Whistleblowerordningerne kan meget vel være kulminationen på det moderne demokratis transformation til en gratis karruseltur. Lad os starte med to scenarier.

I maj 2013 forlod den dengang 30-årige it-tekniker Edward Snowden sit job hos USA's National Security Agency (NSA), og fra sit eksil i Hongkong offentliggjorde han i tusindvis af fortrolige dokumenter fra sin tid i den amerikanske efterretningstjeneste. Dokumenterne afslørede omfattende amerikanske overvågningsprogrammer, som blandt andet kørte i samarbejde med europæiske regeringer. Overvågningerne omfattede for eksempel politiske institutioner på højeste plan, servere hos de største sociale medier og privat sms-kommunikation, og afsløringerne blev hurtigt til en mediesensation og skabte en international politisk skandale. Snowden selv har siden levet i landflygtighed og søgt om politisk asyl i flere lande. Han er sigtet for tyveri af regeringens ejendom og to punkter i henhold til USAs lov om spionage.

Sceneskift. Et sted i Midtjylland sidder Bettina. På hendes smartphone kan hun se, at der på Socialtilsyn Midts hjemmesider står, at man kan henvende sig anonymt, hvis man har ”oplysninger om bekymrende forhold i en plejefamilie eller socialt tilbud.” Og det skal Bettina da lige love for, hun har. Hun har set lidt af hvert hos plejefamilien for enden af vejen, og det er på tide, at det kommer til myndighedernes kendskab. Men inden Bettina går hen til computeren for at udfylde den særligt udarbejdede formular, skal hun lige have givet sit besyv med i en Facebook-diskussion om lukningen af en pølsevogn på det lokale bytorv, ”liket” et opslag om flygtninge, delt en veganeropskrift og en indsamlingsannoncering fra Kræftens Bekæmpelse på sin væg, stemt på ugens model hos Vero Moda og givet karakter til en venindes nye makeup. Og når hun kommer hen til computeren, har hun i øvrigt også overvejet at undersøge mulighederne for anonymt at angive sin chef i kommunen for uprofessionel adfærd, og så skal hun lige søge information om en ny yogaform, som hun overvejer at gå over til, og udfylde et evalueringsskema for det kursus, hun har taget i glutenfri børneopdragelse.

Lugter råddent

Snowden og Bettina befinder sig under ganske forskellige omstændigheder i hvert sit hjørne af verden. Men lader man sig henføre af de mange bevingede ord, der hæftes til den politisk tilskønnede modebølge, der er skyllet gennem både det private og det offentlige de sidste par år, så er Bettina i lige så høj grad som Snowden en sand heltinde. Bettina er nemlig ligesom Snowden en vaskeægte whistleblower. Hun slår til, når noget er råddent in the State of Denmark. Hun benytter sig af en af de utallige nye whistleblowerordninger og blæser højt og flot i fløjten. Hun blæser, hedder det rørstrømsk, for åbenhed, beskyttelse af den enkelte medarbejder og demokrati.

Der er bare lige det ved det, at hvor Snowden traf et svimlende eksistentielt valg og trak hele sit liv ud i skæbnens malstrøm, så bruger Fløjte-Bettina en halv times tid på en anonym anmeldelse, inden hun henter drengene fra fodbold, serverer økologisk grøntsagslasagne til aftensmad og falder i søvn til et afsnit af Game of Thrones efter at have postet en selfie med ny frisure, delt en video om åndedrætsøvelser og chattet lidt på en livstilsblog. Og nej, pointen er ikke, at vi skal se ned på Fløjte-Bettina, fordi hun blegner i sammenligning med Snowden. Og jo, der skal absolut være mulighed for uden repressalier at have hånd i hanke med dem, der er i en position, hvor de kan udnytte og skade andre eller være en trussel imod det åbne demokrati.

