Hvis ønsket om en bedre folkeskole skal blive en realitet, bør man blandt andet tage et kig på relationen mellem eleverne og de voksne lærere og pædagoger.

Sådan lyder det fra Louise Klinge, Ph.d. og skolekonsulent. Det er nemlig vigtigt, at eleverne kan mærke, at de har en betydning for de voksne, viser hendes forskning.

Lærer-elev-relationen har nemlig vist sig at have afgørende betydning for børnenes engagement, læring, stressniveau, selvfølelse, selvregulering og endda også sociale adfærd. For at relationen bidrager positivt til elevernes udvikling, er det afgørende, at de kan mærke, at de har en betydning for den voksne. Ellers vil de ikke frivilligt følge den voksnes lederskab.

- Det er ikke nok, at læreren er sød og venlig, for hvis undervisningen er så uendeligt kedsommelig eller meningsløs, så kan eleverne ikke mærke, at den voksne vil dem deres bedste, forklarer Louise Klinge og tilføjer:

- Men bliver barnet mødt med indhold og metoder, som tager afsæt i børns måde at være i verden på, engagerer de sig, og skolen bliver meningsfuld. Det er der, hvor nogle beslutningstagere ofte glemmer, hvad det er, der karakteriserer børn og unge.

Sansende og skabende skole
Ifølge Louise Klinge er børn kommunikerende, sansende og skabende.

- Forskning viser, at når børn arbejder med sanserne og får lov til at skabe produkter, går det ind og beroliger nervesystemet og modvirker stress- og angst-tendenser, som vi desværre ser hos nogle børn. Desværre forsøger mange ofte i stedet at skabe høj faglighed ved at presse voksne begreber ind alt for tidligt, forklarer hun.

- Men høj faglighed i folkeskolen skal altid handle om at fremme udbytterige møder mellem børn og verden, og aldrig om faget i sig selv. Børnene skal være den konstante faktor i ligningen om skolen, hvis den ligning skal gå op uden tab.

I en trivselsmåling fra Undervisningsministeriet i 2018 var trivslen lavest, når det angik elevernes oplevelse af motivation, medbestemmelse og lærernes støtte, mens den sociale trivsel lå højt.

Ifølge Louise Klinge understreger målingen, at folkeskolerne ikke altid er indrettet efter børnene.

- Så længe vi ikke laver en skole ud fra det, der kendetegner børn og unge, så svarer det lidt til en puttekasse, hvor man prøver at putte de firkantede klodser ned i runde huller. Det er jo slet ikke muligt. Derfor taber vi så mange. 45 pct. af børn af ufaglærte forældre står ti år efter deres folkeskole uden uddannelse eller job, siger Louise Klinge.

Desværre kan mange lærere og pædagoger ofte ikke nå at lave en undervisning, der er  sansende og skabende, selvom de godt ved, hvilken undervisning der fungerer bedst, mener hun.

- Det er et stort problem, at rigide krav om boglige mål, der skal nåes, leder til en overvægt af gammeldags tavleundervisning. Der er selvfølgelig skoler, hvor der foregår andre ting, og hvor man er enormt innovative, men i overvejende grad er der stadig for meget røv-til-bænk-undervisning, fortæller Louise Klinge.

Skal fungere i praksis
Folkeskolereformen var egentlig et godt bud på, hvordan man laver en skole indrettet efter børnenes verden, mener Louise Klinge. Der skulle være mere bevægelse, åben skole og mere varieret undervisning. Dog mener hun, at folkeskolereformen fejlede, fordi lærerne og pædagogerne ikke blev klædt ordentligt på til opgaven.

- Politikerne skal huske, at mennesker ikke bare er hjerner på en pind. De kan ikke stille alle mulige krav, men skal hele tiden spørge sig selv, om det giver mening, og om lærerne kan lykkes med opgaven. Mange lærere følte sig ikke kompetente til at varetage opgaven, og så faldt deres motivation, forklarer Louise Klinge.

Gennem sit phd-projekt fulgte Louise Klinge en matematiklærer, som hun betegner som ‘dygtig’ og ‘fantastisk’. Men da de i kommunen besluttede, at eleverne skulle optimere deres engelsk, gik det galt.

- Nu skulle alle lærere undervise i deres fag på engelsk, så læreren skulle pludselig undervise i matematik i 4. klasse på engelsk. Og hun var ikke særligt god til engelsk, så oplevelsen af kompetence og lysten til at sige ja til den her opgave dalede. Dermed dalede hendes engagement og arbejdsglæde, forklarer hun.

Den manglende motivation smitter ofte af på eleverne, påpeger Louise Klinge.

Psykologiske behov i fokus
Hvis man fra kommunalt regi vil styre efter, hvordan man sikrer, at de fagprofesionelle har overskud, så skal politikerne spørge sig selv, om de understøtter tre centrale psykologiske behov, mener Louise Klinge. Nemlig behov for selvbestemmelse, at føle sig kompetent og oplevelse af samhørighed.

- Hvis lærere og pædagoger skal kunne mønstre det engagement, så skal de have en høj arbejdsglæde. Det, der sikrer menneskers trivsel og engagement, er netop disse tre behov. Det ved man på baggrund af 40 års forskning, forklarer hun.

Der skal være plads til, at lærerne og pædagogerne har mulighed for at bestemme nogle ting selv, påpeger Louise Klinge.

- Men selvbestemmelse handler også i høj grad om, at man gerne frivilligt vil tilslutte sig noget, fordi man kan se en mening i det. At de opgaver, der bliver givet, giver mening.

Ifølge Louise Klinge er opskriften på gode lærer-elev-relationer og lærerig undervisning blandt andet højere krav til, hvem der bliver uddannet og ansat som lærere og pædagoger, samt et engageret personale på grund af arbejdsglæde.

- Man skal fra kommunalt regi bruge de her tre psykologiske behov som pejlemærker i forhold til om, de ting man vil sætte i søen er implementerbare. For det er de samme behov, lærerne skal understøtte hos børnene, hvis de skal trives og udvikle sig både socialt, personligt og fagligt. Det hele er en cirkel, og det hele hænger sammen, fortæller hun.