Fremtidens stormfloder kan ramme Danmark hårdt
Fremtidens stormfloder kan ramme Danmark hårdt

For et år siden vågnede Danmark op til store skader, efter at en voldsom stormflod havde hærget den sydlige del af landet. Der var vand i sommerhuse, ødelagte veje og oversvømmelser i kystbyerne under den værste stormflod i mere end 100 år.
Men i fremtiden kan den slags oversvømmelser komme oftere og efterlade sig milliardregninger, hvis ikke de udsatte kommuner sikrer sig.
Det slås fast i en ny rapport fra forskernetværket Navigation 360. Rapporten bygger på beregninger fra DTU, som professor i økonomi og klima Kirsten Halsnæs har været ansvarlig for.
- I fremtiden vil de ret hyppige hændelser – 10-års-hændelserne – blive lige så alvorlige som de 100-års-hændelser, vi har i dag, siger hun.
Det skyldes, at vandstanden stiger på grund af vores drivhusgasudledning, som får gletsjerne til at smelte og temperaturen i havet til at stige.
Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) er vi nødt til at arbejde hurtigt i de her år for at forberede os på det, der venter os.
Han fremhæver regeringens klimatilpasningsplan fra sidste år og fortæller, at der lige nu arbejdes på en ny. Hvornår den er klar, vil han ikke sige.
- Her indgår nye risikoscenarier, som i hvert fald lige nu tyder på, at over halvdelen af kommunerne har alvorlige risikoscenarier, hvor vi er nødt til at forberede os langt mere håndfast og robust.
Han spår meget store milliardinvesteringer i området i de kommende årtier.
I den nye rapport er der blandt andet set på Nakskov sidst i århundredet, hvis vandstanden stiger som forventet. Her anslås det, at de hændelser, som statistisk forekommer hvert tiende år, give skader for 2,4 mia. kr. og berører hver tredje bolig.
De dystre udsigter kommer ikke bag på Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune, hvor Nakskov ligger.
En del af løsningen er en højvandsport til 400 mio. kr. Det har dog ikke været nemt at få en finansieringsmodel på plads. Det er ikke en regning, som kommunen sidder med alene, da også borgere og virksomheder, som beskyttes, er med til at betale.
Ifølge borgmesteren er der brug for hjælp fra staten - og ikke kun økonomisk.
- Men også med at udpege de steder, hvor der skal findes løsninger, og at man går med på banen og finder ud af, hvad der er for løsninger og eventuelt også er med til at finansiere det.
Kommunen har for tredje gang søgt om penge fra statens kystsikringspulje. Ansøgningerne overstiger dog langt puljens størrelse.
- Statens kystpulje, hvor der er 150 mio. kr., som kommunerne kan søge, foreslår som en skrædder i helvedet, siger Kirsten Halsnæs fra DTU.
Hun fortæller, at den typiske udgift til ét kilometer dige er ti mia. kr.
Danmark har 7.300 kilometer kystlinje, men hvor meget der vil skulle bruges, er usikkert. Ifølge professoren kan det måske komme op på 2.000 kilometer.
Hun håber, at den nye rapport giver staten anledning til at skabe et samlet overblik og hjælpe mere med implementeringen.
Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) er opgaverne så store, at vi ikke kommer uden om, at staten skal hjælpe kommuner og grundejere.
- Men man må også være ærlig at sige, at der er steder, hvor man har byudviklet, som man ikke burde have gjort, når vi kan se, at man er så udsat.
- Der må man vurdere, hvad det er for nogle værdier, og om det vil kunne betale sig at beskytte dem, og den vurdering har vi ikke endnu, siger han.
Det kræver, at man i fremtiden skal leve op til mere håndfaste kriterier om for eksempel at kunne overleve scenarier, når der byudvikles, mener han.
Ministeren vil ikke sige, hvilke steder han tænker på.
Kort om rapporten
* Der er brug for omfattende kystsikring rundt omkring i de danske kystbyer.
* Hvis ikke kan store dele af landet oversvømmes hyppigt med store skader.
* I fremtiden kan det, der i dag er 100-års-hændelser, statistisk ske hvert tiende år.
* Det skyldes, at vandstanden i havene stiger på grund af de højere temperaturer.
* Der ses i rapporten på tre byer - Nakskov, Kerteminde og Kalundborg.
* I Nakskov kan 10-års-hændelserne give skader for 2,4 milliarder kroner.
* En tredjedel af byens boliger kan blive oversvømmet, og 4.250 borgere kan blive berørt.
* Bag rapporten står forskernetværket Navigation 360 og de to universiteter SDU og DTU.
Kilde: Rapporten "Når stormfloderne rammer".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























