Vandet stiger, 100-års hændelserne bliver til 20-års, alt imens regnen regner endnu kraftigere og hyppigere på vores tage. Men selvom klimaets forandringer er blevet en realitet, planlægger og bygger kommunerne som hidtil.

Klimasikring, diger, sluser og sikringskoter (min. højde for byggeri, red.) har lullet kommunerne i søvn i troen på, at det stormombruste vand ikke rammer dem. Men det er en kortsigtet strategi, siger Katrina Wiberg, arkitekt, centerleder og lektor hos Center for kommende landskaber ved Arkitektskolen Aarhus, der har arbejdet med klimatilpasning i mere end et årti. 

- Man tænker, at man kan bygge et dige eller sætte en høj kote, og så er det “klimasikret”. Vi arbejder med gode intentioner, men med et blik på byen, der hører fortiden til, siger hun. 

I sin nyeste undersøgelse ”Hvad bygger vi på kanten til fremtiden” kan hun se, at selvom sidste efterårs stormflod og tale om risikostyringsplaner har flyttet diskussionen, har den rykket knap så meget ved den måde, vi rent faktisk bygger på. 

Ud af 44 responderende kommuner har 32 stadig udviklingsplaner i oversvømmelsestruede områder. Derudover har alle kommuner bygget i risikoområder siden 2011, hvor oversvømmelsesdirektivet trådte i kraft.

Vi bygger udfordringer til de næste generationer

For nylig udkom DTU med en rapport, der konkluderer, at regningen efter skybrud og stormfloder over de næste 100 år vil løbe op i 400 mia. kr., hvis vi ikke investerer mere i at beskytte vores huse og kyster mod vandet. 

Investerer vi derimod 130 mia. kr., vil vi kunne undgå de fleste skader. 

Men samtidig med at kommunerne efterspørger hjælp til kyst- og klimasikring, er de selv i gang med at øge den risiko og forstørre den regning ved at bygge så tæt på vandet.

- Vi bygger os til en væsentlig risiko, selvom vi snakker om, at vi skal klimatilpasse, siger Katrina Wiberg og fortsætter:

- Vi bygger økonomiske udfordringer til de næste generationer af borgere, for nogen kommer til at skulle betale for det senere hen. 

Hun forstår udmærket de visioner, som mange af kommunerne udstikker for deres byudvikling. Mange af respondenterne i både hendes nye og tidligere undersøgelser fortæller, at man gerne vil binde byen sammen med havnen eller forsøge at tiltrække ressourcestærke skatteborgere til kommunen med udsigt til vandet. 

- Nogle af visionerne er måske udviklet i 1990’erne og 2000’erne, men virkeligheden har overhalet os, siger hun.

Det er både kommuner med og uden vækst, der vil bygge på de attraktive og kystnære placeringer. Enten for at tiltrække eller imødekomme de “gode skatteborgere”. 

- Det er en meget kortsigtet økonomisk bevidsthed. Man står og mangler økonomi i en kommune, og der ligger den logiske beslutning lige for. Men det er altså nogle virkelig dyre renter. Det er jo et kviklån, siger Katrina Wiberg om nye bygninger i risikoområderne.

- Man kan godt blive lidt bekymret for de mindre kommuner, der ikke vækster så meget og vil bygge meget. De kan komme til at føle sig forpligtede til at beskytte det, de har bygget, men hvad er det så, de ikke kan tilbyde borgerne, når de skal betale for beskyttelsen?, spørger hun.

En falsk og farlig tryghed

Katrina Wiberg siger, at vi har mistet blikket for at aflæse landskabet - noget der ikke har været en nødvendig kundskab siden 1800-tallet, hvor vi i forbindelse med havne og jernbaner historisk begyndte at bygge tættere ved det lavtliggende vand. 

- Vi er blevet virkelig gode til at pumpe og dræne og bygge ud. Diger, sluser og pumper har hjulpet os historisk. Vi tror, at vi er sikre på den anden side af diget, men når man føler sig sikker, risikerer vi at bygge mere, og dermed øger man faktisk risikoen, siger hun. 

Det, hun henviser til, kaldes for dige-effekten. Så snart man har bygget et dige, føler man sig ekstra tryg, hvilket leder til, at man bygger og investerer mere bag de tilsyneladende sikre diger, der skal holde vandet ude. 

- Men det betyder, at hvis det går galt, så går det endnu mere galt. Man bygger sig simpelthen til mere risiko. Hvis man bygger noget til en 100-års hændelse, men der kommer en 102-års hændelse, så dur diget jo ikke. 

Et ord, som hun mener bliver misvisende i vores samtale om diger, er “klimasikret”. Både på statsligt og kommunalt niveau siges det, at vi forsøger at “sikre” os. 

- Det at tro, at når vi bygger et dige eller noget andet, så er vi helt sikre, det er misvisende. Vi kan reducere vores risiko, men ikke sikre os fuldstændigt, siger hun. 

Som små øer af beton i vandet

På samme måde, som diger giver en falsk tryghed, mener hun, at talen om sikrings- og minimumskoter er ønsketænkning. Koten har ændret sig over tid. 

