Niels Højberg ligner på mange måder prototypen på den klassiske embedsmand: En grånende mand i diskret jakkesæt. Omtrent en cliché i det klassisk indrettede hjørnekontor på Aarhus Rådhus, hvor stadsdirektøren – “direktøren for det hele” – har sin arbejdsplads.

Flashy, vil ingen kalde ham. Det hører sig heller ikke til hos administrative chefer for skatteborgernes penge. “En grå eminence” lyder mest som en ondskabsfuld karakteristik, som skyder forbi skiven, omend man kan nikke genkendende til paradokset mellem anonym fremtoning og magt/indflydelse.

Det sidste er svært at overdrive i Niels Højbergs tilfælde. Få, hvis nogen i den offentlige administration har gennemført en tilsvarende camino-vandring i top-embeder: Fra Finansministeriet, de gamle amter, regionerne og topjobbet i landets næststørste by, hvor han har sidste arbejdsdag 28. februar, fire dage efter sin 68 års fødselsdag. Undervejs har han siddet i udvalg, kommissioner og rådgivende organer som få kolleger.

Kendt af alle i det politisk/administrative system, men af få i offentligheden uden for sin by. Diskret til det sidste, men ingen skal tage fejl af Niels Højberg. Bag brillerne lyser øjnene af engagement, når samtalen cirkler om ledelse i almindelighed og topledelse i det offentlige system i særdeleshed.

Han lyder ikke som en træt funktionær, mæt af bureaukrati og på vej på pension. Men det er han heller ikke, for 1. marts tager han fat på sin næste ansættelse, på Aarhus Universitet som ekspert i offentlig ledelse.

- Jeg skal ikke pensioneres, for det er alt for spændende, hvad jeg beskæftiger mig med,  forklarer Niels Højberg.

Indflydelse vil Niels Højberg fortsat udøve, selv om perspektivet bliver et andet, når han for anden gang i karrieren får arbejdsplads på Aarhus Universitet, en lille kilometer mod nordvest.

- Jeg synes, Aarhus er i god stand, vi har digitaliseret og effektiviseret for hundreder af millioner. I 2009 var der 79 kommunalt ansatte per 1000 indbyggere, i dag er der 63! Nu glæder jeg mig til igen at prøve noget nyt og bruge mine erfaringer i bl.a. undervisning, siger han.

Både den yngste og den ældste

Da Niels Højbjerg blev kommunaldirektør for første gang i Ringkøbing Kommune, var han landets yngste som 35-årig. I dag er han den ældste.

Det er måske også en slags forklaring på, hvorfor han stopper netop nu. Det går ellers godt i Aarhus, hvor blandt andet en række af byens store projekter, Marselis-tunnelen og kollektiv trafik-løsning i fire verdenshjørner, er sat på skinner. 

Niels Højberg har været med gennem det meste af processen, men skal han karakterisere sine 14 år – næsten rekordmange i branchen – er det med en anden overskrift.

- I Aarhus Kommune som alle andre steder har offentlig ledelse handlet om rationalisering. Om at jonglere rundt med ressourcerne, fordele tingene bedre og opnå besparelser med et minimum af forringelser for borgerne. Sådan var det allerede, da jeg startede i Finansministeriet midt i ‘80’erne, og det har præget hele det offentlige system lige siden. Man gør sig næppe forestillinger om, hvor kompliceret den proces er, siger stadsdirektøren.

Netop processen har og gør han sig mange tanker om, og det ligger ham på sinde at dreje fokus hele vejen fra topledelse, ned gennem systemet og ud til borgerne. 

- Vi har meget ledelse gennem fordøren. Hvor man holder politikerne ajour og administrerer beslutninger på topniveau i tæt kontakt med politikerne. Men vi har brug for meget mere ledelse ad bagdøren ned gennem systemet, siger Niels Højberg, som vil give ejerskab hele vejen igennem organisationen til de forandringer, som er nødvendige.

