Tøndersagen, Esbjergsagen og Bornholmersagen.

De seneste to årtier har en række kommuner lagt navn til store, principielle retssager om svigt af børn. Sager om vold, vanrøgt og overgreb. Og i flere tilfælde også manglende tilsyn og indgriben fra kommunernes side. 

Før 2017 var der dog mulighed for, at kommuner kunne afvise mange af sagerne. I retten kunne de henvise til overskredne forældelsesfrister og lukke sager ned. For fem år siden afskaffede et flertal i Folketinget dog fristerne, så flere sager om svigt bag hjemmets fire vægge kunne prøves.  

Og siden da er erstatningssager dukket op over hele landet, hvor kommuner bliver sagsøgt for blandt andet at krænke menneskerettighederne ved ikke at leve op til deres ansvar. 

Nu gælder det om at få etableret en fast retspraksis. Og det er faktisk i alles interesse, at der bliver ført flere sager mod kommuner, så praksis bliver etableret, mener advokat Mads Pramming, der selv har ført flere af sagerne.

- Lige nu er vi i gang med at afprøve den nedre grænse for, hvad der er en krænkelse af menneskerettighederne. Grænsen er vigtig at finde. Det betyder noget for, hvor mange sager der kan blive forligt, men det kommer også til at slå kommunernes ansvar for at forhindre svigt fast, siger han. 

Passe på børnene

Børns Vilkår har støttet en række erstatningssager, siden forældelsesfristerne blev afskaffet. Det har de gjort i et projekt, der er støttet af Folketinget. I projektet finder de og screener sager, men betaler dog ikke advokaterne for at føre dem. Flere af sagerne handler om, hvorvidt kommuner har krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel tre, der handler om forbud mod blandt andet tortur og umenneskelig behandling. 

Udenlandske sager har inspireret til erstatningssager herhjemme for brud på artikel tre. Det har ført til flere forlig, domme og retspraksis i sager om manglende kommunal indgriben i en barndom med vold og seksuelle overgreb.

Spørgsmålet er nu, hvad retspraksis bliver i sager, hvor hverken vold eller seksuelle overgreb i hjemmet kan bevises, men hvor børn har været udsat for et generelt omsorgssvigt. 

- Hvis kommunerne ikke reagerer på anmeldelser og svigt, kan de være erstatningspligtige. Det store spørgsmål er, hvor grænsen går for de børn, der har haft en fuldstændig rædselsfuld opvækst, selvom de ikke har været udsat for vold eller seksuelt misbrug, siger han og fortsætter:

- Vi forsøger at finde ud af, om et barn med en mor og far, der drikker, ikke afleverer dem i børnehave, og forsvinder i flere dage, skal have erstatning, hvis kommunen ikke forhindrer forældrenes forsømmelser. Vi ved, at kommuner kan blive dømt for det, men vi kender endnu ikke grænsen for, hvor alvorligt svigtet skal være, før det er en krænkelse. 

Mads Pramming forklarer, at afhængig af, hvor domstolene i de kommende sager vil sætte hegnspælene, kan det potentielt betyde mange flere sager mod kommunerne. 

- Der kan godt være kommunale sagsbehandlere, der får sved på panden, men der vil komme flere sager. Mængden af børn, der er blevet slået og misbrugt, er jo mindre end mængden af sager, hvor børn er blevet udsat for omsorgssvigt, siger han. 

Holbæk og Kalundborg slæbt i retten

Et eksempel kunne have været sagen om Tasja Nielsens erstatningssag mod Holbæk og Kalundborg Kommune, der blev afgjort i juni. 

Den nu 21-årige Tasja Nielsen havde sammen med sin advokat Mads Pramming sagsøgt de to kommuner med et erstatningskrav på 400.000 kr for at bryde menneskerettighederne ved ikke at forhindre, hvad der i deres øjne var et omfattende omsorgssvigt i hendes barndom og opvækst i de to kommuner. 

Ifølge dombogen fik kommunerne flere underretninger om, at Tasja Nielsen havde en kaotisk opvækst, hvor hun var overladt til sig selv meget af tiden, fordi hendes omgivelser var præget af druk. 

- Hun var udsat for ekstremt omsorgssvigt. Men den fulde historie kunne vi ikke bevise i retten, fordi der var meget få akter i sagen, siger Mads Pramming. 

