Når en politiker er valgt til Folketinget fra Københavnsområdet, omtales vedkommende blot som en folketingspolitiker. Men i takt med, at man bevæger sig væk fra hovedstadsområdet, bliver omtalen af folketingspolitikeren ofte til ”vores” repræsentant på Christiansborg. Der er klare forventninger om, at de folkevalgte rundtomkring i landet varetager den pågældende landsdels interesser. Selvom politikeren har fået fine ordfører- og udvalgsposter, er den politiske identitet i høj grad bygget op om de politiske udfordringer i valgkredsen.

Dette er hos de fleste en accepteret del af vores demokrati, og det giver da også god mening, at hele landet er godt repræsenteret i den politiske beslutningsproces. Men i takt med at der er sket en professionalisering af interessevaretagelsen, er virkeligheden, at der er nogle klare begrænsninger for de enkelte folketingspolitikere i forhold til at skulle kæmpe for de lokale og regionale interesser.

Professionaliseret interessevaretagelse

De store interesseorganisationer og virksomheder har allesammen opbygget stærke maskinerier, der tungt, målrettet og effektivt kan byde ind på den politiske beslutningsproces. De har omfattende analyseafdelinger, der kan producere tal, fakta og argumenter, som understøtter de sager, de kæmper for. De har omdannet de tidligere tiders defensive informationsafdelinger til offensive kommunikationsafdelinger, der kan sætte mediedagsordner, så deres sager får det rigtige spin i offentligheden. Og de har oprustet på public affairs-fronten, så de nærmest udøver et 24/7-lobbypres mod de centrale beslutningstagere.

Denne professionalisering kan et menigt folketingsmedlem – der skal passe det øvrige parlamentariske arbejde – ikke matche. Selvom mange folketingsmedlemmer slås engageret for at hjælpe med at løse de politiske udfordringer i valgkredsen, er de ikke i nærheden af at kunne måle sig med den professionelle interessevaretagelse, der efterhånden udføres af mange organisationer og virksomheder.

Samarbejde er vejen frem

Derfor er der i øjeblikket mange steder i landet, som står med nogle store udfordringer, når det gælder om at flytte magt i de politiske beslutningsprocesser. Konkret betyder det, at de står dårligere i kampen om for eksempel investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Skal man rette op på denne skævvridning, der er kommet mellem amatørerne og de professionelle i beslutningsprocessen, er der brug for, at aktører i de forskellige dele af landet går sammen og danner nogle stærke alliancer på tværs af professioner og faglighed. Borgmestre, embedsmænd, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, sundhedsaktører og andre lokale og regionale meningsdannere må gå sammen og løfte i fællesskab, hvis de har et mål om at flytte magt. For kun ved at stå sammen kan de levere samme professionelle in-teressevaretagelse som de andre.

Flere gode eksempler

Alliance-tanken findes allerede en del steder. I Aarhus har man længe været dygtig til at gå sammen og kæmpe for udvidelse af motorvej, letbane og andre infrastrukturprojekter. På Sjælland var det en stærk alliance mellem UC Sjælland, erhvervslivet og lokale og regionale politikere, der skaffede en ingeniøruddannelse til Kalundborg. Andre steder forsøger man sig med at danne såkaldte trafikmafiaer, der arbejder for forskellige infrastrukturprojekter.

Selvom mange har fået øjnene op for alliance-tankegangen, er det stadig påfaldende, hvor amatøragtigt det bliver grebet an mange steder. Man forsøger sig stadig med kaffemøder med politikere i 3. række, med forkølede servietberegninger og med at plante en enkelt historie i den lokale avis. Der er stadig også alt for stor tro på, at høringssvar, spørgsmål til ministeren og foretræde for et udvalg er vejen til guldet, ligesom man stadig også overvurderer ”vores” mand på Borgens evner til at trylle i forhandlingslokalerne.

Grundtrin i interessevaretagelse         

Skal der for alvor flyttes magt, skal der lægges det helt rigtige pres i beslutningsprocessen. I en lang periode op til de politiske forhandlinger skal ens sag primes grundigt både i medierne og på den politiske dagsorden. En klassisk fejl i megen interessevaretagelse er, at man først går i gang med påvirkningen, når forhandlingerne begynder. Det er alt for sent!

Framingen af sagen skal også være lige i skabet. For eksempel er det oplagt at udvikle en synlig, brændende platform, de ansvarlige politikere føler sig presset til at reagere på, og det er vigtigt at skære sagen til, så den kommunikeres fornuftigt ind i de aktuelle politiske strømninger. De politiske krav og løsninger skal også ligge indenfor, hvad der er politisk realistisk. Nøgleaktørerne skal være klædt på med de helt rigtige argumenter, og ofte kræver det en langvarig og tæt dialog.

Alle disse elementer i den professionelle interessevaretagelse kræver, at man har en stærk alliance med muskelkraft til at præge både de formelle og uformelle beslutningsarenaer!