Processen skal omfatte alle

Topstyring kan være nødvendigt i forhold til at overholde budgetter og overordnede mål. Men for Niels Højberg er det afgørende, at man giver indflydelse og selvbestemmelse i forandringer. Både fordi sandsynligheden for succes vokser betragteligt, hvis man er enig i målene, og for at give plads til indflydelse og kreativitet.

I en sparerunde er det derfor en god idé at give de enkelte forvaltninger og institutioner muligheder for at finde besparelser uden på forhånd at sætte beløb på, mener Niels Højberg. Så finder de måske bedre løsninger og slipper i den sidste ende billigere, end hvis de mødes med massive sparekrav.

Filosofien med uddelegering af ansvar og indflydelse virker også den anden vej. Niels Højberg nævner som eksempel, at Aarhus Kommune for nogle år siden fik 40 mio. kr.ekstra på budgettet. Forvaltningen fik lov til at disponere over beløbet og investere i initiativer mod at love 150 mio. kr. i udbytte i form af rationaliseringsgevinster.

- Politikerne sagde ja, og det kom der 37 initiativer ud af. Ikke alle gav overskud, nogle gik kun lige i nul, men mange af dem kører fortsat, fortæller Niels Højberg.

I samme ombæring roser han frikommuneforsøgene, der lige nu giver ledelsen på de enkelte folkeskoler i  blandt andet Esbjerg mulighed for at indføre kortere skoledage. Medejerskab til processen giver et bedre arbejdsmiljø og resultater.

- Netop lederne i forreste linje i det offentlige oplever mest stress og mistrivsel. Derfor er det vigtigt, at de føler sig involveret og ikke bare kommer til at administrere beslutninger, de ikke er enige i, siger Niels Højberg.

Borger- eller brugerinddragelse

Medinddragelse skal ikke kun gælde internt i kommunen. Niels Højberg vil tage skridtet videre og give borgerne større indflydelse. Fjerne skellet og den usynlige mur, som gør offentlig administration til en fremmed planet for brugerne. 

Her har kommunerne fortsat en udfordring. 

Alene sprogbrugen er en barriere, mener Niels Højberg, som ikke bryder sig om begrebet “borgerinddragelse” med dets underliggende klientgørelse. Man kunne vende perspektivet og se kommunen fra brugernes perspektiv, mener han.

- Dialogen med brugere og borgere er blevet vanskeligere med ekkokamrene på sociale medier. Polariseringen vokser, og de mest aggressive råber højest. 

Niels Højberg nævner den løbende debat om byfornyelse i Aarhus. Her har protestgrupper erobret dagsordenen og efter Niels Højbergs mening fjernet sagligheden i debatten, som ikke levner meget plads til hverken fakta eller nuancer.

- Altså man kæmper mod “fortætning” i byen, men byen er ikke tættere bebygget end tidligere - tværtimod. Og om vi vil det eller ej, øges befolkningen med 3.000 om året alene på grund af fødselstallet, med mindre vi indfører etbarnspolitik. Skal vi så anlægge, hvad der svarer til et nyt Hornslet, et sted ude i naturen i stedet for at øge boligmassen der, hvor folk gerne vil bo, og hvor det giver ressourcemæssig mening, spørger Niels Højberg.

Han savner rummet for den fornuftige meningsudveksling, men fralægger sig ikke det offentlige ansvar i den sammenhæng.

- Vi skal være bedre til at involvere borgergrupper tidligere i processen og give dem indflydelse. Og også erkende, at information og dialog skal tilpasses de mennesker, vi vil have i tale, siger han med henvisning til, at to tredjedele af befolkningen i det centrale Aarhus er mellem 20 og 30 år, mens den aldersgruppe er næsten nul i nogle af oplandsbyerne.

 - De skal ikke nødvendigvis adresseres  på samme måde, fordi ønsker og behov er forskellige. Her kan vi stadig forbedre os, siger stadsdirektøren.