Udliciter alle offentlige opgaver i kommune, region og stat. Eller undersøg i det mindste, hvilke perspektiver der findes i at gøre det. Det er fint, at vi freder politi, militær og domstole, men alle andre offentlige opgaver burde man sende til udlicitering.

Det skal ikke være et krav fra staten på linje med det krav, som EU i dag stiller til kommuner og regioner. Ønsket om at udlicitere burde være rodfæstet hos enhver politiker fra venstre- til højrefløjen.

For det er ikke et ideologisk projekt drevet af blind tillid til markedet at ville udlicitere de offentlige opgaver. Men ligesom man ikke skal have blind tillid til markedet, skal man ikke have blind tillid til, at det offentlige udfører alle opgaver bedst. Det handler om ren og skær respekt for skatteydernes penge.

Megen erfaring viser, at en udlicitering af de offentlige opgaver i høj grad kan gøre vores offentlige sektor billigere. Ligeledes vil det i mange tilfælde en bedre service for de borgere, som er i kontakt med det offentlige.

Derfor skylder de valgte politikere alle borgere at undersøge muligheden for at udlicitere samtlige offentlige opgaver. Ikke som et lovkrav, men som et udtryk for en kultur blandt politikerne om, at man selvfølgelig har respekt for borgerne og deres penge. En kultur, som ikke findes i dag, men måske kan oparbejdes i fremtiden.

Udlicitering er ikke i sig selv en guds gave til det offentlige, og hvis ikke man udliciterer på en intelligent og gennemtænkt måde, kan resultatet blive dårligt. Netop af den grund skal udlicitering ikke være et lovkrav. I så fald ville det i for mange tilfælde være noget, politikerne hurtigt skulle have overstået fremfor at tænke sig om og se de store perspektiver i en udlicitering.

Det er før af Dansk Byggeri blevet anslået, at kommunerne samlet set kan spare 700 millioner kroner på at udlicitere vej- og parkområdet. Dansk Byggeri tager selvfølgelig udgangspunkt i det erhvervsområde, som vedrører dem selv, men tænk, hvis man lavede samme regnestykke for andre offentlige opgaver.

Bevæger man sig væk fra det tekniske område og ind i regionernes sundhedssektor, har økonomen Mia Amalie Holstein anslået, at privathospitaler på en række områder kan udføre deres arbejde halvt så dyrt som det offentlige.

En besparelse, som det offentlige kunne få del i, hvis man lavede langsigtede aftaler med privathospitalerne i stedet for at sende operationerne ud en ad gangen.

Derfor skal politikerne tænke sig om og handle langsigtet, når de skal til at udlicitere.

Kritikere af udlicitering henviser ofte til, at det offentlige i visse tilfælde gør det billigere end de private udbydere. Det kan i en given udliciteringsrunde være en fair pointe, og så må man som politiker naturligvis kigge på det.

Dog glemmer disse kritikere, at man ved at vælge det offentlige mister det værktøj, som skaber fremdrift og konkurrence: Retten til at fyre dem, der ikke gør det godt nok.

Overvej engang, om DSB havde ageret anderledes, hvis blot virksomheden havde haft en reel risiko for at gå konkurs. Hvis alle medarbejdere fra chefgangen til den enkelte togfører vidste, at en konkurs lå lige om hjørnet, ville de anstrenge sig det mere.

Så snart det er en offentlig aktør (hvilket DSB for eksempel de facto er), forsvinder incitamentet til at konkurrere på pris og service, hvilket i sidste ende kun går ud over de skatteydere og borgere, som skal bruge det offentlige.