I dokumentarfilmen ”Viljen til sejre” – der går tæt på Emanuel Macrons overraskende sejre i Frankrig – er der en scene, hvor Macron besøger nogle fagforeningsledere, mens en masse franske arbejdere i nærheden demonstrerer mod dårlige forhold. Modkandidaten Marine Le Pen laver det, der kan ligne en smart manøvre, ved ”spontant” at tage ud til demonstrationen og tale med de frustrerede arbejdere imens. Le Pen forsøger altså at sætte ekstra strøm til fortællingen om, at hun er folkets kandidat og Macron elitens.

Macron er tydeligvis ikke tilfreds med situationen og siger til rådgiverne, at han også vil ud og tale med arbejderne. Hans ønske bliver afvist med henvisning til sikkerhedsforholdene. Men den køber en lettere ophidset  Macron ikke. Han siger til kampagnestaben: ”Hør ikke på sikkerhedsfolkene. Jeg vil aldrig være i sikkerhed. Sådan er landet nu. Vi må tage chancer. Vi skal gå efter kampens kerne - altid! Hør på sikkerhedsfolkene, og man ender som Hollande. Du er måske i sikkerhed, men du er død!”

Herefter tager Macron ned og møder de ophidsede arbejdere, der netop har tiljublet Marine Le Pen. Ansigt til ansigt tager han diskussionen om nationalisme og globalisering. ”Når Marine Le Pen siger, vi skal forlade den globale økonomi, så lyver hun. Det er ikke svaret!”, siger Macron blandt andet til en arbejder. Macron underbygger det med et eksempel fra en fabrik i nærheden, som eksporterer 90 procent af det, den producerer, til udlandet. Macrons pointe er, at fabrikken lukker, hvis man lukker af for omverdenen, og dermed vil de 1.000 ansatte blive arbejdsløse.

Kampens kerne

Denne scene burde være pligtstof for alle, der beskæftiger sig med politisk kommunikation. For lige meget, om det er storpolitik eller lokalpolitik, kan man lære meget af Macrons tilgang til den politiske kommunikation. Særlig tre ting ved scenen er interessante. Den første ting udtrykker Macron egentlig meget præcist, da han slår fast overfor kampagnestaben at: ”Vi skal gå efter kampens kerne, altid”!

For Macron er kampens kerne ikke rundbordssamtaler med fagforeningsbosserne. Kernen er heller ikke at henvise til rapporter, der behandler problemerne, eller at holde velpolerede taler om sagen. Kampens kerne er at stå i røgen fra afbrændte bildæk og møde de vrede arbejdere ansigt til ansigt. Han kommunikerer sig direkte ind i problemet både fysisk og retorisk, og på den måde er han ekstremt bevidst om at tage afsæt i de problemer, som borgerne står med.

I Danmark er tankegangen i den politiske kommunikation stadig præget af Anders Foghs tilgang i 00’erne, som var helt modsat. Her handlede det om at spinne sig ud af problemerne. Enten ved at tale problemet ned eller forsøge at skubbe det over på de andres bord. Macrons tilgang er helt modsat. Han træder direkte ind i problemet og er på ingen måde bange for at tage ansvaret på sine skuldre og tale problemet op. Lige meget om der er tale om placering af en vej, skolelukninger eller det handler om globaliseringens udfordringer på den storpolitiske scene, er der en kæmpe gevinst ved at gå efter ”kampens kerne”. For det er netop det, borgerne forventer af deres politikere, og så gør det heller ikke noget, at det strategisk set også det, der kommunikerer bedst.

Argumentér for din sag

00’erne har også skabt andre unoder i den politiske kommunikation. Det var her, at man i stor stil begyndte at måle og kortlægge vælgernes holdninger og livsstil. Det har blandt andet haft de konsekvenser, at man ofte kan høre partiernes topfolk forklare deres strategiske beslutninger med, at de kan se i deres målinger, at vælgerne vil have dit og dat. Det er uden tvivl fint at udarbejde målgruppeanalyser, men de skal bruges til at styrke kommunikationen med - ikke til at lave politik med!

Macrons møde med arbejderne viser en politiker, der argumenterer benhårdt for sin politik. En politiker, der tror på, at mennesker ikke er argumentresistente, men tør flytte sig, hvis de hører noget, der giver god mening. Og netop Macrons insisteren på argumentets kraft og hans retoriske evner til både at komme med logiske og mere følelsesmæssige argumenter er en væsentlig forklaring på, at han i øjeblikket vinder det ene valg efter det andet.

For politik handler i høj grad om at kunne argumentere på en seriøs, logisk og sympatisk måde for sin sag. Selvom folk ikke er enige i det hele, får man næsten altid mere sympati   for og tillid til en person, der argumenterer for sin sag, fremfor en, der hovedløst løber efter folkestemningen. Om man sidder til et debatmøde i gymnastiksal eller står på Folketingets talerstol, så gælder denne regel!

Viljen og engagementet

Det tredje og sidste, der kan udledes af scenen og overføres på den hjemlige politiske kommunikation, indfanges godt i titlen på dokumentarfilmen. For ”viljen til sejre” er et så grundlæggende aspekt ved politik og har så stor betydning for, om en kampagne virker eller ej. Som Macron siger i filmen: ”Vinderen bliver den, der ønsker det mest”.

Det stærke politiske brand bliver i høj grad skabt af, hvor meget politikeren selv vil det. Engagement, vilje, glæde og lyst er nærmest lige så vigtigt som det, der kommer ud af munden på politikerne. Så Emanuel Macron er ikke bare en nyskabelse politisk. Også når det handler om kommunikations-disciplinen, er han en ny og spændende karakter at følge og lære af!