Der er 100.000 ansatte i Sundhedsvæsenet i Danmark, og vi er også en slags mennesker. I øjeblikket er Sundhedsvæsenet en mastodont, der leverer rigtig mange gode ydelser, men ude på gulvet kan vi mærke, at økonomien er trængt. Effektiviteten er skruet meget højt op, og sammenhængen mangler. Vi er ansvarlige for, at hvert eneste møde med patienten følger det samaritanske princip, at man skal hjælpe hvor der er behov, sådan at patienten bliver set, behandlet venligt, værdigt og professionelt og får den bedst mulige behandling. Når det ikke sker, er det forkert, og vi må som læger tage ansvar og prøve at sørge for, at det sker.

Mit indtryk er, at man med en beskeden styrkelse af rammevilkårene på afdelingerne kombineret med en vis reduktion af dobbeltbureaukrati og regelværk, kunne komme langt. Der er brug for en organisatorisk tilpasning, hvor sammenhæng er et primært mål.

Selve det faglige grundlag hos personalet i Danmark, det være sig læger, sygeplejersker og øvrige beskæftigede i sundhedsvæsenet, er højt. Engagementet og viljen til at gøre det rigtige for patient og pårørende er til stede, og der skal ikke drejes så meget på det store samfundshjul, for at gøre det rigtig godt igen.

Tabere og vindere
I den vestlige verden kommer der flere ældre og flere kostbare behandlinger. Der bliver flere veloplyste patienter, og det er godt, men de vil gerne have al den behandling, der er til rådighed; også den allerdyreste. De svagere patienter, kan ikke udtrykke deres behov så godt, og når der er travlt og ikke penge nok, bliver dette accentueret, og de svage patienter bliver i endnu højere grad tabere. Økonomien har været trængt på hospitalerne igennem lang tid grundet de idelige to procent nedskæringer gennem efterhånden mange år. Nok ligger vi ifølge OECD nogenlunde i midten med udgifter til hospitalsvæsenet, men det er fordi, vi tæller udgifterne til pleje med, så vi ser pæne ud på de internationale rangskalaer. Vi får meget for pengene, men taberne er nogle steder patienterne og mange steder personalet.

De effektiviserede afdelinger, hvor patienterne bliver behandlet og sundhedspersonalet arbejder, er underlagt et omfattende og komplekst regelværk af direktiver og forordninger fra EU, fra regering, ministerier og styrelser, fra regionsniveauet, fra akkreditering, evalueringer og certificeringer. Også sundhedsfaglige har ønsker om dokumentation, men samlet er de høje krav uhensigtsmæssige og ikke koordinerede.

Samtidig har vi et ikke-sammenhængende sundhedsvæsen. Et væsen, der er delt op, så patienterne, udover at være borgere i et samfund, også kan være patienter mange forskellige steder. Primært hos almen praksis, hvor der i Danmark er 40 millioner kontakter mellem patient og læge hvert år, og desuden på hospitalerne, hvor der er godt 14 millioner kontakter mellem patient og hospital på det somatiske område og 1,3 million kontakter på det psykiatriske område årligt. Der er 1,1 million hospitalsindlæggelser om året, og der bliver foretaget over en million operationer. Det er store tal.

Essentiel forebyggelse
Det kommunale område har jeg ikke indsigt i, men indtrykket er, at niveauet er blevet væsentlig styrket og kompetenceudviklet gennem de seneste år.

Nogle borgere kan gå gennem livet uden at være meget i kontakt med social- og sundhedsvæsenet, andre dele af befolkningen har brug for hjælp, støtte og indsats fra social- og sundhedsvæsenet. Forebyggelse og tidlig indsats er essentiel, og vi kunne skabe bedre livskvalitet og spare nogle udgifter ved at sætte massivt ind her. Det er skidt, at tobaksrygning hos unge er i vækst i Danmark, at fedme er voksende, og at stress er blevet en folkesygdom. Den tidlige indsats er særligt vigtig for de børn, der har ringe muligheder og ender med at få en ringe eller ingen uddannelse.

