Kommunen.dk
MENU

Bestyrelser forgylder storbyborgmestre

Borgmestre fra landets 15 største kommuner har langt større indtægter på bestyrelsesarbejde end resten af deres kolleger.

Bestyrelser forgylder storbyborgmestre

Borgmestre fra landets 15 største kommuner har langt større indtægter på bestyrelsesarbejde end resten af deres kolleger.

Københavns, Frederiksbergs, Odenses og Aalborgs borgmestre tjener alle mere end en halv million på bestyrelsesposter og andre ekstrahverv. Til gengæld må de fire kommuner med færre end 12.500 indbyggere nøjes med en årlig ekstraindkomst på i gennemsnit 9.000 kroner.

Et højt befolkningstal giver i forvejen et større beløb på lønsedlen, og regner man ekstraindtægterne fra bestyrelsesarbejde med, er der næsten en million kroners forskel på landets dårligst og bedst betalte borgmester. Kommunens undersøgelse af ekstrahverv viser samtidig, at borgmestrene i landets 15 største kommuner i gennemsnit tjener over 100.000 kroner mere på årsbasis end borgmestre i kommuner med mellem 12.500 og 80.000 indbyggere.

“Det er primært i de store byområder, de rigtig tunge poster er. Hvis man kommer ud i Vestjylland, er der knap så mange af dem,” forklarer kommunalforsker Ulf Hjelmar fra Det Nationale Analyse- og Forskningsinstitut for Kommuner og Regioner.

Større erfaring

Borgmester i Dragør, Allan Holst (S), er en af dem, der hidtil ikke har modtaget en krone i bestyrelseshonorar. Han tror, at lønforskellene er et spørgsmål om borgmester-erfaring, fordi mange firmaer gerne vil sikre kontinuitet i bestyrelserne.

”Borgmestrene har nok en længere anciennitet i de større kommuner. Det her er min anden periode som borgmester, og jeg kan mærke, at der er en forskel fra den første til den anden periode,” siger Allan Holst, som netop er blevet valgt til at sidde i et vandforsyningsselskab.

Hans naboer i resten af Region Hovedstaden tjener ellers godt på deres ekstraarbejde. Faktisk tjener borgmestrene i Region Hovedstaden i gennemsnit mere end dobbelt så meget på bestyrelsesarbejde som deres kolleger i Region Midtjylland. 

Mens hovedstadsborgmestrene gennemsnitligt får en årlig ekstraindtjening på 185.000 kroner, må de midtjyske ‘nøjes’ med 70.000 kroner.

Mest til Konservative

Man skal da heller ikke undervurdere betydningen af at være tæt på hovedstaden, påpeger Ulf Hjelmar.

”Omkring de store kommuner kan der godt sidde borgmestre, hvor kommunerne ikke indbyggermæssigt er særligt store, men som ligger i nærheden af de store byområder med tunge poster,” siger han.

Hovedstadsfænomenet kan samtidig være en del af forklaringen på, at konservative borgmestre er den partifarve, der indkasserer de største ekstrahonorarer med et gennemsnit på 157.000 kroner. De bliver efterfulgt af borgmestre fra Venstre og Socialdemokraterne. 


Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR