Da Christian Christensen blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, var han ’helt tom og grå indeni’. Han savnede, at der var nogen, der klappede ham på skulderen og sagde, at det hele nok skulle gå. At der var håb for ham. I stedet oplevede han at blive mødt med spørgsmål om tvivlsom økonomi, sidste tandlægebesøg og mængden af cigaretter, han røg.