Danmarks internationale relationer spiller en usædvanlig nøglerolle i den netop indledte politiske sæson.

Ukrainekrigen, våbenindkøb i Israel, forestående generel oprustning, muslimske landes vrede over koranafbrændinger og alliancepartneres irritation over den støj, som sidstnævnte byder på i forhold til mulige løsninger på førstnævnte. 

Det hele har naturligvis også indenrigske implikationer, men direkte og indirekte fylder det udenrigske uvant meget.

Korankrisen så meget, at den må af vejen, før man for alvor kan komme i gang med sædvanlige indenrigske forretninger som trepartsforhandlinger, frisættelse, grøn omstilling, reformer, skattelettelser og hvad regeringsgrundlaget ellers kan byde på.

Ellemann har købt sig tid

Indtil langt inde i sommerferien havde den politiske interesse ellers samlet sig om den afsikrede håndgranat på Jakob Ellemann-Jensens (V) skrivebord, der lå og ventede på, at han ville vende tilbage som forsvarsminister efter sin stress-sygemelding. Den indtraf kort efter det, der efterfølgende blev afsløret som fejlinformation af Folketinget - en alvorlig sag for enhver minister, i en flertalsregering eller ej, og sygemeldt eller ej.

Sagen var af den vikarierende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) timet til først at skulle håndteres endeligt, når Jakob Ellemann-Jensen var tilbage i embedet. Da det skete, blev alle afsløringer bekræftet af undersøgelser og redegørelser fra Forsvarsministeriet og fra dets Materiel- og Indkøbsstyrelse, og når sagen ikke eksploderede i hænderne på den raskmeldte daværende forsvarsminister, skyldtes det dels, at embedsværket påtog sig skylden for miseren, dels at Jakob Ellemann-Jensen med tilpas ydmyghed undlod at undvige sit ansvar.

I stedet ramte eksplosionen med lidt forsinkelse departementschef Morten Bæk. Ham havde Jakob Ellemann-Jensen ellers stadig fuld tillid efter redegørelsen, men det varede kun, til han ikke længere havde det. Efter tre dage blev departementschefen sat fra bestillingen, fordi han ikke lige havde fået det hele med i sin redegørelse, og fordi det, han ikke havde fået med, pegede væk fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og over på departementet og ham selv.

Skyts til opgør med embedsværk

Om ikke andet underbygger efterspillet den del af den første redegørelse, der placerer ansvaret for fejlinformationen andetsteds end hos ministeren. Don’t tell it, show it.

Hvis nogen havde tvivlet på, at der trænges til oprydning i Forsvarsministeriets embedsværk, så gør de det nok ikke nu. Med Jakob Ellemann-Jensens resolutte øksehug er retningen sat, så der måske omsider kan blive sat skik på både Forsvaret og ministeriet. Efterspillet hvor Jakob Ellemann-Jensen byttede sig selv ud med Troels Lund Poulsen, betyder at der nu også - igen - er en fuldtidsminister til at stå for det.

Foruden fejlhåndteringen af beslutningsgrundlaget for våbenindkøbet i Israel har ministeriet som bekendt i sin bagage en heftig kritik fra Rigsrevision og Statsrevisorer for lemfældig anvendelse af tildelte midler i det gældende forsvarsforlig.

Realpolitik kontra ytringsfrihed

I tidens andet store politiske emne, spørgsmålet om lovgivningens indretning med henblik på at gøre koranafbrændinger ulovlige, vil det blive regeringens meget realpolitiske ønske om ikke at tirre udlandet, der kommer til at overtrumfe de ideelle hensyn. 

Ytringsfriheden står i høj kurs hos alle, også regeringspartierne, men til forskel fra oppositionspartierne er dens udstrækning til forhandling, når pragmatiske grunde taler for det.

Dette er en generel betragtning, der ikke kun gælder den nuværende regering.

Som bekendt rummer Grundloven en paragraf, hvorefter et mindretal på en tredjedel af Folketingets medlemmer kan forlange en vedtagelse sendt til folkeafstemning, og det har Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige opfordret til. Det kommer bare ikke til at ske, selvom det nødvendige antal rigeligt er nået med de partier, der erklærer sig imod et koranafbrændingsforbud.

Men som i sagen om afskaffelsen af store bededag er modstand mod et forslag og støtte til en folkeafstemning to helt forskellige ting, og en folkeafstemning kan der ikke skaffes flertal for, blandt andet for ikke at skabe en præcedens, der kan blive ubekvem, når/hvis engang nuværende oppositionspartier kommer i regering. Derfor vil det indgreb, det måtte ende med, blive kørt igennem Folketinget med flertals-regeringens stemmer. Også Alternativet og de Radikale har meddelt at ville stemme for.

Først når det er overstået, rammer dansk politik normaltilstanden, såfremt en sådan ellers findes, og der bliver tid til alt det andet. Med mindre en ny uventet udvikling overtager dagsordenen.