Jeg har en indrømmelse. Inden jeg besluttede mig for at læse til læge, troede jeg, at jeg skulle være økonom. Ikke bank-typen, men mere Thomas Piketty typen. Indigneret, I ved, men god til statistik. Så gik det op for mig, at skriveborde er ret kedelige. Så jeg endte på medicinstudiet. 

Slap jeg så for økonomerne? Nope. Nu hedder det bare ”Quality Life Adjusted Years” eller noget andet fancy, når vi undersøger effekten af en behandling, forebyggelse eller en ny hokus pokus ide. Som om et menneskeliv kan gøres op i penge eller tal. For hvad er prisen for et venskab? Et gensyn med et familiemedlem fordrevet af krig? En god barndom? Er det 100.000? 1.000.000? En ny Ferrari?

Men okay: Jeg anerkender, at politikere og embedsmænd har brug for tal. Så hvis vi nu absolut skal lege menneske-matematik, så vil jeg foreslå et tal, som med fordel kan skrives i guld over de nyvalgte byrådspolitikeres stole: 24 millioner kroner. Det er hvad en udsat voksen ifølge Børne- og Socialministeriet koster, hvis man regner udgifterne fra de er 30 til 75 år sammen. Med andre ord: Dét er hvad vi tjener, hver gang vi løfter et (ja, et!) udsat barn. Og så kan du lægge alt det andet oveni: Venskaber, frihed, et godt liv. Ikke dårligt, vel?

Det er altid lettest at forholde sig til de kortsigtede regnestykker. Dem, der strækker sig fra et budgetår til et andet. Men lad os tænke på gevinsten om fem-ti år, hvis vi lykkes med at løfte bare ét barn. Det skal være et meget dyrt løft, før det ikke giver mening. Så meget kan selv en lægestuderende regne ud.

Så hvad kan vi gøre for at løfte? Vi har ikke svaret, men vi har et par ideer, som du gerne må tyvstjæle. Vi er fan af fællesskaber. Frivillighed lugter af noget, man gør alene - fællesskaber, derimod, er noget, vi skaber sammen. Et par af de fællesskaber, vi dyrker, er dem, der opstår, når tidligere stofmisbrugere laver aktiviteter for nuværende stofmisbrugere i Den-FRI, et lille projekt der holder til hos os. Der er også Fællesværkerne, som er skudt op 18 steder i landets udkantskommuner som aktivitetshuse for unge. Så er der fællesskaber mellem børn og lektiehjælpere i vores 90 lektiecafeer og båndet mellem vores godt 500 mentorer og de udsatte børn og unge, som er deres mentees.

Eller grunden til, at jeg selv bliver ved med at være frivillig: Den indsatte, som jeg er studiestøtte for, der har løftet sig  fra en 14 års dom til nu at læse med mig på Københavns Universitet. Det er 24 mio. værd. Og mere til.

Hvis store forskelle skal skabes, kræver det både frihed og fokus. Frihed til at unge ildsjæle kan gøre en forskel og ikke skal trækkes igennem en kafkask regeljungle, bruge tiden på lange møder eller flytte papirer, når de i stedet kunne bruge den på at gøre en forskel. Og fokus på at der fortsat findes alt for mange udsatte børn og unge i Danmark. Udsatte, som ikke får det bedre, hvis vi lukker dem ude af fællesskaberne i foreninger, idrætsliv eller skolen.

I alt det her er kommunen en central spiller. Initiativet skal dyrkes og der er nok af det. Faktisk så meget at vi i Ungdommens Røde Kors hver uge modtager 100-120 henvendelser fra unge, som gerne vil være med på missionen. Spørgsmålet er: Er I klar til at være med til at flytte dem fra holdning til handling? For så kan vi rykke mange liv, også uden det koster 24 millioner.