På trods af en – med finansministerens ord – bomstærk dansk økonomi og et nyligt opdaget ekstra råderum på et tocifret milliardbeløb står mange kommuner og regioner i disse uger overfor markante spareøvelser.

Vi ser ind i et scenarie med ringere undervisningstilbud, dårligere pasningsmuligheder, flere lukkedage, længere ventelister på hospitalerne og afskedigelser af de medarbejdere, der udgør kernen i hele vores velfærdssamfund. Det sidste gælder ikke mindst de administrative HK’ere, der på mange måder udgør velfærdens fundament. Velfærden bliver simpelthen dårligere for det brede flertal af danskere.

Men også på det mere strukturelle plan får velfærdsforringelserne mindst to ganske uheldige konsekvenser. For det første vil borgernes tillid til hele den offentlige produktion af tjenesteydelser og dermed til vores samfundsmodel lide skade. For det andet vil manglen på kvalificeret arbejdskraft i den offentlige velfærdsproduktion blive forstærket, fordi vilkårene på arbejdspladserne i den private sektor bliver uforholdsmæssigt meget mere attraktive sammenlignet med vilkårene i den offentlige produktion.

Pengene rækker på ingen måde

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop dokumenteret, at velfærden siden 2015 er blevet underfinansieret med ikke mindre end 23 mi. kr. målt op imod borgernes almindelige velstandsstigning og behovet for en tidssvarende service til især børn og ældre. I samme periode er skatterne i parentes bemærket sænket med 17 mia. kr.

Med sit nyligt offentliggjorte finanslovsforslag trækker den nuværende regering reelt yderligere ressourcer ud af den offentlige velfærd. Regeringen agter ganske vist give en mia. kr. ekstra til deling mellem kommuner og regioner. De penge rækker på ingen måde til det behov, der er, for at vi kan opretholde en bare nogenlunde anstændig velfærd. Og udspillet matcher da slet ikke et årtis efterslæb.

Kompensation for den uforudset høje inflation, de voldsomt stigende udgifter på det specialiserede socialområde og merudgifterne forbundet med MitID-hjælp til en million borgere er skrevet ud af regeringens økonomiske ligning til kommunerne. På det regionale område betyder inflationen, stærkt stigende medicinpriser og nye behandlingsformer, at finansieringsbehovet er markant større end det, regeringen er villig til at efterkomme.

Overflødig administration er et luftkastel

Men ikke nok med at regeringen sidder helt åbenbare udgiftsbehov overhørig. Nej, den opererer også med en direkte milliardbesparelse, der ikke kan undgå at ramme borgere, patienter og virksomheder hårdt og kontant. Allerede i 2024 skal kommunerne aflevere 700 mio. kr. og regionerne 300 mio. kr. i såkaldte administrative besparelser. Frem mod 2030 skal der efter planen skæres ikke mindre end tre mia. kr. på den konto.

Fortællingen går på, at administration er et unødvendigt fedtlag, der nærmest omkostningsfrit kan finansiere noget andet velfærd. Fortællingen om den overflødige administration holder bare ikke vand. Den er et luftkastel.

For vi taler om en række funktioner, der udgør en helt uadskillelig del af vores velfærd. Oveni skal der frem mod 2030 lægges en besparelse på yderligere tre mia. kr. på den beskæftigelsesindsats, der ellers er bredt internationalt anerkendt som værende rigtig effektiv til at få borgere i arbejde eller uddannelse.

Forventninger passer ikke med virkeligheden

Alt i alt puster de seriøse velfærdsforringelser til mindst to onde spiraler.

Med den ringere service vil borgerne billedligt talt stemme med fødderne og søge private løsninger. Det vil i hvert fald blive tilfældet for dem, der har råd, hvilket vil øge uligheden i samfundet. Tendensen vil blive så at sige blive selvforstærkende i takt med, at den offentlige velfærd bliver mindre og mindre attraktiv.

Besparelser i kommuner og regioner betyder, at der bliver for stor afstand mellem borgernes forventninger til kvaliteten af velfærden og så den service, der reelt er råd til. Besparelserne er sammen med folketingspolitikernes mangel på vilje til at stå på mål for besparelserne også en medvirkende årsag til borgernes – i mange tilfælde forståelige - frustrationer. Bevægelsen kan ende med at antaste det brede befolkningsflertals tillid til vores samfundsmodel og true hele samfundets sammenhængskraft.

Den manglende finansiering af velfærden vil derudover betyde, at rekrutteringsudfordringerne i det offentlige bliver endnu større, fordi medarbejderne i kommuner og regioner presses, bliver syge eller simpelthen forlader det offentlige arbejdsmarked og søger over i det private. Det vil yderligere skævvride et arbejdsmarked, der i forvejen er ved at komme ud af balance.

Hvordan sikrer vi den nødvendige finansiering

Forudsætningen for at man kan præstere i den private sektor er, at den offentlige velfærd har den nødvendige økonomi og et tilstrækkeligt antal velkvalificerede hænder til at kunne sikre den basale tryghed for alle. Det offentlige og det private er hinandens forudsætninger. Det er en del af samfundskontrakten.

Det vil klæde regeringen at tage velfærdsudfordringerne ganske alvorligt. Det kan for eksempel gøre ved, at man genforhandler de økonomiaftaler for kommuner og regioner, der helt åbenlyst ikke matcher virkelighedens finansieringsbehov. Og så skal vi have en seriøs drøftelse af, hvordan vi på den lange bane kan sikre den finansiering, der skal til, for at vi får en tidssvarende velfærd. En finansieringsmodel, der automatisk sikrer økonomien i takt med befolkningsudviklingen, og som udskiller og tilgodeser behovene på specialiserede socialområde.

Her har de administrative medarbejdere en væsentlig rolle at spille. De kan skabe luft til, at andre faggrupper kan udføre deres kerneopgaver. Ligesom de nødvendige administrative medarbejdere sikrer, at borgerne får en helhedsorienteret og tillidsskabende sagsbehandling med styr på retssikkerhed og økonomi.