På Jernbanepladsen i Kolding står en statue af Chresten Berg, partiet Venstres første og største leder. Når jeg gennem årene har passeret Jernbanepladsen, er jeg altid gået hen til statuen og har stået der et par minutter for at mindes alt det, Chresten Berg stod for. Jeg tænkte især på hans valgsprog, som er indgraveret på statuen: ‘Gå aldrig på akkord med uretten.’ Det er tankevækkende, at det, partiet Venstre i dag repræsenterer, forekommer at stå i fuldstændig modsætning til Chresten Berg. Det understregede Venstres nuværende formand, da han for et par år siden fastslog, at han – på trods af en husstandsindkomst på cirka 2.5 millioner kroner om året – ikke havde “en så robust økonomi,” at han blandt andet var i stand til at betale for sine egne underbukser.

En sådan udtalelse er med til at forklare, hvorfor politikerleden og mistilliden til myndighederne har nået sådanne højder i disse år. Mange borgere landet over oplever i dag en myndighedsbehandling, som de finder helt urimelig og i mange tilfælde også ulovlig.

De forhenværende departementschefer Peter Loft og Jørgen Rosted har da også for nylig fastslået: ”Embedsværket er sygt.” Jeg tror, at langt hovedparten af os er helt enig i første sætning i fortalen til Jyske Lov: Med lov skal land bygges. Men dette forudsætter, at både borgere og myndigheder respekterer denne forudsætning på samme måde. Og her har myndighederne i meget vidt omfang svigtet i de senere år. Et svigt, der indeholder bevidste lovovertrædelser, løgne og betydelig forskelsbehandling, fordi vennetjenesterne nærmest er eksploderet; hvilket den aktuelle sag fra Rigspolitiet understreger, hvor afdelingschef Bettina Jensen (hun koster skatteyderne cirka 1,2 million kroner om året) ulovligt har givet sine veninder og venner opgaver uden udbud for cirka 50 millioner kroner og dermed formentlig påført skatteyderne et tab på 5-10 millioner kroner.

Sagsbehandlere aner ingenting

Da Valdemar Sejr gav Jyske Lov i marts 1241, tilføjede han klogt og rigtigt:

‘Ingen lov må vedtages, som strider mod menigmands retfærdighed. Lovgivere og dommere, der krænker denne lov, skal stå til regnskab herfor og fratages deres høje embeder.’

Hverdagen indeholder landet over fundamentale krænkelser af menigmand, der i almindelighed er helt uden personlige konsekvenser for dem, der har ansvaret for disse overgreb. Hvorfor er det gået så galt? En af forklaringerne ligger i kommunalreformen per 1.1.2007. Mange kommuner blev meget store og helt uden egentlig sammenhængskraft. Med kommunalreformen blev amterne også nedlagt. Hidtil havde amterne især indenfor planlægnings- og miljøområderne stoppet de fleste og værste kommunale lovovertrædelser. Så nedlæggelsen af amterne satte rigtig gang i målbevidste kommunale lovovertrædelser især i relation til de vennetjenester, som kommunernes ledelser tilgodeså vennerne med. Vennetjenester, som jo også ud fra princippet om ‘noget for noget’ kunne vise sig lønsomme, når det drejede sig om bidrag til valgkampe og lignende for eksempel via de lokale erhvervsklubber.

Danmarks Radio bragte for nogle år tilbage en beskrivelse af disse økonomiske sammenhænge. Her blev det omtalt, at der var etableret en erhvervsforening i København med navnet Københavns Fremtid. Foreningens formål var imidlertid tilsyneladende kun at indsamle penge til Søren Pinds personlige valgkampe. Søren Pind var på det tidspunkt Københavns borgmester for teknik og miljø. En håndværksmester gav i TV udtryk for, at han følte sig truet til at blive medlem og betale et stort kontingent for at være sikker på, at kunne bevare sine opgaver for Københavns Kommune.

