Billede
Selv blandt de, der får samme karaktergennemsnit i gymnasiet, er der en tæt sammenhæng mellem eget uddannelsesniveau og forældres uddannelsesniveau.
Claus Thorsted, Ritzau Scanpix (arkiv)

Uddannelse betaler sig

"Faktum er, at tæt på en tredjedel af alle faglærte og akademikere har et uddannelsesniveau, der er højere end det niveau, der kræves for at bestride det aktuelle job, og at denne tendens har været stigende," skriver Preben Etwill i sin anmeldelse.

boganmeldelse

Af Preben Etwil, cand. polit. | [email protected]


Rockwoolfondens Forskningsenhed har efterhånden gjort sig til vane at udsende samfundsvidenskabelige bøger om komplicerede emner i et relativt let og forståeligt sprog.
Denne bog om uddannelse og samfundseffekt er ingen undtagelse.
Bogens første kapitel ridser så at sige banen op. Danmark ligger i internationalt perspektiv faktisk relativt lunt i svinget, når det gælder det offentliges engagement i uddannelsespolitikken. De offentlige udgifter til uddannelser beløber sig til lidt over seks procent af Bruttonationalproduktet (BNP), hvilket sætter Danmark på tredjepladsen i en OECD-sammenhæng: ”Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv er det vigtigt, at de offentligt finansierede uddannelser bliver brugt bedst muligt. Men beskatningen reducerer gevinsten for den enkelte ved at bruge uddannelsen på arbejdsmarkedet. Konsekvensen kan være et mindre arbejds-udbud (kortere arbejdstid, mere ferie, tidligere tilbagetrækning m.m.) og mindskede incitamenter til at tage uddannelse, mobilitet m.m. Disse faktorer mindsker det samfundsmæssige afkast af offentlige investeringer i uddannelse” (p. 16).
Dette indledende kapitel gennemgår ellers en række principielle og teoretiske overvejelser i uddannelses-politikken og planlægningen af samme. Især bliver der på en oversigtlig måde redegjort for uddannelsernes tilpasnings- og substitutionseffekter, hvilket er begreber, der er nødvendige for at forstå bogens efterfølgende analyser.
I det efterfølgende kapitel guides man relativt grundigt igennem, hvem der er blevet uddannet til hvad. I simple figurer vises, at andelen af især lange videregående uddannelser er steget betydeligt, mens det kniber lidt mere med de mere håndværksprægede fag. Det konstateres også, at inden for de længere-varende uddannelser er det humaniora, forretning og jura, der har været i vækst, mens andelen af uddannelser inden for det tekniske- og sundhedsmæssige område har tabt pusten.
Kapitlet viser også, at den sociale arv inden for uddannelsesområdet langt fra er brudt. Af kapitlet fremgår det: ”at blandt dem, der kommer i gymnasiet, er der en klar sammenhæng mellem, hvem der gennemfører en lang videregående uddannelse, og forældrenes uddannelsesmæssige baggrund. For dem, der har forældre, hvis længste uddannelse er grundskolen, er der kun 17,1 procent, der får en lang videregående uddannelse, mens det gælder for 57,2 procent af dem, der har forældre med en lang videregående uddannelse. Yderligere fremgår det …., at selv blandt dem, der får samme karaktergennemsnit i gymnasiet, er der en tæt sammenhæng mellem eget uddannelsesniveau og forældres uddannelsesniveau. Det ses for eksempel, at for de unge, der har forældre med en lang videregående uddannelse, er der 13,9 procent, der får en lang videregående uddannelse, selvom deres karaktergennemsnit er under 4 på den nye karakterskala” (p. 37-38).

Kaster forskelligt af sig

Kapitel 3 beskriver sammenhængen mellem uddannelse og indkomst. Ikke overraskende konstateres det, at længere uddannelse som regel er forbundet med en højere beskæftigelse og en højere timeløn. Dette tilsammen fører til en højere samlet indkomst – ja, selv efter at man har betalt sin højere skat. Men de højtuddannede tjener dog langt fra det samme. Humanister opnår over en bred kam en forholdsvis lav løn i sammenligning med andre med et tilsvarende uddannelsesniveau.
Kapitel 4 er et af de lidt mere tricky kapitler. Det er det fordi, der her introduceres et for mange mennesker ukendt begreb: Forbrugsværdien af uddannelse, dvs. den værdi som den enkelte uddannelsessøgende personlig vinder eller taber ved at gennemføre en uddannelse: ”Det viser sig, at de, der vælger humanistiske uddannelser, har et indkomsttab på 29 procent i forhold til de, der vælger businessuddannelser… Uafhængig af, om de studerende er bevidste om det eller ej, har der været et indkomsttab ved deres valg frem for et andet valg, de havde mulighed for” (p. 53). På grund af et relativt højt indkomstskatteniveau i Danmark, kan det ikke udelukkes, at studerende bevidst fravælger uddannelser med det højeste indkomstniveau, da en del af forskellen udjævnes via skattebilletten.