- Nogle af dem, der tidligt byggede på de bynære havne-arealer, havde én kote. Da man byggede Aarhus Ø, planlagde man med en anden kote. Nu siger anbefalingerne en højere kote, og sådan ser det ud til at fortsætte, siger Katrina Wiberg.

Derudover betyder de høje koter, at man bygger små øer af beton med nogle meget høje sokler. Øer, der vil ligge isolerede og sårbare i tilfælde af oversvømmelser, hvor det fortsat vil kræve beredskab, hvis man skal kunne komme uden for døren. 

Under det hele er der stadig en p-kælder, evt. et teknikrum eller en ventilation, som alligevel skal sikres lokalt med sandsække og barrierer, for at vandet ikke kommer ind i bygningen. 

Oven i hele ligningen kommer, at man bruger op til 500 pct. mere beton og 700 pct. mere stål, når man bygger i vådområder, bare for at gøre jorden stabil nok til at kunne bygge på. 

- Det er, som om samtalen går i stå, når vi tænker, at vi har gjort det, vi skulle med en sikringskote. Den dybere samtale, om man kunne gøre det på en anden måde, er sværere at få øje på, siger Katrina Wiberg.  

“Vi lader vandet komme ind”

Andre løsningsmuligheder end at beskytte og bygge afværgeforanstaltninger ses relativt sjældent.

Tilpasningsstrategier, tilbageføring af arealer til naturen og friholdelse for at bygge steder har ikke været “gangbare”, og er ikke blevet italesat som en mulig løsning over for politikerne, fordi “det ikke er gunstigt for den politiske situation”, står der i en rapport fra pilotkommuners arbejde med byudvikling i lyset af det stigende havvand. 

Men beskyttelsesløsningen viser sig efterhånden også at være dyr. Det har fået blandt andet Svendborg til at gå i en anden retning mht. deres tilpasning af havnen til vandet. 

- Vi har set, at vi ikke kan lave en fix-it-all-løsning. Selv hvis vi fandt de mange hundrede millioner til at bygge sluser, så vil det være utilstrækkeligt på et tidspunkt i fremtiden. Vi har set risikoen i øjnene, og derfor inviterer vi vandet ind nogle steder, siger Anna Als, projektleder på projektet Den Blå Kant i Svendborg Kommune.

Svendborg skal i de kommende år til at bygge en beskyttelse af havnen, men efter mange analyser måtte de erkende, at de ikke kunne beskytte det hele. I tilfælde af stormflod lader kommunen derfor nogle havneområder oversvømme.

- Vi indså, at det ikke var klogt at bygge en ydre beskyttelse for derefter at bygge sårbart byggeri bagved. Ved at trække beskyttelsen ind kan vi integrere den i fremtidig terrænhævning og byggeri. Måske skal vi i stedet se områderne som blå bydele, byen nu bruger midlertidigt og tilpasset til oversvømmelse - måske skal vi på sigt give nogle arealer tilbage til havet, siger hun. 

De områder, som i tilfælde af en stormflod vil blive oversvømmet, skal fremover have funktioner, der kan tåle at blive oversvømmet og bruges rekreativt, når der ikke er vand. På samme måde er de nybyggede uddannelsesinstitutioner på kanten af havnen blevet bygget til, at deres stueetager kan holde til at blive oversvømmet.

At lære at leve med vandet

Egentlig kan Katrina Wiberg ikke lide at bruge ordet tilbagetrækning. Det kan lyde som en tilbagegang, og det er ikke nødvendigvis det, der vil ske.

- Man kan stadig bruge arealet, det er bare på en anden måde. Man skal gå væk fra at tænke, at man ikke kan bruge de her områder til noget som helst, for det kan man faktisk godt. Selvfølgelig bare ikke når de er oversvømmet, siger hun.

Ligesom med eksemplet i Svendborg må man forberede og planlægge sig til, at nogle områder bliver oversvømmet i tilfælde af skybrud og stormflod, og at man ikke kan beskytte alt. 

- Vi kan jo godt bruge de her områder på rigtig mange gode måder, også i fremtiden. Det er ikke nødvendigvis lige så forfærdeligt, som man tænker, siger Katrina Wiberg.

Noget skal sikkert fortsat beskyttes i fremtiden, men den ensidige tanke om, at alt skal beskyttes på samme måde, skal man nok vende sig væk fra, siger hun.

- Vi taler ikke så meget om de kombinerede løsninger, som vi har kendt til i mange år. En blanding af eksempelvis højvandsmur, naturbaseret beskyttelse, fleksible byggerier og bygningstyper, der kan tåle at blive oversvømmede. Hele samtalen kan blive til mere end blot sort/hvid. 

Hun håber, at samtalen også bliver mere kvalificeret. Noget som hun og andre arkitekter fra Center for Kommende Landskaber har kastet sig ud i at bidrage til - senest med undersøgelsen “hvad bygger vi på kanten til fremtiden”, der udkommer til foråret, og som er støttet af Realdania.

- Vi skal til at lære at læse landskabet igen. Det har i lang tid ikke været nødvendigt for os, og uden tvivl har vi i en periode haft andre fordele ved det. Med klimaforandringer skal vi genlære at bygge og planlægge sammen med vandet. Det er heldigvis muligt, siger hun.