Et lidt upåagtet fænomen i folketingsvalgs-universet – skyggekandidater – klinger af skyggetante som personificeret i tv-serien Matador, hvor Helle Virkner gav fænomenet krop og sjæl. Rollen i baggrunden, som dog kunne overraske og gribe ind i handlingen.

Skyggekandidatur er ikke ligefrem omtalt i valgloven, men lever i bedste velgående i opstillingssystemet, hvor en række provinsbyer i dag har to opstillingskredse – typisk en nord- og en sydkreds.

Efter de nyeste regler kan kandidater fra hele storkredsen stille op i alle kredse – en ændring, der har tilgodeset de kendte fremfor de mindre kendte – men i flere partier vælger man at nominere én særskilt spidskandidat i hver kreds.

Og da de færreste partier kan regne med at få hele to kandidater valgt ind fra samme by/kommune, har en særlig logik sneget sig ind i partitankegangen: Lad os samle kræfter og stemmer om én kandidat i for eksempel Syd-kredsen og nominere en mere ukendt som spidskandidat i Nord-kredsen, så tilpas mange stemmer på den reelle spidskandidat, der jo figurerer lidt længere nede i den alfabetiske rækkefølge.

Bevares – langtfra alle er forfaldet til denne særlige valgteknik, der med rette kan kritiseres for en særlig intern form for vælgerbedrag. Vælgerne må vel forventes at tro, at partiet reelt bakker spidskandidaten op. Et frisk eksempel på det modsatte var ved FV11, hvor S i Randers fik både Torben Hansen og Maja Panduro valgt ind.

Begge var reelle kandidater – helt fremme i lyset. Begge sad i Folketinget i forvejen og fik henholdsvis 3076 og 2775 personlige stemmer i Torben Hansens Nord-kreds samt 3489 og 1562 i Panduros Sydkreds.  Og det selvom en tung kandidat som Nicolai Wammen i begge kredse også gjorde godt indhug i stemmerne.

Opstilling på skrømt

Samme parti har dog også sine eksempler på skyggekandidater, hvor et af de kendteste stammer fra 2005, hvor spidskandidaten i Blågårdskredsen, Jørgen Elikofer (S), nærmest var en decideret mørkekandidat. Han rejste til Australien og kom først tilbage efter valget. På Nørrebro hang ingen plakater med Elikofers navn, derimod en masse for Christine Antorini, som de lokale socialdemokrater hellere ville samles om, fordi de var spået at tabe et mandat i storkredsen.

Det gav dog interne klager i partiet, hvor andre kredsformænd kritiserede den åbenlyse skin-manøvre og kaldte det regelbrud. Men forretningsudvalget i S godkendte Elikofers opstilling vel vidende, at den var på skrømt, med en erklæring om, at ’vi finder situationen ualmindelig, og at vi har en generel forventning om, at kandidater opstilles, fordi de vil vælges.’

Ja, det skulle man jo tro. Meget ændrer sig på den demokratiske front i disse år – de sociale medier og dermed mere synlighed ind i parti-jargonen gør det åbenlyst, at fænomenet fortsat trives, idet blandt andet radikale i blogs og på Facebook frejdigt taler om sig selv og andre som skyggekandidater.

Stemmetab

I Silkeborg praktiserer V den metode, at den ene spidskandidat – skyggen – skal holde lav profil, så den anden kan få stemmer nok til at sikre kommunen en Christiansborg-politiker i konkurrence med partiets andre kendte ansigter i storkredsen.

Men ikke uden modstand: Pensioneret major Preben Wassmann – næstformand i Silkeborg og Omegns Venstrevælgerforening – har meldt sin kandidatur, men med den erklærede ambition ikke at være skyggekandidat for MF Mads Rørvig. Wassmann ser det som en misforståelse, at man SKAL have en lokal repræsentant i Folketinget, og vurderer selv, at hans parti ved skygge-manøvrerne i 2011 gik glip af de cirka 3000 stemmer, partiet manglede i at kunne genvinde regeringsmagten.

Om det gæt holder vand, finder vi aldrig ud af. Men tak for oplysningen, Wassmann – bogstavelig talt.