Cirka halvdelen holder sommerferie i Danmark og dermed i de danske kommuner. Selv besøgte jeg fire danske kommuner og en række svenske, da jeg var en afstikker til Almedalen på Gotland, og ja, så nåede jeg også at følge lidt med i medierne. Tilbage står tre kommunalpolitiske ferieminder fra 2017.

Agurkehistorierne: Først på sommeren kunne jeg fryde mig over, at det så ud til at være regionernes IT-system, der stod for skud i sommerens aviser og ikke den kommunale sektor. Senere fulgte jeg med i feriebeskrivelserne fra landets borgmestre i Altinget. Mindst halvdelen holdt ferie i Danmark, så kommunalpolitikernes ferie er nok fordelt som resten af danskernes. En borgmester mente ligefrem, at ferie indenfor kommunegrænsen var at foretrække –  og lod dermed ikke chancen for at lave lidt reklame for sin egen kommune gå forbi. Det kunne jo være, en potentiel turist læste med og blev inspireret til en tur forbi Skagen.

Godt tænkt og et eksempel på forskellen mellem kommunerne. Der er kommuner, som prioriterer turismen højt; og kommuner, som aldrig ser en turist. Og så er der de 2 store bykommuner. Netop den forskel på kommunerne kom til udtryk i sommerens agurkehistorier i blandt andet Politiken om omfanget af ”AirBnB”, hvor flere borgmestre var på banen. Og flere eksperter talte om betydningen af bopælspligt på nye lejligheder i København, mens muligheden for flexboliger sender boligpriserne i vejret andre steder i landet.

Sommerens forretningsrejse

Inden jeg selv kunne holde ferie i de danske kommuner, startede jeg med en sviptur i solskin til Folkemødets storebror Almedalen på Gotland i Sverige. Udover at svenskerne var bedre klædt, mere elitære og drak rosévin, så var en af de helt store forskelle, at de svenske kommuner var synlige og eksplicitte i deres interessevaretagelse. Kommunerne kæmpede sammen region for region for at tiltrække bedre infrastruktur, uddannelsestilbud og så videre. Øresundregionen havde en uges tætpakket program, hvori også repræsentanter fra København deltog. Målgruppen var de svenske politikere i Rigsdagen, men også de mange virksomheder, som var aktive i Almedalen, og mulige nye (og velhavende) turister blev dyrket. De svenske kommuners investering i Almedalen bliver set som både legitim, nyttig og demokratisk. Og samtidig arbejder lokale virksomheder og kendisser i de enkelte kommuner tæt på pro bono under Almedalen for at være med til at styrke deres region. Noget anderledes end i Danmark. Her ser vi efter et par år med aktindsigter og forargelsesjournalistik, at flere kommuner hverken afholder arrangementer eller betaler udgifterne for politikernes og medarbejdernes deltagelse i debatter på Folkemødet.

Ferien

Efter svipturen til Sverige kom jeg hjem til ferien i Danmark, som for mit vedkommende  også foregik på Bornholm og derudover på Stevns, i Vesthimmerland og Aarhus. Til trods for det danske sommervejr satsede alle de kommuner, jeg besøgte, på at skabe inspirerende uderum til gavn ikke kun for turisterne, men også de lokale. Det øgede fokus på udelivet i kommunerne er en del af en større trend, hvor vi fokuserer mere på naturen, og indretningen af terrassen får efterhånden lige så stor opmærksomhed som indretningen af spisestuen hos danskerne. Oversat til den kommunale verden betyder det, at indretningen af legepladsen heldigvis ikke længere er sidste prioritet i daginstitutionen, og der er snart ikke et plejehjem uden en sansehave. Netop kommunernes tiltag for at skabe inspirerende uderum oplevede jeg som kommunalpolitisk turist. Selv samler jeg på fotos af geniale bænke, torve og pladser, og heller ikke i år blev jeg skuffet. I Aarhus kom hele Danmark for at se på kunst - udenfor – mens borgmesteren solede sig i danske og internationale mediers opmærksomhed på kunstværket i pink og hvidt malet direkte på græsset i en offentlig park. I Ålestrup havde man med støtte fra Bygge- og Anlægsfonden fået en ny bevægelsesplads, som skulle inspirere danskere i alle aldre til at bevæge sig udendørs. Et fænomen, som spreder sig med lynets hast i de danske kommuner, hvor udendørs fitness er rejst fra Tyrkiet til Tårnby de sidste 10 år. Og mine gamle feriebilleder af udelivet langs vandet i Istanbul matcher knap nok mulighederne på Islands Brygge i dag. På Bornholm har man i en årrække satset på at skabe en ny form for havnemiljø gennem en række mere eller mindre spektakulære konstruktioner i træ – badebroer og badehuse og ikke mindst trekantede solsenge i kunstige sandklitter, som jeg ikke kan få nok af at fotografere. Selvom chancerne for, at Kystdirektoratet vil godkende dem hjemme i Vedbæk nok ikke er så store, hvor vi lige har fået nej til udendørs-fitness og trapper på vores lille kunstige strand. Men tendensen med at prioritere indretningen af uderummet kan ikke stoppes, så når jeg næste sommer igen rejser Danmark rundt med mit kamera, vil der formentlig være endnu flere inspirerende ferieminder udendørs til (kommunalpolitiske) turister.