I 2014 blev der i Danmark vedtaget en tillidsreform. Det var en reform, som store dele af fagbevægelsen naturligvis bakkede op om. Nu ville politikerne for alvor vise, at de havde tillid til de offentligt ansatte. Nu skulle der flyttes ressourcer fra administration til ”varme hænder” og den direkte borgerkontakt. Og dér skulle der kigges på de mange kontrolkrav, der findes til registrering af de offentligt ansattes effektive arbejdstid. En registrering, der i bund og grund er opstået grundet manglende tillid fra arbejdsgiverne. ”Sidder de mon og drikker kaffe?” synes ledelsens ”tidligere” ræsonnement at have været.

Disse kontrolkrav har over de sidste år taget fuldstændig overhånd. En stor del af de ansatte, blandt andet socialrådgiverne, bruger i dag størstedelen af deres arbejdstid på kontrolforanstaltninger, effektmålinger og dokumentationskrav fremfor på kerneopgaverne.

Lad mig starte med at slå én ting fast: Socialrådgivere vil gerne udføre administrativt arbejde og erkender nødvendigheden af det, men det omfang, som vi ser i dag, er ude af kontekst. Dansk Socialrådgiverforening lavede i 2011 en stor undersøgelse af sammenhængen mellem administrative opgaver og det, som de fleste socialrådgivere er uddannet til, kontakten til borgerne. Undersøgelsen talte sit klare sprog: En socialrådgiver brugte i 2011 i gennemsnit 82 procent af sin arbejdstid på administration og 18 procent på borgerkontakt. En fordeling, som de fleste dengang rystede på hovedet ad, men som i dag ikke er blevet bedre. De fortsatte kontrol- og dokumentationskrav fylder i hverdagen hos de ansatte socialrådgivere og med et presset arbejdsmiljø til følge. Sammenhængen mellem ressourcer og opgaveløsninger er skævvredet med den konsekvens, at arbejdspresset til stadighed øges for den enkelte med et dårligt arbejdsmiljø til følge. Tesen om, at: ”Tillid er godt, men kontrol er bedre”, synes fortsat velforankret i politikernes og den administrative ledelses univers på trods af varme hensigtserklæringer om det modsatte.

Tillidsreform er varme ord

I Randers Kommune mærker vi da også denne virkelighed. I flere afdelinger har arbejdspresset til tider været så belastet, at arbejdstilsynet har givet påbud til kommunen om at lette de ansattes arbejdspres. Mange kolleger er gennem årene blevet stresssygemeldt og har valgt at forlade socialrådgiverfaget som konsekvens af dette pres. Det virker jo umiddelbart ulogisk, at man fra samfundets side først poster tusindvis af kroner ud til at uddanne mennesker til socialrådgivere, for derefter at tilbyde dem ansættelsesforhold, som gør, at de ønsker et karriereskifte. Men logik og sammenhængskraft er ikke altid det bærende fundament for den kommunale praksis.

Til gengæld blev der lokalt i Randers ved indgåelse af budgetforlig for 2015 vedtaget en lokal tillidsreform, hvori der blandt andet står: ”Randers Kommune har tillid til sine medarbejdere, og derfor skal den gode dialog mellem ledere og medarbejdere udvikles, og der skal arbejdes med at fjerne unødvendig dokumentation og kontrol”. Lad mig starte med at rose politikerne for at sætte fokus på nødvendigheden af at have tillid til offentligt ansatte. Desværre er aftalen også her båret af ”varme ord” uden at være forankret i reelle målsætninger om, hvordan man ønsker en ændret praksis fremadrettet. Når man i kommunen bruger så megen tid og energi på kontrol og målinger, hvorfor satte man så ikke måltal på denne del af budgettet? Hvis man for eksempel i stedet for de ”varme ord” konkretiserede aftalen til, at i år 2016 skulle alle offentligt ansatte, der arbejder med borgerkontakt, maksimalt bruge 50 procent af deres effektive arbejdstid på administration, havde man jo haft et konkret mål, som ligeledes ville være realistisk.

Eller hvorfor diskuterer man ikke, hvordan den socialfaglige beslutningskompetence, som gennem de sidste mange år er blevet kraftigt reduceret, tilbageføres til den enkelte socialrådgiver? Da man for år tilbage indskrænkede rådgivernes beslutningskompetence på store dele af myndighedsområdet, blev konsekvensen blot mere bureaukrati, flere ledelseslag og en til tider ekstrem langsommelig sagsbehandling. En praksis, der hverken kommer de ansatte eller borgerne til gavn, hvilket også ses af de mange klager, som gennem de sidste år er blevet indgivet i Randers Kommune over blandt andet langsommelig sagsbehandling. Men fakta er, at sagsbehandlingen bliver langsom, når man ikke har tillid til, at de ansatte træffer de rigtige beslutninger.

Giv beslutningskompetencen tilbage

Desværre ser vi tit og ofte, at de borgere, der klager over langsommelig sagsbehandling, retter deres vrede mod den enkelte socialrådgiver. Dette er helt uberettiget. Vreden burde i stedet rettes mod dem, der har besluttet det massive bureaukrati, som desværre er blevet en fast bestanddel af socialrådgivernes hverdag. En hverdag, som i praksis medfører, at det for nogle borgere kan virke nærmest umuligt at komme i kontakt med deres sagsbehandler. Begrænset telefontid og administrative lukkeuger er blot nogle af de direkte konsekvenser af det massive administrative pres, der i dag findes i den kommunale sagsbehandling – også i Randers.

Skal vi tage tillidsreformer alvorligt, hvad enten de er vedtaget centralt eller lokalt, kræver det altså handling bag de pæne ord. Det kræver, at ledelsen kommer udover deres enorme behov for kontrol og giver os kompetencen tilbage og ikke mindst arbejdsro. Det kræver, at de stoler på, at når man giver socialfaglig beslutningskompetence tilbage til den enkelte rådgiver, er det ikke ensbetydende med budgetoverskridelser og et stort merforbrug. Så længe mistilliden til vores opgaveudførelse stadig er en del af den ledelsesmæssige vanetænkning, er snakken om tillidsreformer blot hensigtserklæringer uden reel substans.

Vi kan, hvis ledelsen vil. Hvis ledelsen virkelig vil ændre den bureaukratiske praksis, så lad os sætte os sammen til reelle drøftelser af, hvordan vi konkret kan fjerne eller i det mindste begrænse det massive bureaukrati, der følger i kølvandet på den manglende tillid.