Der er vel ingen fornuftige mennesker, der bilder sig ind, at demokrati er fuldstændigt fravær af tvang, og at et samfund helt uden styring er at foretrække fremfor et demokratisk styre? Styring er nødvendigt for at undgå det kaos, som vi ser i eksempelvis Libyen. Hvis styring er nødvendig, så er det også nødvendigt at kunne gennemtvinge styrets beslutninger. Dog ved en demokratisk proces.

Ovenpå den græske folkeafstemning om en aftale mellem den græske regering og trojkaen var der flere, der udråbte demokratiet som vinderen over ”EU-eliten”. Ikke mindst Enhedslistens Nikolaj Villumsen, der i et debatindlæg sagde, at han støtter grækernes modstand, og at modstanden ville spire i andre lande. Villumsen kommer ikke med nogen løsning på den udfordring, der foreligger, men støtter bare den stigende modstand. Men at tilstræbe modstand i sig selv er på linje med den anarkiske idé om at tilstræbe ikke at have noget styre. Man kan derfor få det indtryk, at Enhedslisten enten ønsker et anarkisk kaos eller blot påpeger et filosofisk problem, der ikke har nogen løsning.

Det er også ved at være reglen fremfor undtagelsen, at euroskeptikerne ikke er enige om, hvad de er skeptiske ved, men dog støtter modstand mod EU i alle retninger. Også Dansk Folkeparti hæver deres finger mod EU kun for at sige, at de tog fejl med trojkaen. De hæfter sig også ved, at denne modstand mod EU kan sprede sig. Deres løsning går så at sige den modsatte vej af Enhedslistens. Enhedslisten støtter modstanden for at skabe en mere social union, og Dansk Folkeparti støtter modstanden, fordi EU er blevet for social. Med andre ord: Begge euroskeptiske fløje vægter modstand, men kan ikke enes om problematikken. Selvom de fleste kan genkende kritikkerne af euroen og af EU, så er det yderst bekymrende, at der er så meget fokus på modstand og så lidt fokus på løsninger.

Politik handler stadigvæk i grunden om legitimitet, det, der er socialt anerkendt. Hvis det bliver socialt anerkendt at gøre modstand mod styret i det hele taget, så vil det frembringe kaos og anarki. Og så er det eneste, vi kan være sikre på, at det er ikke mere demokrati, vi får. Desværre har vi allerede set disse modstandskræfter få mere tilslutning. Valgene i Spanien, Frankrig, Finland og ikke mindst Grækenland indikerer en stigende utilfredshed overalt i Europa.

Vi har alle været med til at bygge vores samfund op - også EU. Vi kan naturligvis også ændre på det. Men hvis vi skal undgå kaos eller anarki og at det hele falder fra hinanden, så er det på tide at vågne op og komme med løsninger, der kan gennemføres uden at skulle trække sig helt ud af EU, helt ud af euroen eller løsrive sig fra det ene eller det andet. Demokratiet er ikke usårligt. Efter Den Peloponnesiske Krig forsvandt demokratiet fra Grækenland i mere end tusind år. Få år efter Den Franske Revolution udråbte Napoleon sig til kejser over Frankrig, og efter Det Arabiske Forår er flere af de arabiske lande faldet tilbage til udemokratiske styreformer.

Det bliver ikke mere demokratisk af at holde den ene folkeafstemning efter den anden og før eller siden holde folkeafstemninger om de folkeafstemninger, vi holder. Det vil blot undergrave det demokrati, vi har. I EU har vi opbygget nogle solide politiske kamppladser, hvor vi kan sætte vores kryds og ændre på politikken. Det er demokrati. Det kunne godt være anderledes, men det er langt bedre end anarki og kaos.