En stor del af vores ungdom er presset på så mange fronter, at jeg frygter, at samfundets trykkammer bliver dem for meget, hvis ikke de får trykudlignet i tide.

Det starter i folkeskolen, som er fyldt med test, prøver og karakterer. De presses ned i halsen på vores børn tidligere end før og feder dem op med en tvangskærlighed til samfundets krav til os. En slags systemisk Stockholm-syndrom. Og krav til karakterer, gennemførelsestid og målretning er også, hvad der præger ungdomslivet på gymnasierne og de videregående uddannelser. I helbredsstatistikkerne for vores unge ligger tilfælde af stress, angst og depression da også højere end nogensinde.

Jeg tror på, at der er behov for et oprør eller måske snarere en bevidstgørelse blandt en stor del af de unge. Der er brug for, at de gør op med de altomspændende krav til sig selv og hinanden. Ellers ender vi med en generation af stressramte, angste og deprimerede individer.

Samfundsborgere eller nyttedyr

Et af mine store idoler, Olav Hesseldahl, holdt for nylig foredrag for Djøf Studerende, som jeg er formand for. Han satte fokus på konkurrencestaten, og hvordan den i høj grad er et vilkår, man som ung må forholde sig til.

Han fortalte, hvordan der i en af folkeskolens formålsparagraffer tilbage i 70’erne stod, at folkeskolen havde til opgave at uddanne børn til at blive samfundsborgere. Mine tanker føres henimod idealer om fællesskab, demokratisk ånd og engagement i samfundet. Den paragraf kan man sammenholde med en noget nyere bestemmelse fra 2006, hvor der står, at folkeskolelever skal blive arbejdsmarkedsparate. Det er altså ikke længere lige så vigtigt, at vores børn opdrages til at indgå aktivt i de demokratiske rammer, vi har opbygget, og tage ansvar for fællesskabet. De skal bare ud at være produktive.

Fremdriftsmani

Jeg bruger selv størstedelen af min tid i universitetsverdenen, dels på grund af mit studie, dels gennem mit arbejde som formand for Djøf Studerende. Her er rammerne også i stigende grad tunge og rigide samtidig med, at præstationskravene har vokseværk. Fremdriftsreformen er én af de faktorer, jeg ser som et knivskarpt udtryk for ungdomslivets vilkår. Reformen gør studerende snævert eksamensfikserede.

I dag handler det i langt højere grad om at bestå eksaminerne, end det handler om at lære. Blikket er stift rettet på resultater og omgængerperioder. Man har ikke overskud til at fordybe og forelske sig i pensum. Og ikke nok med det, for de stigende krav gør også, at de unge vantrives i stor stil. Det understreger adskillige undersøgelser, blandt andet Djøfs studielivsundersøgelse fra 2015, der viser, at 56 procent af deres studerende oplever stress. Mange i så høj grad, at de søger læge.

Men er svaret så, at konkurrencestaten skal rulles tilbage? Det tror jeg ikke, og Olav Hesseldahl har også fremført, at konkurrencestaten ikke render nogen vegne.

Et liv med bevidsthed

Svaret er nok snarere, at der er behov for en bevidstgørelse af ungdommen. Når så mange unge får angst og stress, er det jo ikke kun, fordi der skal skrives til eksamen. Det hænger også sammen med det tårnhøje forventningspres. Her er én af de helt store syndere os selv ved den måde, vi fostrer forventninger til os selv og hinanden. Og når man på den måde stiller sig selv til ansvar for så høje krav, ja så mislykkes man også desto hurtigere og falder desto hårdere.

Der hersker en nulfejlskultur, både når det kommer til skolen, arbejdet, kroppen og de sociale relationer, og mange halser ukritisk afsted på marchmelodien. På den måde kommer folk til at slå sig selv ”fra” og tænder i stedet for en automatpilot, hvilket ikke altid er til deres eget bedste.

