“Tankevækkende at en stor by som Aalborg ikke har et stofindtagelsesrum”
“Tankevækkende at en stor by som Aalborg ikke har et stofindtagelsesrum”

Danmarks fjerdestørste by, Aalborg, har ikke et stofindtagelsesrum. Det er til trods for at man i Odense, Aarhus, København og endda en mellemstor by som Vejle, har gode erfaringer med at få sårbare stofmisbrugere væk fra gaden, både til gavn for dem og for bymiljøet.
Aalborg Kommune har i 2020 vurderet, at målgruppen er for lille til, at man vil rykke ressourcer ind i et stofindtagelsesrum.
Man vurderede, at det ville være for dyrt i forhold til en lille målgruppe og at man i forvejen havde velfungerende tilbud.
De går jo ikke og flagrer med deres misbrug. De gemmer sig i baggårde og kommer først frem, når der er et tilbud til dem
Siden har der ikke været drøftelser om, hvorvidt kommunen vil have et såkaldt fixerum, men det kan måske være på vej.
- Jeg vil gerne være med til at undersøge, om der er behov for et stofindtagelsesrum og drøfte, om der kunne være politisk opbakning til at gå videre med det.
Sådan lyder det fra medlem af Job- og Velfærdsudvalget i Aalborg Kommune, Tobias Bøgeskov Eriksen (S), som dog samtidig understreger, at andre dagsordener har større politisk fokus og prioritering i kommunen.
- Problemet er, at det vil koste penge at oprette et rum, og de midler har kommunen ikke lige nu. Men lad os drøfte initiativet, for jeg mener, at det er en god indsats. Herunder om man kan oprette det der, hvor Kirkens Korshær i forvejen driver herberg, så det ikke er så omkostningsfuldt, siger han.
Kan være en simpel foranstaltning
Sammenkoblingen med i forvejen etablerede tilbud ser lektor ved Center for Rusmiddelforskning, Esben Houborg, et potentiale i. Det kan gøres billigere at oprette stofindtagelsesrum der, hvor man i forvejen har fx varmestuer og lignende.
Ifølge ham behøver stofindtagelsesrummene heller ikke at være store, komplekse og dyre foranstaltninger, for de kan ofte møde et lokalt behov med få ressourcer, især når de åbnes tæt på en varmestue.
De her mennesker bliver nok lidt overset i den politiske debat
Esben Houborg undrer sig derfor over, at en by som Aalborg endnu ikke har etableret et stofindtagelsesrum trods sin størrelse:
- Det er tankevækkende at en stor by med en aktiv stofscene som Aalborg ikke har et stofindtagelsesrum i modsætning til eksempelvis Vejle. I Vejle er det oprettet i forbindelse med en varmestue, så spørgsmålet er, hvor mange ekstra ressourcer det behøver at koste, siger han og fortsætter:
- Det ville være gavnligt, hvis der kom stofindtagelsesrum i flere kommuner, og her kunne man kigge på kravene.
Kan ikke forudsige behov
Heinz Wolf, leder og chefkonsulent i Kirkens Korshær, mener ikke, at kommunerne kan afskrive et behov for fixerum på forhånd.
- Det er svært at vurdere på forhånd, hvor stor en målgruppe er. De går jo ikke og flagrer med deres misbrug. De gemmer sig i baggårde og kommer først frem, når der er et tilbud til dem, siger han og tilføjer, at der ved etableringen af de øvrige rum i landet har været dobbelt så mange brugere som først antaget.
Det vil man i Aalborg tage med, når sagen skal drøftes.
- Der er altid mørketal med den her målgruppe, og det skal vi være opmærksomme på, når vi overvejer behovet, siger Tobias Bøgeskov Eriksen.
Hvis de ikke kan lade være med at tage stofferne, så bør vi drøfte i byrådet, hvordan de kan gøre det under bedst mulige rammer og betingelser.
Først næste år
Tobias Bøgeskov Eriksen mener ikke, at der er fleksibilitet i kommunens budget til et nyt fixerum efter en “jævnt dårlig” økonomiaftale, når man også står med dilemmaer såsom skolelukninger, rekrutteringsudfordringer og penge til klima.
- Jeg vil først tage det op til næste års budget, men jeg synes, det er en god sag, som er vigtig at drøfte. De her mennesker bliver nok lidt overset i den politiske debat, siger han og tilføjer:
- Min personlige holdning er, at vi skal gøre det så nemt og værdigt som muligt for den type borgere, der er så udsatte. Det synes jeg, at kommunen har et ansvar for. At hvis de ikke kan lade være med at tage stofferne, så bør vi drøfte i byrådet, hvordan de kan gøre det under bedst mulige rammer og betingelser.
Han forklarer, at det første skridt vil være at samle viden fra embedsværket og erfaringer fra andre kommuner for at kunne klarlægge, om det er et initiativ som der kan skabes opbakning til.
I Esbjerg Kommune med landets femtestørste by bakker formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Jakob Lykke (S) op om at få et stofindtagelsesrum til kommunens sårbare borgere.
“Personligt er jeg selv positiv over for etablering af et stofindtagelsesrum til vores udsatte borgere,” skriver han i en mail, og tilføjer at der i denne byrådsperiode ikke endnu har været en konkret drøftelse om muligheden for at oprette et stofindtagelsesrum.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























