Rockwoolfondens Forskningsenhed har efterhånden gjort sig til vane at udsende samfundsvidenskabelige bøger om komplicerede emner i et relativt let og forståeligt sprog.
Denne bog om uddannelse og samfundseffekt er ingen undtagelse.
Bogens første kapitel ridser så at sige banen op. Danmark ligger i internationalt perspektiv faktisk relativt lunt i svinget, når det gælder det offentliges engagement i uddannelsespolitikken. De offentlige udgifter til uddannelser beløber sig til lidt over seks procent af Bruttonationalproduktet (BNP), hvilket sætter Danmark på tredjepladsen i en OECD-sammenhæng: ”Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det vigtigt, at de offentligt finansierede uddannelser bliver brugt bedst muligt. Men beskatningen reducerer gevinsten for den enkelte ved at bruge uddannelsen på arbejdsmarkedet. Konsekvensen kan være et mindre arbejds-udbud (kortere arbejdstid, mere ferie, tidligere tilbagetrækning m.m.) og mindskede incitamenter til at tage uddannelse, mobilitet m.m. Disse faktorer mindsker det samfundsmæssige afkast af offentlige investeringer i uddannelse” (p. 16).
Dette indledende kapitel gennemgår ellers en række principielle og teoretiske overvejelser i uddannelses-politikken og planlægningen af samme. Især bliver der på en oversigtlig måde redegjort for uddannelsernes tilpasnings- og substitutionseffekter, hvilket er begreber, der er nødvendige for at forstå bogens efterfølgende analyser.
I det efterfølgende kapitel guides man relativt grundigt igennem, hvem der er blevet uddannet til hvad. I simple figurer vises, at andelen af især lange videregående uddannelser er steget betydeligt, mens det kniber lidt mere med de mere håndværksprægede fag. Det konstateres også, at inden for de længere-varende uddannelser er det humaniora, forretning og jura, der har været i vækst, mens andelen af uddannelser inden for det tekniske- og sundhedsmæssige område har tabt pusten.
Kapitlet viser også, at den sociale arv inden for uddannelsesområdet langt fra er brudt. Af kapitlet fremgår det: ”at blandt dem, der kommer i gymnasiet, er der en klar sammenhæng mellem, hvem der gennemfører en lang videregående uddannelse, og forældrenes uddannelsesmæssige baggrund. For dem, der har forældre, hvis længste uddannelse er grundskolen, er der kun 17,1 procent, der får en lang videregående uddannelse, mens det gælder for 57,2 procent af dem, der har forældre med en lang videregående uddannelse. Yderligere fremgår det …., at selv blandt dem, der får samme karaktergennemsnit i gymnasiet, er der en tæt sammenhæng mellem eget uddannelsesniveau og forældres uddannelsesniveau. Det ses for eksempel, at for de unge, der har forældre med en lang videregående uddannelse, er der 13,9 procent, der får en lang videregående uddannelse, selvom deres karaktergennemsnit er under 4 på den nye karakterskala” (p. 37-38).