Samtidig med kommunalreformen blev de amtslige tilsynsråd også nedlagt og erstattet af en både kapacitetsmæssigt og kvalitetsmæssigt helt utilstrækkelig Statsforvaltning. Statsforvaltningen varetager sit ansvar så ringe sammenholdt med den respekt, der i almindelighed stod om tilsynsrådenes virke, at man i dag kan konstatere, at kommunerne stort set ingen respekt har for Statsforvaltningen.

En meget stor del af de sagsbehandlere, der træffer myndighedsafgørelser ofte med meget store konsekvenser for de borgere, afgørelserne vedrører, aner simpelthen ingenting om de helt fundamentale rammer for myndighedsudøvelsen. Det gælder helt centrale love som forvaltningsloven og styrelsesloven og også de helt centrale principper som officialprincippet, den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning og proportionalitetsprincippet. Forhenværende ambassadør Niels Erik Andersen har derfor også i foråret 2016 offentligt understreget, at vi i dag ikke har en embedsmandskultur, vi kan være bekendt.

Demokrati i det tidligere DDR?

Jeg vil nedenfor beskrive nogle enkelte eksempler på, hvor galt det står til med retssikkerheden i landet på trods af, at Personalestyrelsen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening i 2007 fastsatte et regelsæt for ‘God adfærd i det offentlige.’ Regelsættet indledes med en beskrivelse af de grundlæggende værdier for den offentlige forvaltning:

‘Den offentlige sektor bygger på værdier som åbenhed, demokrati, retssikkerhed, integritet, uvildighed, habilitet og loyalitet.’

Dette virker for mange borgere nærmest som en karikatur i forhold til den oplevede virkelighed. Det svarer da også nærmest til at hævde, at der var demokrati i det tidligere DDR, Deutsche Demokratische Republik.

En bestyrelse i et forsyningsselskab afholder en julefrokost for 8 personer på en kro. Bestyrelsen tager afsted i en minibus i god tid - dagen før - og når at drikke 47 øl på vejen. Den trætte bestyrelse går til ro, efter at de sidste værtshuse er besøgt kl. 01.30. Næste dag afvikles julefrokosten, og der køres hjem fra kroen ved 3-tiden, efter at der er blevet drukket cirka 100 genstande under frokosten af de 8 deltagere. Den samlede udgift for denne julefrokost for 8 bliver cirka 50.000 kroner.

En kommunaldirektør har været ansat så længe, at kommunen må indgå en generationsskifteaftale for at kunne "holde på” direktøren. Aftalen indebærer et årligt generationsskiftetillæg på cirka 160.000 kroner. Aftalen er udløbet, men kommunaldirektøren sidder fortsat på posten – også med generationsskiftetillæg. På trods af fremskreden alder har kommunaldirektøren en helt utrolig rejseaktivitet, idet han, på skatteydernes regning rejser cirka 45 dage om året. Han bor på dyre luksushoteller og spiser og drikker det dyreste, der findes på spisekortene.

En våbenhandel får dispensation af politiet - efter våbenbekendtgørelsen - til salg af våben og ammunition med videre. Den kan kun lovligt gives, såfremt der er sikkerhed for, at våben med videre kan opbevares på betryggende vis. Dispensationen er forvaltningsretligt ejendommelig, fordi politiet samtidig fører en straffesag med krav om fængsel til våbenhandlens ejere på grund af 17 konstaterede overtrædelser af våbenloven og eksplosivbekendtgørelsen. Hvordan kan dette lade sig gøre i et land, der betegner sig selv som et retssamfund? Et meget relevant spørgsmål, som politiet, Rigspolitiet og Justitsministeriet helt konsekvent har afvist at svare på.

Ovenstående er blot nogle få eksempler. Jeg kunne bruge et helt særnummer af Kommunen til at skrive om alle de øvrige. Men det er klart, at når det, der foregår for skatteydernes penge, er så kritisabelt, som eksemplerne viser, så er borgernes vrede og det, der er stærkere, heller ikke til at tage fejl af. Jeg har således hørt flere borgere sige:

Myndighederne er ikke vores venner - de er vores fjender.