Matematik giver bedre løn end science

I kapitel 5 fremgår det relativt tydeligt, at de fagvalg som de unge foretager inden for de lange videregående uddannelser, med henblik på blandt andet lederstillinger, har en ikke uvæsentlig betydning for de unges fremtidige indkomsterhvervelse. Men inden man når så langt, må man acceptere, at udsagnene bygger på nogle matematiske/økonometriske beregningsforløb: ”Først og fremmest findes det, at fagvalg er vigtigt for lønnen. Dette er tilfældet for både civilingeniører og cand.merc.er. Civilingeniører, som er fuldt specialiserede i M [Mathematics], har en startløn, som er 27 procent højere end civilingeniører, som er fuldt specialiseret i S [Science]. Et tilsvarende resultat findes for virksomhedsøkonomi, hvor cand.merc.er med fag inden for klassiske handelshøjskolefag tjener op til 40 procent mere end cand.merc.er uden…. I forhold til at blive ansat i en lederstilling findes det, at cand.merc.er med fag inden for ledelse, regnskab og markedsføring har 15 procent større sandsynlighed for at bestride et lederjob på et tidspunkt i løbet af de første 10 år efter afslutningen af kandidateksamen. Mere generelt kan det siges, at diversificeret fagsammensætning inden for klassiske handelshøjskolefag fører til højere sandsynlighed for at blive leder. Et tilsvarende resultat findes for civilingeniører. Således fører et bredt fagvalg i højere grad til ansættelse som leder end et specialiseret fagvalg” (p. 63-64).

Kolleger får mere i posen

Kapitel 6 ser på hvordan nyuddannede med en højere uddannelsesbaggrund end de allerede ansatte i en virksomhed påvirker virksomhedens fremtidige løn- og produktivitetsforhold. Den såkaldte spilover-effekt: ”Analysen viser, at der er positive spillover-effekter af at ansætte medarbejdere med kandidatgrader i danske virksomheder. Resultaterne fra grundmodellen viser således, at når et arbejdssted ansætter en ny medarbejder med en kandidatgrad, stiger timelønnen for alle øvrige medarbejdere i den pågældende stillingsgruppe på arbejdsstedet. Effekterne for den enkelte medarbejder er små, men fordi de gælder for alle medarbejdere i stillingsgruppen, kan de potentielt være af stor betydning samlet set. Vi finder også, at effekterne afhænger af stillingsgruppen, og hvilke uddannelsesretninger man betragter. For eksempel finder vi, at det særligt er ansættelse af medarbejdere med kandidatgrader i samfundsvidenskabelige discipliner, der medfører spillover-effekter” (p. 90).

Flere er overuddannede

I kapitel 7 tages der hul på den myte, at der i Danmark uddannes for mange og for meget til de jobs, der rent faktisk skal betjenes. Der kan være noget om snakken, men det er nødvendigt, at nuancere udsagnene. Faktum er, at tæt på en tredjedel af alle faglærte og akademikere har en uddannelsesniveau, der er højere end det niveau, der kræves for at bestride det aktuelle job, og at denne tendens har været stigende: ” i 2015 er ca. 32 procent af de beskæftigede med en erhvervsfaglig, eller højere uddannelsesniveau, overuddannede. Denne andel har haft en svagt stigende tendens i de seneste 15 år. I 1999 var tallet ca. 29 procent....Hvis man ser på typer af lange videregående uddannelser, er der flest overuddannede blandt de teknisk uddannede – efterfulgt af de samfundsfagligt og de humanistisk uddannede. Årsagen til, at de teknisk uddannede ligger højt, skyldes, at mange arbejder i job, hvor der typisk anvendes personer (ingeniører) med en mellemlang videregående uddannelse” (p. 114-115).

Øget velfærd
I bogens sidste kapitel påvises det ved hjælp af en modelberegning, at både et ændret og generelt højere uddannelsesniveau samt en ændret uddannelsesmæssig sammensætning mellem humanistiske og tekniske uddannelser giver betydelige samfundsmæssige gevinster. Bruttonationalprodukt og eksport stiger i begge tilfælde, men mest interessant er det at se, at indkomstfordelingen i samfundet bliver bedre fordelt ved, at flest mulige bliver løftet ud af de ikke-uddannedes rækker frem for at der sker en tilvækst af teknisk uddannede på bekostning af humanister: ”Ændringerne giver også afledte effekter i den private sektor. Nogle sektorer vil oplever lønstigninger og andre lønfald. I begge de analyserede eksperimenter vil der være afledte effekter, der øger eksporten. Hensynet til konkurrenceevne og eksport er ofte væsentlige argumenter i debatten, og en forøgelse af uddannelsesniveauet vil give en større fremgang i eksporten end en ændret uddannelsessammensætning. Det bør dog understreges, at en forøgelse af eksporten ikke i sig selv er et velfærdsmål, og begge ændringer øger den samlede velfærd i samfundet” (p. 125).
Læsning af bogen vil været et godt udgangspunkt for at diskutere mål og midler i den fremtidige uddannelsespolitik.
Med disse ord skal bogen anbefales til videre studier.

Rose Skaksen, Jan (red.): Afkast af uddannelse. Det samfundsmæssige og individuelle rationale, Syddansk Universitetsforlag 2018.

Bøger

Børn & unge

HR & uddannelse

Kultur

Tilmeld dig nyhedsbrevet