Engang tilbage i 1970’erne huserede en mand, der hed Morten Lange. Af fag var han svampe-professor, men af de fleste bedre kendt som politiker. Han fulgte navnkundige Aksel Larsen, da denne røg ud af DKP og stiftede Socialistisk Folkeparti. SF var blevet et parti, man måtte regne med, og Morten Lange en brutal formand for folketingsgruppen. Han var så langtfra kendt for sine diplomatiske evner og gjorde ofte sine partifæller rasende med sine nedladende grovheder.

Vi havde haft energikrisen, hvor de olierige arabere blev sure på Anker Jørgensen og midt i en i forvejen anspændt energisituation lukkede for hanerne. Danskerne måtte skrue gevaldigt ned for varmen og leve med bilfri søndage.

Der opstod en ny bevidsthed om energiens centrale rolle, og der var almindelig enighed om, at vi måtte blive mindre afhængige af olien. Danskerne lærte, at der var noget, der hed vedvarende energi, men stærke kræfter så nu chancen for at få indført atomkraft. Til dem hørte Morten Lange.

Folkelige kræfter sagde nej til atomkraften. Den var ganske vist ’ren’ i den forstand, at den var CO2-neutral og ikke svinede som kul. Men den indebar en alvorlig affaldssituation, som ville gå i arv til utallige senere generationer. Et krav om sol og vind voksede.

Morten Lange nærede fnysende foragt for disse alternative tanker og anså dem for fuldstændig uden nogen form for bund i virkeligheden. Om tilhængerne af sol og vind sagde han, at de var ’led i en ganske almindelig religiøs bølge sat i gang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere.’ Det var et synspunkt, han langtfra stod alene med.

Klovne og realpolitiske tørvetrillere

Det er mere end interessant at følge reaktionerne på Alternativets pludselige forvandling fra komisk nichefænomen med en klovn i spidsen til en politisk kraft, der ser ud til at kunne møve sig ind på Borgen blandt de mange realpolitiske tørvetrillere.

Situationen kaster et usædvanligt klart skær over de forhold, der hersker i dansk politik, og afføder en række skæve situationer, hvor de mest garvede politikere pludselig står, som var de debutanter på gyngende grund.

Helle Thorning-Schmidt smilede huldsaligt, da hun blev spurgt, om hun mente, Alternativet har en pointe. Joh, hun har da også en indre hippie og kunne godt tænke sig kulørte gevandter og kødløse dage. Lars Løkke udtrykte sig også belevent og sagde i min oversættelse noget i retning af, at også en blind høne kan finde et guldkorn.

Ingen har lyst til at gå i kødet på fænomenet, der er kommet bag på alle de etablerede. Helle vil med sikkerhed miste sit røde flertal, hvis Alternativet ikke kommer over spærregrænsen og stemmerne bliver spildt. Og Løkke synes enten ikke, at det er blå bloks problem, eller også frygter han, at det kan give bagslag, hvis han er for hård ved de blåøjede drømmere.

Og minsandten, om vi ikke oplever Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, dæmpe skærebrænderstemmen og nærmest kælent sige, at ’det jo ikke rigtig hænger sammen, det Alternativet kommer med.’

Kommunikationskonsulenten Rulle Grabow, der slår sine blå folder hos ’Jersild minus spin’ og for det meste har held med at tøjle sine sympatier – ’jeg er blå hele vejen igennem’ – har dog svært ved at styre sig, når talen falder på Alternativet.

’Det er markant med et parti, der har så mange forslag, der ikke er realpolitisk realisable’, siger hun med slet skjult indignation, men kommer i samme moment med en klar erkendelse: ’Det er udtryk for, at vi markant har undervurderet, hvor mange danskere der er ligeglade med det’. Nemlig.

Et stigende antal danskere er grundlæggende trætte af, at de etablerede politikere med få undtagelser har lagt politik og visioner i mølpose for at tilslutte sig koret af farveløse administratorer, der papegøjetaler – når det går rigtig højt om ’den nødvendige politik’.

Fra politiker til administrator

Hvorfor er du i politik? er de fleste politikere blevet spurgt. Og uden undtagelse svarer de, at det er, fordi de vil gøre en forskel, at de vil  skabe et bedre samfund for danskerne. Knap er flosklerne klinget ud, og de er steget opad trapperne til Borgen, før de bliver præsenteret for en maskine, der står i Finansministeriet. Det er den, der tilsyneladende bestemmer, hvad der er nødvendigt, hvad der er muligt.

Det er mig bekendt ikke tilgængeligt, hvad det er for nogen elementer, der er lagt ind i maskinens program. Men stort set ligegyldigt, hvad man fodrer maskinen med, så svarer den, at bare vi får skattenedsættelser – helst i toppen, beskæringer af den offentlige sektor – gerne dybe - og frie tøjler til erhvervslivet, fra små virksomheder til store eller gigantiske, globale virksomheder og kapitalkræfter, så bliver alting godt og vi bliver rige og lykkelige.

Det er vi mange, der er blevet alvorligt trætte af – en tiltagende desillusion på demokratiets vegne. Jeg tror, at de mange danskere, der nu ser ud til at ville stemme på Alternativet, inderligt savner politikere, der vil sætte de helt grundlæggende problemer – klimaet, miljøet, finanskrisers årsager, menneskers mistrivsel i det gennemmaterialistiske samfund – øverst på dagsordenen; der tør udfordre vækst-afguden; der vil tænke alternativt og originalt for at finde nye løsninger, som vi derefter finder veje til at realisere.

Med fnysende foragt hvæsede Rulle Grabow, at hun havde hørt en fra Alternativet sige, at han synes, vi har fjernsyn nok. Hun manglede bare de himmelvendte øjne.

Barfodsgængernes drømme havde mere substans, end en Morten Lange kunne fatte. I dag er vindmølleindustrien som bekendt rigtig stor, møllerne højteknologiske og en gigantisk eksportvare. Vinden udgør en betragtelig del af den danske energiforsyning, og atomkraftlobbyen er ikke-eksisterende.

Dengang lærte jeg, at meget kan lade sig gøre, hvis viljen er der. Men man skal ikke vente hjælp fra dem, der har magten og midlerne og derfor ingen forandringer ønsker. De vil altid ryste på hovedet og smile overbærende. I bedste fald.