Sundhedsvæsenet yder en stor indsats for pengene, men det er mit indtryk fra besøg internationalt, at man måske kan komme lidt længere for pengene. På hospitalsområdet har jeg set, at hospitaler ledet af professionelle bestyrelser og en hospitalsledelse med professorer, der er læger, fungerer godt. Det er mit indtryk, at de drives mindre bureaukratiske og regelstyret og i højere grad fagligt styret.

I Holland er universiteternes lægeskoler med de sundhedsvidenskabelige fakulteter lagt sammen med universitetshospitalerne og The Academic Medical Centre AMC, der styres og ledes sammen, og kvaliteten er høj. Til Hollands 16 mio. mennesker er der otte sådanne AMC’er. Økonomien er stort set den samme, Holland bruger 10,8 procent af BNP på sundhedsvæsenet, vi bruger 10,6 procent ifølge OECD. New public management er afskaffet på det fælles AMC Amsterdam, og topchefen er læge, professor og forsker. En lignende model findes mange steder i Europa og USA. Amanda Goodall, internationalt kendt økonom, har skrevet ph.d. om sammenhængen mellem ekspertkvalitet i ledelsen og succes for universitet eller universitetshospital.  Jo bedre akademisk niveau for lederen, des bedre går det.

Vi er her for patienterne
Jeg forslår, at man overvejer en organisationsændring, så fagligheden bliver styrket, inklusive en stærk rolle til Sundhedsstyrelsen.

Samtidig er min vision for Danmarks hospitaler fremover, at forskning og innovation skal endnu mere i højsædet og kombineres med 4.0, den 4. industrielle revolution med digitalisering, Big Data, disruption, robotter og kunstig intelligens. Det skal indføres, hvor det kan gøre nytte for arbejdsgange og bedre patientbehandling og logistik. Til det skal der bruges flere ingeniører, fysikere, matematikere og IT-eksperter. I øjeblikket er it, i hvert fald her hvor jeg arbejder, en udfordring. Der har været en stor it-gæld, implementeringen af Sundhedsplatformen ikke helt på plads og faglighed fra de nævnte grupper kan styrkes, så vi kan udnytte potentialet af de nye teknikker fuldt ud.

Nogle steder i Danmark og internationalt er patienterne mere med i sundheds- og socialvæsenet end andre. Det er vigtigt, at patienter og pårørende bliver inddraget i arbejdet på hospitalerne, også i forskning, uddannelse og prioritering. For patienternes skyld bør sundhedsvæsenet indrettes, så der er ét sundhedsvæsen, hvor egen læge, speciallægepraksis, genoptræning og hospitaler og øvrige instanser hænger sammen. Så patienterne får en nem, overskuelig plan, der er koordineret og uden overflødige besøg. Med ny informationsteknologi, telemedicin, og block chains kunne man nok strømline og optimere patientens forløb gennem systemet, og samtidig kunne kassetænkningen afskaffes. Sundhedsklynger er værd at undersøge.

En bemærkning om det nye sort: Værdibaseret styring i Sundhedsvæsenet. Det er aldrig vist med evidensbaserede principper, at det virker, men selvfølgelig er det sund fornuft, at alt, hvad vi gør, skal give værdi for patienten. Jeg er blot bange for, at man kaster sig ud i det som et nyt modefænomen, der vil bære ved til endnu mere new public management. Jeg håber, det bliver indført, evalueret og brugt fremover, hvor det har dokumenteret nytteværdi.

Jeg har foreslået en strukturkommission for at se på organisationen af Sundhedsvæsenet. Flere har sagt til mig, at den slags tager alt for lang tid og er for bureaukratisk og tungt. Det er muligt og kan andre komme med en bedre idé, så for mig meget gerne. Det jeg ønsker mig, er, at patienter og pårørende får bedre muligheder for en god og sammenhængende behandling og at der er et godt arbejdsmiljø for alle 100.000 ansatte i sundhedssektoren.

Liselotte Højgaard er udover professor, læge og klinikchef på Rigshospitalet forfatter til debatbogen 'Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?', udkommet på Informations Forlag, som led i serien 'Moderne idéer'.