, hvem favoritterne stiller med i angrebskæden. Og det er noget besynderligt, at Listens hold først er på plads et halvt år før valget.

De andre partier er klogeligt nok for længst gået i gang med at planlægge og eksekvere deres kampagner, for de fleste politiske aktører er klar over, at valgkampen starter længe før den egentlige valgkamp.

Ideologien titter frem

Det har længe virket, som om borgmestrene har haft mest travlt med at profilere sig på de forskellige projekter, de har sat i søen inden for deres egen forvaltning. Men nu er der tegn på nogle ideologiske brudflader imellem de borgerlige og de røde, som har en bredere folkelig appel. 

Særligt på dagpengeområdet har der udspillet sig en kamp på rådhuset med nogle ideologiske undertoner. Enhedslisten startede under budgetforhandlingerne med at stille krav om, at der skulle gøres noget for de godt 4.200 københavnere, der i 2013 mister deres dagpenge.

I starten var Socialdemokraterne lidt lunkne ved Enhedslistens krav, nok mest fordi Frank Jensen ikke ville være uvenner med De Radikale under budgetforhandlingerne. Men efter budgetaftalen har Frank Jensen overtaget Enhedslistens krav om, at de, der står til at miste deres dagpenge, skal have fortrinsret til vikariater og have tilbudt en ekstra samtale med deres jobcenter.

De borgerlige er sure

Det har gjort den radikale beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev sur, fordi det er usolidarisk overfor de andre ledige i kommunen, at de, der står til at miste dagpengene, kan hoppe forrest i køen. Oven i det mener hun, at Frank Jensen gør de ledige en bjørnetjeneste ved at gøre dem afhængige af det offentlige system. Venstre er også sure på Frank Jensen og kalder redningsmanøvren for ”det rødeste vanvid”. I det hele taget er Venstre godt trætte af at bruge penge på de arbejdsløse. De er i hvert fald kommet med et forslag om at skære beskæftigelsesindsatsen med 200 millioner kroner om året i de næste fire år. Besparelsen svarer til cirka en en fjerdedel del af budgettet på beskæftigelsesindsatsen, og de penge skal ifølge Venstre i stedet bruges på skattelettelser.

Selvom dagpengesagen nu ser ud til at blive løst på Borgen, viser sagen, at partierne på rådhuset er klar til at tage nogle ideologiske sværdslag. De røde partier – undtagen SF, der er underligt stille i dagpengeballaden – er ved at grave nogle dybe røde huler, de kan kravle ned i til valgkampen. På den anden side er Venstre med hårde krav om skattelettelser ved at grave sig ned i en klassisk blå skyttegrav. De Radikale kravler traditionen tro på hegnet imellem – og vælger side alt efter sagens indhold og Vestager A/S's kurs på Borgen. Men fortsætter de ideologiske kampe på rådhuset, kan det blive en rigtig spændende og sjov tid frem mod valget.