Så er I hjemme igen – I politikere, repræsentanter fra hundredvis af organisationer, græsrødder og andet godtfolk – efter et sikkert vellykket, inspirerende og festligt Folkemøde derovre på Bornholm. Fik I så et nyt og nuanceret indblik i livet og problemerne i vort lille lands mere eller mindre fjerne provinser? 

Selvfølgelig ikke. Det var vel knap til at få øje på Allinge-Sandvig for bare boder, telte, talerstole - og mennesker. Og havet kunne nok kun høres om natten – om dagen og aftenen overdøvet af politiske brandtaler og højrøstede diskussioner, klapsalver og forundret mumlen. Der er ikke meget udkant over en lille by oversvømmet af beslutningstagere, politiske sælgere og mediefolk.

Så her en lille beretning fra den modsatte ende af landet. Jeg tog for nylig en tur til Thy på Jyllands skulder. Her ligger landets efter min mening smukkeste natur, hvis væsentligste områder er udnævnt til Danmarks største nationalpark, hvilket er mere end berettiget. 

Thy er et uforfalsket yderområde med samtlige de klassiske symptomer og vanskeligheder. Men tag ikke fejl – der er masser af levende mennesker i Thy. Og de har ikke bøjet nakken i opgivelse. De fleste er stolte af deres egn og både arbejdsomme og positive. Alligevel er Thy fortsat i en negativ spiral. Befolkningstallet har i årtier været i tilbagegang.   

Naturen var stadig storslået, men alligevel var det en underligt nedslående oplevelse. Krisens tegn var så tydelige. Jeg var sidst i Thy i august sidste år, og siden har krisen sat sig mange spor. Mest tydeligt udtrykt i lukkede butikker. Butikker, jeg har kendt, siden jeg første gang kom til Thy i 1973.

Bag husfacaderne mærkes krisen endnu tydeligere. Jeg boede et par dage hos en privat værelsesudlejer. En nyskilt cirka 60-årig mand, der var arbejdsløs, men med solid uddannelse og erfaring, uddannet tømrer og
kloakmester. Vi havde god tid til at snakke over et glas af det gode Thy-øl.

Han havde købt to gamle statshuse og moderniseret dem efter alle kunstens regler. Eks-konen havde overtaget det ene, og nu boede han i det andet, som han havde indrettet til at drive B&B. Det var en god idé - for ikke så lang tid siden. For da var Hanstholm ikke kun en fiskerihavn, men også færgehavn. En rute havde daglige afgange til og fra Norge, og helt nye grupper af turister landede i Thy. Min husvært havde arbejde ved færgelejet, og der var god gang i udlejningen af værelser. 

Men så fra den ene dag til den anden lukkede nordmændene færgeruten. Det var – endnu – et chok for byen. Siden sidste efterår har Coop lukket sin Brugs i det lille Hanstholm Center og erstattet den med en discountbutik. Og flere andre butikker er lukket. Nu sidder min vært så der. Huset er – selv hvis han indstiller sig på et kæmpe tab – formentlig usælgeligt med den situation, Hanstholm er i. Han er arbejdsløs og bøvler løs med de rigide regler. Han har haft held med at leje hele huset ud til sommerturister og flytter i campingvogn i Thisted. Samtidig har han fået arbejde, hvor han daglig skal køre frem og tilbage mellem Himmerland og Thy.

Nye butikker er ved at åbne i butikscentret, men det er ikke de bestemmende samfundskræfter – herunder finanssektoren – der har besluttet at komme Hanstholm til hjælp. Det er en fiskeskipper, der har solgt sin trawler og sine fiskekvoter og dristigt kaster kapitalen ind i at skaffe butikker til byen. Man må håbe, Hanstholm-borgerne har råd til at støtte dem.

Lad mig runde af med en lille oplevelse, jeg synes på bedste vis symboliserer, hvad de store samfundsaktører bruger deres magt til – ikke mindst i forhold til Udkantsdanmark. Flere steder i byen var jeg ude for, at jeg ikke kunne købe en af lokalsamfundets fremragende øl fra det lille Thisted Bryghus. En aften ville jeg ha' en lille fad på ’Havnegrillen’ – noget så sjældent som et cafeteria, der er hyggeligt, ikke stinker af friture og serverer god mad.

Men også her fik jeg at vide, at de DESVÆRRE ikke kunne sælge mig en Thy-øl. Jeg må have set så forbløffet ud, at manden bag disken syntes, han skyldte en forklaring. Han pegede på et batteri haner med diverse sukkervand, Cola, Fanta, sportsvand og hvad ved jeg. 'Det er vi nødt til at have, for det vil rigtig mange turister ha’', sagde han undskyldende og tilføjede: 'Det er Tuborg/Carlsberg, der leverer det, og så skal vi også sælge deres øl.' Han var helt enig i mine vrede betragtninger om kvalitet og ikke mindst lokale arbejdspladser, men…

Og jeg tænkte skummelt, mens jeg drak en lille Tuborg Fad, at hvad fanden bilder sådan et skrummel af et multinationalt foretagende sig ind at føre sig frem i et af landets vanskeligt stillede områder. Men det er jo nok desværre den tænkning, bryggerigiganten her blotlægger, der hersker blandt de bestemmende kræfter.

Også politikerne?: