Af og til opstår følgende fænomen i debatten om velfærdssamfundets tilbud: Ét politisk mantra bliver fremherskende – ofte et mantra, som de færreste kan være imod. Stiller man alligevel spørgsmål, lyder anklagen, at man er på tværs eller taler mod bedre vidende. Et sådant mantra er ’vi skal vide, hvad der virker’ på området for indsatser for socialt udsatte. Det er sagt utallige gange af skiftende regeringer, ministre og statsadministrationer og er snart blevet svaret på stort set hvad som helst på feltet. Ikke mindst er det blevet svaret på, hvorfor tilbuddene til socialt udsatte ikke har behov for at få tilført flere midler. De mange ressourcer skal bare bruges bedre, lyder det, blandt andet i forbindelse med lanceringen af den tidligere S-R-SF-regerings sociale 2020-mål samt den nuværende Venstre-regerings mål for social mobilitet.

Og ja, lad os få det sagt én gang til: Selvfølgelig skal vi vide, hvad der virker. Men diskussionen stopper jo ikke ved, om man er for eller imod dette udsagn. At blive ved med at diskutere, hvad der egentlig menes med dette mantra, og hvordan det bliver meningsfuldt for dem, det i sidste ende handler om – nemlig de socialt udsatte – er ikke at være modstander af, at vi skal vide, hvad der virker. Tværtimod er det at tage indholdet af denne sætning alvorligt og lade diskussionen af kvaliteten i indsatserne komme et nødvendigt spadestik dybere.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Dette er baggrunden for, at Rådet for Socialt Udsatte denne sommer har udgivet antologien ’Udsat for evidens’. Antologien indeholder i alt seks artikler, som tilsammen forsøger at gøre status på området. Formålet er hverken at melde det politiske mål om, at ’vi skal vide, hvad der virker’, ude eller inde. Det er i stedet at give læseren et vue over de sidste ti års udvikling og tendenser på området – set ud fra forskellige vinkler – og ikke mindst at give læseren stof til at gøre sig egne refleksioner ud fra. Det sker blandt andet gennem en lang række interview med nøglepersoner fra tre store politiske flagskibe på området: Det Fælles Ansvar II, Hjemløsestrategien og Exit Prostitutions-programmerne.

Et paradigmeskifte 

Området for socialt udsatte har ligesom en lang række andre indsatsområder indenfor det offentlige været igennem en markant forandring i særlig de seneste 10-15 år blandt andet med inspiration fra sundhedsområdet. På sundhedsområdet har man en lang tradition for at arbejde ud fra en tilgang, hvor man gennem systematiske forsøg med store, tilfældigt udvalgte populationer tilstræber at opnå evidens for, hvilken behandling der virker bedst, og så tilrettelægge indsatsen derefter. Inspirationen fra sundhedsområdet har – sammen med et generelt ønske om mere gennemskuelighed og kontrol med brugen af offentlige midler – ført til et paradigmeskifte på det sociale område. Vi kan kalde det evidensparadigmet, effektparadigmet eller ’hvad-virker’-paradigmet.

Omdrejningspunktet er, at der i højere grad skal måles på effekten af de sociale indsatser, at mål- og resultatopfyldelse i højere grad skal være styrende for magthavernes beslutning om, hvilken indsats der stilles til rådighed, og at der skal tilstræbes mest mulig viden om – ideelt set evidens for – at indsatsen har den effekt, man ønsker at opnå.

Ikke alt kan måles

Når man sådan i korte træk ridser op, hvad det er for en udvikling, området har været igennem, så vil mange borgere i kongeriget måske have svært ved at se, hvordan man kan stille sig kritisk overfor eller sætte spørgsmålstegn ved dette. At vide, hvad der virker – det må da være godt? At finde løsningen på, hvordan sociale problemer forsvinder – det må da være målet?

