Hvis du sidder foran en skærm i loungen i Københavns Lufthavn, bliver dit ansigt målt og vejet, du bliver kategoriseret efter alder og køn, og de reklamer, der kommer op på skærmen vil være målrettet ud fra dig og de andre, der sidder i lokalet.

I skærmen sidder nemlig små sensorer - sensorer, som i højere og højere grad befinder sig rundtom os i hverdagen for at analysere vores færden og indrette systemerne rundtom os mere smart. Og det er den samme grundtanke, der gælder i udviklingen af ’Smart Cities’, som flere og flere danske kommuner har kastet sig over.

Men det meste af Smart City-tankegangen er et stort kommercielt blufnummer, mener byudviklingsguruen Adam Greenfield. Han opfordrer politikere og embedsmænd til at sætte sig grundigt ind i sagerne, før de går i gang med at indføre den ”smarte” teknologi.

- Min erfaring er, at byråd og lokale forvaltninger ikke på nogen måde er dumme mennesker, men i det store hele ikke har sat sig ind i det indviklede ved netværksbaserede data og informationer. Derfor kan man se, at nogle af dem er blevet tiltalt af overfladiske og selvsikre ideer fremført af udviklings- og managementkonsulenter.

Heldigvis har de lokalvalgte oftest en dyb forståelse for deres lokalsamfund, hvilket sætter dem i stand til at sige fra over for nogle af de mere tåbelige indslag, der bliver fremført af folkene bag løftet om Smart City-teknologi, fortæller han, da Kommunen har fået lejlighed til at spørge ind til hans holdning til begrebet.

Imod bølgen

Sidste år udgav Adam Greenfield pamfletten ’Against the Smart City’, der samler op på flere års kritisk tilgang til den teknologiske udvikling. Og da han hører om den danske regerings plan om at kunne eksportere vores Smart City-viden til hele verden (beskrevet i Kommunen nr. 9), skyder han den hurtigt ned.

”Hvad jeg ville elske at se ske i Danmark, var, hvis den digitale sektor blev mere opmærksom på, hvorfor det egentlig er, at hele verden valfarter til København for at aflure dens hemmeligheder i øjeblikket.”

- Det er en tåbelig ambition. Generelt set er det strukturen i bysystemerne, der gør et sted til, hvad det er, og giver dem et indhold og en identitet. Teknologier, der fungerer godt et sted, vil derfor slet ikke kunne overføres til et andet som en eller anden metervare, siger han og peger på det sydamerikanske BRT-system (en meget effektiv form for bustransport), som flere byer har forsøgt at kopiere uden held.

Netop metervare-tankegangen er et af Adam Greenfields hovedargumenter for at være imod Smart City-udviklingen. Begrebet er simpelthen forgiftet fra sin kilde hos en kommercielt tænkende teknologisektor, som i høj grad angriber vores individuelle identitet som borgere, argumenterer han.

- Konceptet om ’networked places’, som store firmaer som IBM, Microsoft og Cisco gerne vil sælge os, er baseret på en konventionel familietype med ordinært arbejde og fuldstændig identiske livsforløb. For mig er det ikke langt fra det rene vanvid. Jeg vil i stedet mene, at vi bliver nødt til at afprøve nye former for socialt og bæredygtigt byliv, og så sætte det ind i konteksten med vores mere og mere netværksbaserede tidsalder.

Private interesser

Det kan godt undre, at netop Adam Greenfield har kastet sig ind i kampen mod udviklingen af Smart Cities. Som grundlægger af det New York-baserede firma Urbanscale har han sådan set levet af byudvikling, indtil han sidste år blev hentet ind som fellow og underviser i byudvikling på London School of Economics.

Samtidig har han en fortid i store private selskaber som mobilgiganten Nokia og det digitale brand Razorfish. Men måske netop derfor har han noget at have det i, når han i sine bøger og jævnlige blogindlæg kritiserer Smart City-bølgen for at være infiltreret af bluff og kommercielle bagtanker.

- For en privat virksomhed er målet klart at finde nye markeder for deres eksisterende produkter og services eller mindre varianter af dem. IBM har for eksempel udviklet et Intelligent Operations Center, der mest af alt er et tidligere udtænkt system i en tidssvarende indpakning. Det foregiver at give administratorerne et godt indblik i, hvad der sker i byen minut for minut. Men i virkeligheden gør det ikke meget mere end et spam-filter i en mailboks. Det er noget, man måske ville bruge i en stor organisation eller et firma, men det er på ingen måde tænkt ud fra en urban virkelighed, fortæller han og uddyber:

- Men ret beset er borgerskab ikke, eller det burde i hvert fald ikke gøres til noget, der kan tilbydes abonnenter med varierende tilbud alt efter, hvor meget kunderne er klar til at betale. Det er ikke noget, der bør opfattes som profitskabende. Borgerskab er ikke et produkt.