Jeg vil jo også gerne leve mit liv

Jeg møder flere og flere, som fortæller om, hvordan de er marcheret taktfast nedad den vej, som de troede var den eneste, fulgt i fodsporene på personer, de så op til på grund af de succeskriterier, som de blev opflasket med: høje karakterer, flotte titler og fuld fart på.

Men nu er grammofonnålen hoppet ud af pladerillen, og det er, som var de vågnet fra hypnose. En gammel kammerat ringede i sommer. Han har altid været utrolig ambitiøs på den der ”hurtigere, højere, stærkere”-facon, i hvert fald i forhold til karrieren. Han ringede, fordi han efter 6 måneders praktikophold hos PricewaterhouseCoopers havde fået tilbudt fast arbejde dér. Det var jo det, han havde stilet efter på studiet, knoklet så hårdt for og fravalgt familie, kæreste og venner for. Men i løbet af det halve års praktik var det gået op for ham, at han havde været helt galt afmarcheret i forhold til sig selv. ”Hvad tænkte jeg på? Hvem fanden vil arbejde 80 timer om ugen? Jeg vil jo også gerne leve mit liv!” sagde han. Han havde besluttet at takke nej og i stedet søge et job med tid til et liv ved siden af.

Han var egentlig frustreret over at være endt, hvor han var, men det er da langt bedre at opdage, at man har været på vildspor i et par år end i et par årtier. Og der skal da være plads til at prøve sig selv af og finde ud af, hvilken vej man vil gå. Derudover må det have krævet mandsmod af dimensioner at træffe det valg, han gjorde. Snakken med ham fik også mine tanker på gled, og især ordene ”mit liv” hang fast. Jeg frygter, at mange lader sig styre af krav og forventninger til tilværelsen, som de egentlig ikke selv er bevidste om og tager aktivt stilling til. Og jeg gruer for, at de ikke vågner af hypnosen, som min ven gjorde.

”Turn on, tune in, drop out”

Den amerikanske psykolog Timothy Leary havde ikke nødvendigvis den bedste indflydelse på den amerikanske ungdom, men jeg vil nu alligevel trække på hans gamle opfordring til de unge: ”Turn on, tune in, drop out” - dog i en omfortolket udgave.

For jeg tror på, at et svar for mange unge kan være, at de skal ”turn on” eller tænde for sig selv og gøre sig klart, hvad det egentlig er, som giver mening for dem, og hvor deres værdier ligger. Og de skal ”tune in” og være til stede i verden på en måde, som stemmer overens med de værdier. Og så skal de ”droppe ud” af de forestillinger og forventninger, som for mange er blevet et vilkår, og i stedet tage ansvar og leve med bevidsthed.

Måske Svend Brinkmann og andre vil skyde mig i skoene, at jeg slår på trommen for navlepilleri og selvhjælpsmani. Det er ikke min hensigt. Men ligesom et skib ikke sejler til den rette havn, hvis ikke man på ordentlig vis har lagt en kurs, fået trimmet sejlene undervejs og set på kompasset i ny og næ, så tror jeg ikke, at samfundet får sunde og raske individer, hvis ikke de undervejs tager en ærlig pejling og ser, om de selv er på rette vej.

Det kan helt sikkert være et angstprovokerende projekt, og det er ikke klaret på en eftermiddag - men ikke desto mindre kan det være noget af det mest frigørende, du kan opleve, hvis du som jeg har gået med betontunge skyklapper på og levet på automatpilot.

Dette indlæg eller synspunkt er selvfølgelig kun ét perspektiv på verden. Og det er et fortegnet billede af visse vilkår, der medfører stress, angst og depression, som jo kan opstå af mange andre årsager end dem, jeg har ridset op. Dette indlæg er skrevet for at ruske op i dem, som risikerer at knække, hvis de ikke allerede i ungdommen får taget grammofonnålen ud af rillen og selv vælger, hvilken melodi de vil gå, marchere eller danse til.