Er der en ting, der kendetegner valgkampe i disse år — både herhjemme og internationalt – er det at alt det, man på ingen måde troede kunne ske, alligevel sker!

Så selvom Frank Jensen umiddelbart er storfavorit til at tage fire år mere i overborgmesterstolen i København, kan der i denne tid ske uventede ting, der vender op og ned på det hele. Alene det, at der er en lang række nye partiledere, et nyt parti, en helt anderledes landspolitisk situation og en masse nye tilflyttere til hovedstaden, kan få indflydelse på valget.

De ukendtes valg

Tre partiledere fra sidste valg vil være at finde i valgkampen. Udover Frank Jensen (S) er det Anna Mee Allerslev (R) og Carl Christian Ebbesen (DF), som fortsat er spidskandidater for deres partier. De øvrige partier har alle fået nye ledere, som københavnerne skal lære at kende frem mod valgdagen.

Men omvendt kan der i bunken af nye navne være en politiker, der pludselig rammer en følelses-, bevægelses- eller politisk sag, der kan give  medvind. Overalt i de internationale valgkampe ser vi personer og partier, der kommer ud af ingenting, og med en ny og anderledes tilgang overrasker alt og alle.

Gammel kending spøger 

Og vi ved med sikkerhed, at der er et nyt parti på listen, der skal holdes øje med. På Rådhuset er der usikkerhed om, hvor meget Alternativet kan trække, men bred enighed om, at de vil få et pænt valg. Vurderingen er, at de kan trække stemmer fra alle røde partier, Radikale og suge en smule op fra de forskellige andre alternative lister, der også stiller op i København. Alternativets spids Niko Grünfeld har et stærkt netværk i partiet, og det forventes, at han kan lave en stærk kampagne.

Netop et godt valgresultat for Alternativet vil være det værste skrækscenarie for Frank Jensen og co. For kan Alternativet trække en håndfuld mandater fra de røde partier, kan der opstå en giftig situation i de efterfølgende konstitueringsforhandlinger. Og her kan en gammel kending fra Rådhusets gange komme til at spille en nøglerolle. I det taktiske og komplicerede konstitueringsspil, som afgør fordelingen af borgmesterposter og ben, trækker partierne ofte nogle rutinerede kræfter ind for at bistå med rådgivning.

Her vil det være nærliggende at forestille sig, at Alternativet vil trække på den erfaring, partiets folketingskandidat Manu Sareen har.  Selvom Manu Sareen er historie i Radikale Venstre, har han stadig tæt kontakt til  partileder Anna Mee Allerslev. Lige siden de sad sammen på Rådhuset, har de været tæt forbundet, og netop personlige relationer har ofte vist sig at være afgørende faktorer i de kommunale konstitueringsforhandlinger. Derfor er det ikke usandsynligt, at Alternativet kan finde på at pege på Anna Mee Allerslev som deres bud på en overborgmester.

Politisk set vil det heller ikke være svært for Alternativet og Radikale at finde fælles politisk fodslag, der kan forsvare denne konstituering. Det landspolitiske klima mellem Alternativet og Socialdemokratiet er heller ikke til Frank Jensens fordel. Uffe Elbæk har ved flere lejligheder sagt, at Socialdemokratiet ikke skal medregne Alternativet som et naturligt støtteparti.

Den nye borgerlige alliance

Scenariet med, at Alternativet vil kunne trække så mange stemmer ud af rød blok, at der vil være opbakning til at gøre Anna Mee Allerslev til overborgmester, vil selvfølgelig kræve, at de borgerlige partier er med på den. Men på Rådhuset er der ikke mange, der tvivler på, at de borgerlige ville elske at få skubbet socialdemokraterne fra den magt, de ellers altid har siddet på i København.

Netop de tre regeringspartier har også tænkt sig at indgå et tæt samarbejde i København frem mod valget. De er kommet med et fælles udspil, som de vil forsøge at presse Frank Jensen med. Men at de borgerlige skulle have held og dygtighed til at flytte så mange stemmer over stregen, så de selv kan tage overborgmesterposten, virker forholdsvis usandsynligt. Også selvom de mange nye tilflyttere til København langsomt forandrer byens vælgersegmenter.

Mangler de centrale dele 

Det fælles borgerlige udspil er også en lidt tynd kop te, der højst sandsynligt ikke flytter det store. Mest ligner det et opkog af, hvad de blå partier plejer at sige, når valget nærmer sig, som for eksempel at erhvervslivet og bilerne skal have bedre forhold. Allerede nu er der også tegn på, at der mangler nogle centrale dele i den borgerlige valgkampmaskine.

Den borgerlige alliance burde have gang i præ-valgkampen nu. De har for lidt gennemslagskraft i medierne. De mangler en negativ framing af Frank Jensen, som skulle fortælle københavnerne, hvorfor der er brug for nye kræfter. De har endnu ikke skabt skyggen af en brændende platform, som skulle signalere 'tid til forandring.' Endelig mangler de en stærk fortælling om deres projekt og en grundig priming af de mærkesager, de i valgkampen skal folde ud.

Så set fra overborgmesterens stol er det umiddelbart ikke truslen fra højre, han skal frygte, men derimod den — i et kommunalpolitisk perspektiv — ukendte faktor, der hedder Alternativet.