Indtil for nylig var jeg ”typen”, der gik rundt og sagde på Christiansborg, at det der med at lave om på udligningssystemet var det mest komplicerede i hele verden.

Min begrundelse var, at der jo i alle partier er folk valgt i storbyerne mod øst – og at disse gode folk ikke har den store interesse i at punge ud til det tilsyneladende evigt økonomisk kriseramte Vestdanmark.

I dag ser jeg noget anderledes på sagerne. I dag ved jeg bedre. Ikke mindst takket være gode og forstandige folk i form af ihærdige kommunalpolitikere og kommunale chefer, som har sat sig for at lave valide udregninger, der viser, at det selvfølgelig er helt galt afmarcheret ikke at ville se på udligningen endnu engang.

Sagen er, at der indbygget i systemet simpelthen er for mange upræcise kriterier for den udligning, der foretages.

Det er ikke nemt at forklare hele udligningssystemet enkelt i en enkelt klumme – i det mindste ikke for mig. Men kort kan det siges, at der er tre hoved-problemstillinger i den generelle udligning:

For det første:

Børn og ældres behov vægtes lavere end de sociale forhold i en kommune – vores ældre bliver mere friske og raske, siges det. Men det er jo ikke udtryk for en reel opblomstring af alderdommen, at udgiften til ældreplejen er faldet med adskillige procent i kommunerne over de seneste fem år – så hurtigt går det altså ikke med at øge den generelle sundhed hos vores ældre. Og når der så bliver markant flere ældre især i landkommuner, er det unfair, at det at være ”bosat i lejebolig” for eksempel kategoriseres som et socialt problem, der falder ud til fordel for kommuner med mange lejere. I studiebyerne er der på papiret mange sociale problemer på grund af de mange studerende, mens der fra udkantskommuner med mange ældre skal sendes penge til storbyerne med den begrundelse.

For det andet:

Socioøkonomisk udgiftsbehov er beregnet upræcist – ovenstående eksempel med lejere, der karakteriseres som ”sociale udfordringer”, taler for sig selv. Men hvorfor tæller det så ikke med, at mange af de mænd som sidder tilbage i Udkantsdanmark – enlige, ufaglærte og uden de store fremtidsudsigter – faktisk er et reelt stigende socialt problem? Kvinderne er rejst til uddannelsesbyerne, og med dem rejser udligningskronerne.

For det tredje:

Geografisk forskelsbehandling giver lavere service i store dele af Danmark – det er simpelthen så usmart indrettet, at når en udkantskommune bruger færre penge på den borgernære service, så ses det som et udtryk for, at der nok slet ikke er noget behov for flere penge til dén del af landet. Så jo fattigere kommune, jo mindre udgifter, jo mindre udgiftsbehov er den fejlagtige logik.

Blandt andet af de her nævnte grunde skal man aldrig mere høre mig sige, at det ikke kan lade sig gøre at lave en mere retfærdig og mindre skævvridende udligning end den, der er virkeligheden i dag. Vi kan ikke tåle, at dette land bliver mere skævt, end det er nu. Det er også derfor, at den udligning, der ligger i forlængelse af den nye beskæftigelsesreform, skal strikkes ordentligt sammen. Men mere om det en anden gang. Lige for nu skal det glædelige budskab være, at vi sagtens kan lave en mere retfærdig udligning. Lad os bare komme i gang!