Det vil være en overdrivelse at hævde, at samtlige svineproducenter i Danmark udøver dyrplageri. Men det vil på den anden side være lige så forkert at hævde, at svineproduktion anno 2026 foregår på en måde, der ikke kan kaldes dyrplageri.

27.000 smågrise dør hver dag. Tænk lige på tallet et øjeblik. Og tænk på de aflivningsmetoder, vi har hørt bliver taget i anvendelse. Er en af de små grise ikke i stand til at klare sig, tager man den i bagbenene, og med et rask tag knalder man grisen ned i betongulvet. Virker det ikke første gang, får den en tur til. Det er hurtigt og effektivt, må man forstå. Og nogle producenter lader også forstå, at de ikke orker alt det føleri omkring griseproduktionens metoder.

Den slags giver anledning til eftertanke om, hvordan man udvikler sådan en brutalitet som en del af normal praksis.

Farlig tingsliggørelse

I 1951 henvendte forfatteren Karen Blixen sig til landets justitsminister. Blixen henvendte sig for at tale mod lidelsesvoldende forsøg med dyr. Ministeren kom – hvis referatet er korrekt – med en lidt overbærende bemærkning om Blixens optagethed af dyrenes situation. Blixen svarede den undrende politiker, at hun skam mest var kommet for menneskets skyld.  '

“Man taler ikke imod forsøg på dyr alene ud fra hensynet til dyrene. Det drejer sig i lige så høj grad om hensynet til mennesket og dets værdighed”, skrev hun i den forbindelse.

Hvorfor svarede hun sådan? Det gjorde hun, fordi den omgang med dyr, der tingsliggør liv, hurtigt vil medføre tingsliggørelse af alle former for liv, også det menneskelige.  

Hvis en enkelt person piner og plager et dyr i fuld offentlighed, vil der hurtigt ske en reaktion fra omgivelserne. Minimum som en væmmelse hos dem, der ser mishandlingen, men oftest vil omgivelserne prøve at stoppe mishandlingen. Om ikke andet ved at tilkalde politiet.

Men hvis mishandlingen sættes i system, og hvis landbrugets egne organisationer argumenterer med, at økonomiske hensyn og markedsmekanismer nødvendiggør produktionsmetoder af den art, vi har fået afdækket, stiller sagen sig åbenbart anderledes. Så er det en del af de nødvendige omkostninger ved en effektiv dyreproduktion.

På den måde kan en syg kultur blive en del af det normale.  For det er syg kultur, der i et omfang som det nuværende formår at annullere hensynet til dyrenes værdighed.

Dyremishandling - eller stordrift?

Hvis en hundeejer banker sin hund ned i asfalten for at aflive den, fordi den er blevet syg, bliver vi alarmeret – med god grund, selvfølgelig. Men hvis svineproducenten foretager samme handling i sin stald flere gange om dagen og forsvarer sig med, at det er en del af prisen for, at vi kan få billig flæskesteg bliver det til en del af moderne stordrift.

Derved vænner man sig til at ignorere den signalgiver, der skal sige os, når brutaliteten og mishandlingen begynder. Mishandlingen bliver det på en uhyggelig måde i orden, når bare man vænner sig til den og udøver den på daglig basis som en del af en stordrift. Økonomiske argumenter bliver de eneste forhold, der tæller. Og absurde handlinger bliver accepteret, fordi de sker så ofte og i stor mængde. Det lyder sygt, og det er det også.

I et forsamlingshus i den jyske by Vejen stod der på væggen: ”Du må aldrig dyrke din ager, så du glemmer at dyrke din sjæl". Det er udtryk for en erkendelse af, at hvis pengene er alt, kommer vi i mentalt uføre. Vi mister respekten for det, der er os givet. Naturen bliver noget, der skal udnyttes, eller rettere - for at sige det mere præcist – udpines. Det gør os umenneskelige og afstumpede.