- Vi ser ind i en meget nær fremtid, hvor manglen på især plejepersonale er alarmerende høj, og derfor er vi nødt til at tage alle midler i brug, hvis vi fortsat skal kunne levere en ældrepleje af høj kvalitet. Her er udenlandsk arbejdskraft ét af de greb, vi skal have fat i. 

Sådan lød det fra daværende KL-formand Martin Damm (V), da SVM-regeringen sidste år indgik en partnerskabsaftale med Filippinerne om rekruttering af pleje- og sundhedspersonale. Måneden efter faldt en lignende aftale på plads med Indien.

Spørger man fungerende beskæftigelsesminister og tidligere udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), er det dog et greb, man skal være varsom med at bruge. 

Han erkender, at en betragtelig del af de mange tusinde sosu’er, der ifølge fremskrivninger vil mangle de kommende år, er nødt til at komme udefra, men opponerer samtidig imod at gøre faget til et udlændingefag. 

- Jeg synes stadig, vi skal have en ambition om at sikre, at flere danskere har lyst til det fag, siger han.

Foretrækker arbejdskraft fra EU

Selvom den tidligere regering har afsat over en kvart mia. kr. frem mod 2029 til at hente social- og sundhedsmedarbejdere til Danmark fra Indien og Filippinerne, ser Kaare Dybvad Bek personligt hellere, at kommunerne vender blikket mod Europa, hvor ledigheden flere steder er højere end i Danmark. 

I sin nyeste bog ‘Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker’, argumenterer han for, at både integrationsopgaven og presset på velfærdssystemet er mindre for EU-borgere, end for borgere fra tredjelande, dog med undtagelse af højtlønnede specialister. 

- Vi har behov for at kunne rekruttere nogle af dem, der skal være i hjemmeplejen og plejehjemmene fra udlandet, og der tror jeg, at vi gør os selv en tjeneste, hvis vi prøver at kigge rundt omkring i vores nabolande. 

Det er “sundere”, mener han, fordi europæere kulturelt minder om os selv. 

Samtidig er det nemt. 

- Der er ikke noget, der skal godkendes, de kan bare komme. Så jeg synes, man har alle muligheder for at afsøge det, siger han og påpeger, at kommunernes opgave med at sørge for, at de forstår den danske plejetradition og lærer at tale dansk, gælder, uanset om medarbejderne kommer fra Europa eller andre steder i verden.

Op til hver enkelt kommune

Ifølge Ældreministeriets pressemeddelelser skal partnerskabsaftalernes indiske og filippinske kandidater gennemføre et sprog- og opkvalificeringsforløb i hjemlandet, så de kan arbejde som sosu-hjælpere eller -assistenter. Det følges op af videre sprogkvalificering og oplæring i Danmark.

Selvom Kaare Dybvad Bek foretrækker europæiske arbejdstagere, mener han ikke, det er relevant at staten tager tilsvarende skridt for at hjælpe kommunerne med at lette rekrutteringen fra EU.

- Vi giver fem års gratis sprogundervisning, det er en hjælp. Vi har et europæisk system, hvor man kan tiltrække folk uden noget papirarbejde, siger han. 

Han understreger, at det er op til hver enkelt kommune og ikke Christiansborg at opfylde rekrutteringsbehovet.

- Jeg synes ikke, det er os, der skal hjælpe dem til, hvordan de vælger at løse det, siger han. 

Han mener dog godt, at man nationalt kan gøre noget for, at flere har lyst til at arbejde inden for faget. F.eks. ved at opgradere erhvervsskolerne og sikre højere løn.

- Men det konkrete arbejde med at sørge for, at man har nogen, som kan løse arbejdsopgaverne, det er kommunernes opgave som arbejdsgiver, fastslår han.

Skal han pege på, hvordan man fra Christiansborg bedst kan hjælpe kommunerne med rekrutteringsopgaven, er svaret afbureaukratisering.