Demokratisk underskud

Det er demokratiet og vores rolle som individuelle individer, Adam Greenfield bekymrer sig om. For med vores mere og mere digitale forvaltning ser han en konsensus om, at teknologiske systemer er mere neutrale, objektive og apolitiske. Virkeligheden er snarere omvendt.

- Dataanalyser kan måske hjælpe med at bestemme den optimale placering af for eksempel en vindmølle eller et center for voldtægtsofre. Men så snart du bruger det i en demokratisk kontekst ved at lade det alene afgøre placeringen, gør du folk ude af stand til at reagere politisk, siger Greenfield og påpeger, at der aldrig er én rigtig holdning i et demokrati.

- Der vil altid være nogen, der bestrider det billede af virkeligheden, du tegner, som mener at kende til en bedre placering, end data foreslår, eller som simpelthen ikke vil have vindmøllen i sin egen baghave. Der er ikke nogen dataanalyse, der kan tilfredsstille en hel bys demokratiske sammensætning - ikke engang i teorien. Derfor er der heller ikke, og der vil aldrig være et apparatur, som kan optimere en by på den måde, Smart City-udtrykket antyder, forklarer han.

”Hvad jeg ville elske at se ske i Danmark, var, hvis den digitale sektor blev mere opmærksom på, hvorfor det egentlig er, at hele verden valfarter til København for at aflure dens hemmeligheder i øjeblikket.”

For ham er det simpelthen en usund tankegang at tænke udvikling ud fra det digitale fremfor det humane.

- Alle de interessante og meningsfyldte aspekter af urbane oplevelser har at gøre med vores hverdagsliv, og Smart City-diskursen er for eksempel slet ikke i berøring med, hvordan vi organiserer os selv i fællesskaber, hvordan vi producerer de ting, vi bruger, og lever sammen i byerne, argumenterer han.

Digital Jan Gehl

På trods af sine mange bidske angreb mod begrebet Smart City har Adam Greenfield været inviteret flere gange til Danmark for at deltage i arrangementer knyttet til kommunernes Smart City-netværk. Han har et yderst positivt indtryk af vores byer, og en byplanlægger som den danske arkitekt Jan Gehl nyder stor respekt hos Adam Greenfield.

- Danmark står ikke tilbage for noget land i verden, når det gælder om at forstå, hvad der får byer til at fungere. Det gælder ikke kun Jan Gehls arbejde, men for eksempel også den måde, Aarhus har omdannet sit bycentrum på, og hvordan Godsbanen i Aarhus er blevet renoveret og åbnet op for et initiativ som Institut for (X). Selv i nogle af Bjarke Ingels' projekter kan du se det, lyder det.

Men lige så sofistikerede vi ifølge Adam Greenfield er til at udvikle vores byer arkitektonisk, lige så usofistikerede er vi, når det kommer til det digitale.

- Man hører planer om at sætte sensorer op på alle bygninger i en bydel, men hvilket formål det har kan ingen forklare. Man falder over konsulentudviklede planer om ’innovation hubs’, men både udtrykket og konceptet er gammelt og forældet. Hvad jeg ville elske at se ske i Danmark, var, hvis den digitale sektor blev mere opmærksom på, hvorfor det egentlig er, at hele verden valfarter til København for at aflure dens hemmeligheder i øjeblikket – at den digitale sektor blev en smule mere ydmyg og stoppede med at foreslå tomme teknologidrevne planer og i stedet så mere på de specifikke empiriske metoder, folk som Jan Gehl bruger til at generere værdi for borgerne, siger han.

Netværk frem for smart

Adam Greenfield er ikke generel modstander af mere digitale byer. Men han ser helst udviklingen drevet af borger-initiativer fremfor store teknologiske virksomheder med smarte buzzwords. Ifølge ham er et positivt eksempel på digital byplanlægning den koordinering af katastrofehjælp, der fandt sted efter orkanen Sandy i New York.

- Sagen er den, at de tekniske remedier, folk brugte til at koordinere katastrofehjælpen, på ingen måde var eksotiske, nyskabende eller registreret af de store it-selskaber. Folk brugte chat, sms’er, en ønskeliste på Amazon og et Google-regneark. Læren må være, at den teknologi, som virkelig kommer til at gøre en forskel i vores hverdagsbyliv, er den, der bliver hurtigt og godt accepteret af folk, forklarer Adam Greenfield, som dog ikke vil dømme de omfattende dataanalyser ude.

- Jeg siger ikke, at de ikke kan gøre nytte. Men vi er år fra at udvikle forståelsen af den praktiske og politiske etikette, der skal til, før de kan fungere ordentligt i vores samfund, uddyber han.

Indtil videre foretrækker Adam Greenfield derfor begrebet Networked Cities, når han skal beskrive byudviklingen. Og forskellen på det og Smart Cities er markant, mener han.

- Det sidste er et forsøg på salgsretorik, mens det første er en beskrivelse af den måde, alle byer på kloden er og altid har været indrettet på.

Interview med Adam Greenfield

http://youtu.be/iZIp2iwcHbA