Men til det må man spørge sig selv: Hvad er succeskriteriet i så fald? Hvornår har en indsats virket? For den politiske bevægelse, som præger begge sider af Folketinget i dag, og som blandt andet har ført til store reformer, er beskæftigelse et helt centralt mål. Og heri ligger også, at hvis der ikke opnås beskæftigelse, vil indsatsen have været en fiasko – en fejlslagen indsats.

Derved er vi inde ved kernen i en diskussion af ’hvad virker’-paradigmet: Hvad er det egentlig, man måler på, når man måler effekten af en social indsats? Det spørgsmål stiller blandt andet en af forfatterne i antologien ’Udsat for Evidens’, sociolog Morten Ejrnæs. Menneskers livsforløb og udvikling er ikke lineære forløb med entydige sammenhænge mellem indsats og resultat, og ikke alt, som virker, kan måles. Arbejdet med at hjælpe socialt udsatte grupper er væsentlig forskelligt fra indsatser på sundhedsområdet og først og fremmest kendetegnet ved at være præget af mange og ofte komplekse problemstillinger: hjemløshed, sindslidelse, stof- eller alkoholmisbrug, prostitution, gæld, mangelfulde sociale netværk og andre udfordringer.

Det er ikke engang sikkert, at den enkelte udsatte nogensinde bliver ’helet’. Men livet i udsathed kan blive bedre eller i det mindste tåleligt. Det kræver dog tid, og det kræver et intenst relationsarbejde. Og skal man sige det, som det er, så ’lønner’ indsatsen sig ikke nødvendigvis for samfundet i form af en rehabiliteret, jobparat borger, som kan indgå i væksthjulets mølle. Men det lønner sig på andre – mindre målbare – planer.

Langt fra virkeligheden

Udfordringen ved det herskende paradigme er altså blandt andet, at socialt arbejde er så meget mere, end hvad der kan måles i en effektmåling. Og udfordringen er også, at de store politiske handleplaner, som rulles ud over kommunerne, ofte er udtænkt langt fra den virkelighed, som de berører: I statsadministrationens kontorer på bestilling af ministeren, som ofte har stram økonomistyring kombineret med ønsket om klare resultater på dagsordenen.

Politikerne tyr typisk til forskerne i jagten på løsningen på ethvert socialt problem. Men i en artikel i ’Udsat for evidens’ af antropolog Nina Holm Vohnsen peger hun på, at forskningsmiljøerne og politikudviklingsmiljøerne er kendetegnet ved gensidig mangel på forståelse for hinanden. Mens forskningsmiljøer har tradition for at debattere og stille spørgsmål, ses dette af embedsværket som politisering. Problemet er altså ofte, at regeringerne og deres embedsværk langt henad vejen tilstræber en evidensbaseret praksis, som der i forskningsmiljøerne er bred enighed om er illusorisk og umulig. Og ofte bliver forskernes opråb overhørt.

Samtidig føler mange kommunale ledere og praktikere sig overbebyrdede af dokumentationskrav, som tager tid fra relationsarbejdet, og som den enkelte kan have svært ved at se meningen med. En anden forfatter i antologien ‘Udsat for evidens’, dr.pæd. Birgit Kirkebæk, peger på, at der er en betydelig risiko for, at gevinsterne ved den nye tilgang overstiges af den oplevelse af meningsløshed, som kan følge i kølvandet på de stadig mere fastlåste rammer, som der bliver sat for socialt arbejde i dag. Det går ud over relationen mellem medarbejdere og socialt udsatte.

Punktum er ikke sat 

Udfordringerne og dilemmaerne ved at måle på sociale indsatser er reelle, og der er masser af forhold, som er værd at diskutere, når vi taler om at måle på, hvad der virker overfor socialt udsatte. Rådet for Socialt Udsatte holder fast i, at der ikke er sat punktum i den debat. Den er med rådets øjne snarere lige begyndt. Rådet tilskynder til, at alle parter på området lægger mantraer til side og sammen – og i konstruktiv dialog – drøfter åbent og ærligt, hvordan kvaliteten i indsatserne overfor socialt udsatte bliver bedst mulig – i virkeligheden.