- Jeg tror, at mange medarbejdere, som brænder for deres fag, er trætte af at lave papirarbejde og skemaer og føler sig fremmedgjort i forhold til deres arbejde. Så der ligger noget i, at vi fra Christiansborgs side kan gøre den kommunale hverdag mere fri, siger han.

Det vil samtidig gøre hverdagen som kommunal medarbejder mere attraktiv, mener han og bemærker, at man med ældrereformen allerede har sat kursen.

- Den er jo i gang, og den løser ikke alt, men jeg synes alligevel, at der er nogle gode principper, som jeg håber kommer til at gøre en forskel.

Ikke alt kan løses med penge

Mens Kaare Dybvad Bek mener, at kommunerne som arbejdsgivere selv må klare rekrutteringen, mener han ikke, at de skal stå alene med integrationsudfordringen. 

- Det skal ikke være enkelte kommunalbestyrelser, som skal stå med regningen for noget, der giver en gevinst for samfundet som helhed, siger han.

I sin bog beskriver han, hvordan flere vestegnskommuner er blevet klemt på grund af øget arbejdskraftindvandring – både økonomisk og på den lokale sammenhængskraft.  

Én af dem er Brøndby, som siden 1970’erne har haft en høj tilgang af udlændinge.

En ny bølge af arbejdsimmigranter har betydet, at man på to år er gået fra to til 16 modtageklasser. 

- Udfordringen er, at uanset hvornår der kommer udenlandsk arbejdskraft, ender de med at bosætte sig på Vestegnen, fordi det er der, de har råd til at bo, siger borgmester Maja Højgaard (S).

Hun har ingen planer om at tiltrække udenlandske medarbejdere, men hun har ikke noget valg. Problemet er, at den udenlandske arbejdskraft kommer med opgaver, som belaster kommunen.

Det anerkendte den tidligere regering ved at afsætte en pulje på 25 mio. kr. årligt i perioden 2026 til 2028 til “håndtering af udsving i integrationsudfordringer”.  

Fra den står Brøndby til at få 2,6 mio. kr. pr. år, men det rækker langt fra.

- Jeg er rigtig glad for den anerkendelse, der ligger i puljen, af at vi løser en opgave for samfundet. Men tallets størrelse står slet ikke mål med den udfordring, vi løfter, siger hun.

Samtidig er der ting, som ingen pulje kan løse. F.eks. hvem der skal være formand i badmintonklubben eller tillidsmand på arbejdspladsen. 

- Penge hjælper noget af vejen, men nogle af udfordringerne handler ikke kun om økonomi. At vi skal hænge sammen og have en demokratisk debat, og at naboer løbende kommer hinanden ved.

Stor opgave

Hun er også bekendt med, hvordan det kan påvirke en arbejdsplads, hvis der kommer for mange med en anden kultur. Det erfarede hun som medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden (2010-2015). 

Kort før, hun selv blev valgt ind, havde en gruppe regionsrådsmedlemmer været på studietur i USA. Her havde man på nogle sygehuse ansat mange filippinske sygeplejersker.

Det var godt op til en vis andel. Kom der for mange, fik man problemer.

For de filippinske medarbejdere var ikke opflasket med vestlige lighedsværdier og flade hierarkier, hvor alle uanset rang har lov til at påtale fejl.

Derfor blev der ikke gjort opmærksom på, hvis en overordnet var i gang med at begå en fejl, fortæller Maja Højgaard. 

Det handler ikke om den enkelte filippiner, understreger hun, men om at det kan give problemer, hvis der kommer for mange på én gang. 

Selvom manglen på sosu’er ikke er slået igennem alle steder, står kommunerne ifølge Martin Damm ikke i en situation, hvor de har den luksus at kunne sige nej til arbejdskraft.

- Vi ved dog af erfaring, at det at få udenlandsk arbejdskraft ind i ældreplejen er en stor opgave, som kræver et tæt samarbejde mellem kommuner, statslige myndigheder og de faglige organisationer, og det er derfor vigtigt, at vi hjælpes ad, lød det sidste år i en pressemeddelelse.