Der er bare noget ved alle disse funklende whistleblowerordninger, der lugter mere råddent end de tilstande, de angivelig sikrer imod. Det ser så flot ud, at offentlige og private virksomheder laver dyre ordninger, der sikrer, at man bekvemt kan påpege urent trav i dem, og som ovenikøbet gør honnør til dem, som bruger tjenesten. Det ligner den direkte vej til et funklende og eksemplarisk åbent demokratisk demokrati. Men: For det første synes man i den generelle snak om whistleblowerordninger at være så betaget af tanken om medarbejderbeskyttelse og vagthundeprincippet, at man glemmer at spørge, hvad der skal sikre, at indberetningerne overhovedet følges til dørs. Når hele anmelderiet er så tys-tys, hvordan kan så vide, at man ikke bare anmelder ind i et stort tomrum? For det andet: Hvis Fløjte-Bettina virkelig køber præmissen om den funklende vagthundeordning, lægger hun så trygt sit hoved på whistleblowerpuden i blind tiltro til, at den sikrer tryghed og retfærdighed? Holder hun op med i det hele taget at stille krav på sin arbejdsplads, med at bruge sin ytringsfrihed og med kritisk at dele erfaringer med sine kolleger? Er det ikke særdeles bekvemt for en virksomhed med en klagekasse, der fungerer som en sort boks, hvor ingen (med højtidelig henvisning til anonymitetsprincippet) aner, hvor klagerne ender? Og er det ikke også særdeles bekvemt for en virksomhed med en indberetningsordning, der qua sin navnemæssige reference til tidens største demokratiske helte har det retoriske perspektiv, at den kan afvæbne de mest kritiske stemmer? Med andre ord: Hvordan kan Bettina vide, at hun i virkeligheden ikke bare bidrager til et internt og eksternt PR-stunt, der i sidste ende kvæler mere berettiget kritik, end den tilvejebringer? Hvordan kan Bettina vide, at det, hun i virkeligheden blæser på, ikke bare er virksomhedens store, stive fløjte?

Digital ligegyldighed

Men vi er stadigvæk ikke kommet til den vigtigste pointe.  Som vi har set, er Bettina, som de fleste af os, flittigt engageret i den digitale verden.  Hun giver sin mening til kende i mange sammenhænge, hun finder skiftende interesser, hun hopper med på tidens strømninger og perspektiver på verden, og hun skifter umærkeligt og glidende fokus fra makeup til problemer i plejefamilier til kræftbehandling og til Game of Thrones. I den digitalt bearbejdede verden bliver alting ens. Man bevæger sig ikke fra én fysisk sammenhæng til den næste; man bevæger sig ikke mellem substantielt forskellige situationer, mennesker og problemstillinger. Man glider let henover skærmen mellem bogstaver og billeder, fra link til link, fra video til video, fra formular til formular. Der sker en ubemærket nivellering af alting. Det hele bliver lige gyldigt og dermed ligegyldigt. Man er konstant engageret, men ikke involveret. Man er ikke bundet, knyttet eller forpligtet til hver sag; man passerer blot gennem den og afleverer sin kommentar, sin evaluering, sin mening eller sit like. Ikke bare kan man altså have sine tvivl om whistleblowerordningernes reelle værdi og troværdighed. Ikke bare kan man finde det foruroligende, at nogle whistleblowerordninger inviterer enhver til at komme med anonyme indberetninger. Ikke bare væmmes man ved de pyntende fjer i den retoriske fremstilling af en foranstaltning, der i sidste ende ”blot” er en indberetningsordning. Whistleblowerordningerne glider tilmed på yderst uheldig vis sammen med en strøm af dagligdags engagementer, som består af ting, vi gør uden virkelig passion. Man kan umiddelbart synes, at whistleblowerordningerne er nødvendige og fremragende. Men i det store billede er de et bekymrende symptom på en digitalt mediebåren verden og et moderne demokrati, der opdrager sine borgere til at realisere sig selv som stolte deltagende demokrater ved at spy meninger ud i øst og vest og uden konsekvens fremfor at være sande meningsskabende eksistentialister, der forpligter sig selv og sætter sig selv på spil for en større sag. Det sidste er det, som den ægte whistleblower Snowden gjorde. Bettina og alle vi andre knæler selvtilfredse og bekvemme ved den moderne verdens gratis alter og strammer læberne om de store, velsmagende fløjter.