Under en anbringelse uden for hjemmet hos et familiemedlem blev hun seksuelt misbrugt af et andet familiemedlem, der også boede på adressen. Et familiemedlem, som kommunerne ifølge Mads Pramming burde have været mere opmærksomme på. 

Familiemedlemmet var nemlig tidligere blevet meldt til politiet  for et overgreb på Tasja Nielsen uden domsfældelse. Mads Pramming mener derfor, at kommunerne skulle have været varsomme med at anbringe Tasja Nielsen i et hjem, hvor familiemedlemmet også boede.

I 2007 blev familiemedlemmet dog igen anmeldt, og denne gang førte sagen til en dom for begge overgreb. 

- Der er sådan set to sager i sagen. Én om, hvorvidt kommunerne skulle have været opmærksomme på, at hun blev anbragt i et problemfyldt hjem. Det mente retten ikke. Den anden sag handler om, hvorvidt omsorgssvigtet inden anbringelsen var så slemt, at kommunerne kunne blive dømt for ikke at gribe ind, selvom svigtet ikke omfattede vold og seksuelle overgreb, siger Mads Pramming. 

- Sagerne kan fastslå, hvor grænserne for kommunernes ansvar går, når de får advarsler om et barn, der har det elendigt. 

Sagen endte med, at de to kommuner blev frifundet, og at Tasja Nielsen skulle betale sagsomkostningerne. Hun ønskede ikke at anke og få prøvet sagen ved landsretten. 

Ingen vindere i sager om omsorgssvigt

Ifølge artikler på SN.dk var det ikke muligt for kommunerne at udbetale et forlig. Et advokathus havde nemlig vurderet sagerne og kommet til den konklusion, at de ikke ville blive dømt, hvis de endte i retten. Søren Skjerbek var advokat for både Kalundborg Kommune og KL i sagen. Han henviser til, at kommunalfuldmagten kan gælde i disse sager. 

- Kommunalfuldmagten betyder, at kommuner kun kan indgå et forlig med en borger, hvis advokater vurderer, at det er sandsynligt, at kommunen vil kunne blive dømt erstatningsansvarlig. 

Det ville nemlig være et brud på reglerne om, at kommuner ikke må begunstige enkeltpersoner. 

Og før der kommer en mere konkret retspraksis, vil man kun se få forlig.

- Der er ikke nogen vindere i de her sager. De er ulykkelige for alle involverede. Men det har stor betydning at få afklaret retstilstanden, så sagerne kan blive forligt, uden at borgere og kommuner skal trækkes igennem lange retssager. 

Lokalmediet SN.dk beskrev under retssagen, hvordan KL frygtede en strøm af erstatningssager, hvis retten havde givet Tasja Nielsen medhold. 

Søren Skjerbek mener, at “en strøm” er et voldsomt udtryk, men fortæller, at frygten for flere og i hans og KL’s optik principielt forkerte erstatningssager var reel. 

- Sagen havde potentialet til at blive et nybrud og kunne have rykket på hegnspælene for, hvornår kommuner vil kunne få et ansvar. 

- Risikoen var, at man ville se flere sager mod kommunerne, og at denne sag ville have en afsmittende virkning på, hvornår der skulle udbetales erstatning. Det ville potentielt betyde flere sager og flere udbetalinger af erstatninger. Men det ville i vores optik være en forkert nyfortolkning af menneskerettighederne. 

Får ikke deres barndom tilbage

Mads Pramming mener, at jo mere forligs-villige kommunerne er, jo billigere vil det også være for kommunerne. 

- Vi ved nogenlunde, hvor grænserne er i de alvorlige sager. Hvis vi kommer med en ny Tøndersag, så kan kommunerne godt se, at de skal indgå forlig. Men vi kan ikke forlige ved de her nedre grænser endnu, siger han.

For kommunerne vil en fast retspraksis også betyde, at de ikke skal bruge mange penge på forsvar i retssager. 

- Det er mere skånsomt med et forlig, hvis man kan det. Beløbet er typisk på 300.000 kroner i de her sager. Men ved en retssag skal kommuner jo også bruge mange penge på advokater og betale sagsomkostninger oveni, hvis de taber.

- Mine klienter får ikke deres barndom tilbage. De gør det ikke for pengene skyld. Sagerne handler om, at kommunerne anerkender deres svigt og siger undskyld til dem.