Den 5. juli 1984 blev Indian Airlines' fly IC 405 kapret. Den 24. august skete det samme for Indian Airlines' fly IC 421. Det interessante ved begge begivenheder er, at de i sidste ende var begivenhedsløse.

I begge tilfælde fandt man hurtigt frem til fredelige løsninger, uden at nogen led overlast. Ombord på IC 405 agerede terroristerne vikarer for kabinepersonalet, da det havde brug for hvil. Ombord på IC 421 sang terroristerne sange for passagererne, mens man ventede på, at forhandlingerne om frigivelsen af gidslerne faldt på plads, og det endte sågar med fællessang. Da det hele var slut, omfavnede gidsler og gidseltagere hinanden.

Den politiske psykolog Ashis Nandy har beskrevet, hvordan disse begivenheder udfoldede sig konkret og i detaljen, og hans konklusion var klar: Kapringerne viste ”den indiske terrorismes diskrete charme”. Selv situationer, som kan synes at være så skarpt optegnede som terrorisme og flykapringer, kan være langt mere komplekse, end de fremtræder, når først medierne begynder at skrive deres dramatiserede rapporter.

Det er symptomatisk, at de detaljer, som Nandy har gravet frem, på ingen måde blev en del af det officielle Indiens opfattelse af begivenhederne. Da medierne begyndte at berette om kapringerne, blev temaet hurtigt et andet. Man talte om blodtørstige kommandosoldater, som fremmede magter havde sluppet løs på indisk jord; det var bydende nødvendigt at styrke sikkerheden i de indiske lufthavne, og enkelte politiske kommentatorer krævede, at regeringen skulle gå af.

Næsten uanset hvad der konkret sker, når begivenheder, som minder om terrorisme, finder sted, vil pressen viderebringe de mest drabelige udlægninger af dem.

Et eksempel på dette fænomen fra den hjemlige arena er den bombeeksplosion, der fandt sted på Hotel Jørgensen ved Nørreport Station i København den 10. september 2010. Eksplosionen skete på et toilet, hvor tjetjeneren Lors Doukaiev havde forsøgt at fremstille en bombe, som eksploderede mellem hænderne på ham.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Der er her tale om en sag, hvor en person tydeligvis har haft terroristiske hensigter, men har været for klodset til at gennemføre dem. Ikke desto mindre brugte de danske medier det meste af dagen og de efterfølgende dage på at fortælle den mest blodige historie, de kunne slippe af sted med. Journalister interviewede folk, der boede ved mulige terrormål, med den åbenlyse forhåbning, at de ville kunne finde nogen, som ville kalde sig selv skrækslagne over at kunne blive dræbt i et terrorangreb.

Terroren byder sig til

Hvorfor denne iver efter at forstå terror på den mest dramatiske måde? Måske er der noget ved terroren, som byder sig til for denne form for dramatik. Hvis en mand, der gik en tur nedad en gade i Aarhus, fik en potteplante i hovedet og døde, ville det ikke på samme måde kunne fungere som udgangspunkt for sensationsjournalistik. Man ville ikke se journalister styrte rundt i nabolaget og spørge beboerne, om ikke de frygtede en fremtidig død forårsaget af en faldende potteplante.

Pointen er, at terror har et ganske særligt forhold til mulighed. Muligheden af et fremtidigt terrorangreb er langt mere nærværende og betydningsfuld for os end muligheden for nedfaldende potteplanter.

Denne mulighed har ikke noget med sandsynlighed at gøre. Risikoen for at dø i et trafikuheld er mange gange større end risikoen for at dø i et terrorangreb. I mange lande er risikoen for at dø af et æselspark eller et bistik også større end risikoen for at dø for terroristers hænder. Men ikke desto mindre er muligheden for terror langt mere interessant.

Vi siger med vilje ikke ”frygten for terror” eller ”frygten for æselspark og bistik” her. Det er klart, at frygten spiller en væsentlig rolle, men man går for hurtigt frem, hvis man slutter fra terrorens mulighed til frygten for terror. I første omgang bør vi nøjes med at hæfte os ved, at terrorens mulighed har en ganske bestemt funktion.

Lad os vende tilbage til den indiske terrorisme. De, der på grund af de forholdsvis harmløse indiske kapringer argumenterede for, at man burde stramme op på sikkerheden i de indiske lufthavne, kunne sagtens have ret i det, de sagde, også selvom den ’terrorisme’, der rent faktisk fandt sted, var relativt harmløs.

Når forholdsvis talentløse terrorister uden særlig træning og uden organisatorisk opbakning fra fjendtlige stater kan kapre ikke bare ét, men to fly, er der måske grund til at overveje, hvor stor skade veltrænede og velorganiserede terrorister ville kunne gøre. Efter 9-11 ved vi kun alt for godt, hvad flyvemaskiner kan bruges til.

Hvad ville der kunne ske?

Det væsentlige er dog ikke, at vi har set, hvad man kan gøre med flyvemaskiner. Det væsentlige er selve den overvejelse, som bliver vakt i os: Hvad ville der ikke kunne ske? Denne overvejelse er terrorismens kerne.

Selvom der ikke rigtig skete noget i forbindelse med kapringerne af IC 405 og IC 421, kunne der være sket en hel masse. Og nok så væsentligt: Begivenhederne mindede inderne om, at fremtiden kunne bringe nye og meget voldsommere terrorangreb.

Man kan drage parallellen videre til historien om eksplosionen på Hotel Jørgensen. Doukaiev var meget lidt dygtig til at producere og sprænge en bombe, men som nordmanden Anders Behring Breivik viste et års tid senere i Oslo, kan det få alvorlige konsekvenser, når en enkelt person sætter sig for at bringe en bombe til sprængning.

Dermed er det ikke sagt, at 9-11 har vist os sandheden om de indiske flykapringer, og Breivik om Doukaiev. Pointen er, at selv disse langt mere dødbringende angreb ikke primært handler om den død og ødelæggelse, de selv afstedkommer. Uanset hvor blodige terrorangreb er, er deres primære funktion altid, at de står som pejlemærker for mulige fremtidige angreb.

Terror fungerer, når en befolkning konstant tænker over, hvor og hvornår det næste angreb kommer, og hvad det kommer til at bestå i – hvor enhver togrejse indebærer forestillingen om, at lige netop denne togrejse kan blive ens sidste. Terrorens virkelighed er dens mulighed.