Kommunen.dk
MENU

Stor rokade skal ruske op i en trængt regering

Regeringen overrasker på flere punkter i en stor regeringsrokade, hvor blandt andet overborgmester Sophie Hæstorp og særlig rådgiver for Løkke hentes ind.

Stor rokade skal ruske op i en trængt regering

Regeringen overrasker på flere punkter i en stor regeringsrokade, hvor blandt andet overborgmester Sophie Hæstorp og særlig rådgiver for Løkke hentes ind.
Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne torsdag præsentere en større regeringsrokade. -
Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne torsdag præsentere en større regeringsrokade. -
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
29. aug 2024
RITZAU

Flere kaniner er hevet op ad hatten i en ny regeringsrokade, der skal puste tiltrængt liv i en skrantende regering.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde på forhånd varslet, at det nye hold skal sikre, at regeringen i højere grad kan omsætte politikken til resultater i danskernes hverdag.

Hun introducerede de nye ministre torsdag med disse ord ved Amalienborg:

- Jeg kan love, at det her hold vil gøre alt, hvad de overhovedet kan, for at skabe de bedste resultater for vores land.

Der er tale om en stor rokade under en statsminister, der ifølge politisk kommentator på Altinget Erik Holstein ellers ikke har for vane at tro på, at ministerrokader gør nogen særlig forskel.

Men her har Mette Frederiksen valgt at give den "fuld skrue":

- Så det er nok også påvirket af, at regeringen er presset, siger han og tilføjer, at han er overrasket over, at rokaden er så omfattende:

- Men man kan sige, at der på et eller andet plan er god logik i at gøre det. Regeringen står ikke udpræget godt og kom dårligt ud af europaparlamentsvalget og den sidste politiske sæson. Man forsøger at ryste posen, siger han.

Fra en ende af bliver Torsten Schack Pedersen (V), nuværende politisk ordfører i Venstre, minister for samfundssikkerhed og beredskab.

Folketingsmedlem Rasmus Stoklund (S), der særligt har markeret sig på udlændingepolitik, er ny skatteminister - hans første ministerpost - mens Jeppe Bruus (S) bliver grøn trepartsminister og dermed får en meget dedikeret opgave med at føre den grønne trepart ud i livet.

Marie Bjerre (V) bliver europaminister forud for Danmarks EU-formandskab, og så er der et par opsigtsvækkende overraskelser iblandt.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) får også ligestilling på sit bord, mens særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen (M) Caroline Stage Olsen er ny digitaliseringsminister. Stage var medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 2014 til 2020 og her politisk ordfører for Venstre.

I knap halvandet år var Caroline Stage Olsen politisk chef for Moderaterne, inden hun blev særlig rådgiver.

Hun har erklæret sig overrasket over at blive udnævnt til minister.

Samtidig forlader Pernille Rosenkrantz-Theil regeringen, for hun vil være overborgmester i København, mens den nuværende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, overtager posten som social- og boligminister.

To ministerskift hæfter Erik Holstein sig særligt ved.

Pernille Rosenkrantz-Theils udskiftning med Hæstorp kalder han for "vild og utraditionel".

- Absolut ingen havde set komme, at hun ville ryge ud af regeringen, siger Holstein.

Flere har spekuleret i, om Mette Frederiksen mon laver rokaden med kommunalpolitik for øje. Socialdemokratiet har længe haft det svært i de store byer, og der er et kommunalvalg på vej i 2025.

Det blev statsministeren spurgt ind til torsdag:

- Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet er udfordret i storbyerne. Vi har rigtig mange borgmesterposter - det vil vi gøre alt, hvad vi kan, for også at have efter næste kommunalvalg, sagde Mette Frederiksen.

Også Marie Bjerres tiltræden som europaminister overrasker Erik Holstein.

- Europaministerposten plejer at gå til folk med lang erfaring inden for politik som Bertel Haarder og Nicolai Wammen.

Selv om Marie Bjerres nye post hænger tæt sammen med Danmarks kommende EU-formandskab, opfatter hun selv posten som permanent.

- Det skal ses som et permanent ministerium og en styrkelse af europapolitikken for Danmark, sagde Marie Bjerre torsdag.

Der oprettes også et selvstændigt Ældreministerium, hvor Mette Kierkgaard (M) fortsat vil sidde på posten som ældreminister.

Sådan er ministerrokaden

Der har indtil nu været 23 ministre i SVM-regeringen. Med torsdagens nye udnævnelser er der nu 25. Det er det højeste antal ministre i en dansk regering nogensinde.

Få her et overblik over ministerrokaden:

- Folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V) udnævnes til minister for det nyoprettede ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab.

- Skatteminister Jeppe Bruus (S) udnævnes til minister for det nyoprettede ministerium for Grøn Trepart.

- Folketingsmedlem Rasmus Stoklund (S) udnævnes til skatteminister.

- Minister for digitalisering og ligestilling Marie Bjerre (V) udnævnes til europaminister.

- Caroline Stage Olsen (M) udnævnes til minister for digitalisering. Hun har indtil nu været særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Miljøminister Magnus Heunicke (S) er fremover minister for miljø og ligestilling.

- Sophie Hæstorp Andersen (S) udnævnes til social- og boligminister. Hun har indtil nu været overborgmester i København.

Kilde: Statsministeriet

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR