SKI-farcen fortsætter
Offentlige indkøbsfadæser rammer borgerne, chikanerer de offentlige medarbejdere og er ødelæggende for leverandører.
SKI-farcen fortsætter
Offentlige indkøbsfadæser rammer borgerne, chikanerer de offentlige medarbejdere og er ødelæggende for leverandører.

Her er en virkelig historie fra en verden, der åbenbart er langt væk fra de borgerlige regeringskontorer – og virkelighedsfjern for de ansvarlige politikere.
SKI har gennem de seneste år udbudt tre forskellige rammeaftaler med ni delaftaler på det grafiske kommunikationsområde, der på forunderlig vis er blevet opsagt på grund af fejl og udbudt igen af flere omgange. Senest med udgangen af januar 2011 er alle tre rammeaftaler blevet opsagt med virkning fra 30. april 2011. Og SKI har ikke planlagt genudbud. Samtidig vil SKI ikke vedkende sig et erstatningsansvar, selv om det har kostet de mere end 150 berørte virksomheder i den grafiske kommunikationsbranche mange millioner kroner i spildte omkostninger til udarbejdelse af udbud, uddannelse af medarbejdere, markedsføringsomkostninger, indberetning til SKI m.v.
I Klagenævnet for Udbud er der rejst et antal sager på disse rammeaftaler – og her venter alle spændt på afgørelserne. SKI er åbenbart mest nervøs, da de har forsøgt at få sagerne stoppet hos Klagenævnet for Udbud med den begrundelse, at de jo har opsagt rammeaftalerne! Taber SKI sagerne, kan det koste dem et tocifret millionbeløb.
Efter 1. maj 2011 vil hovedparten af de offentlige medarbejdere indkøbe grafiske kommunikationsydelser på et ulovligt grundlag. Det skyldes, at udbudsforpligtelsen ikke er afløftet på de grafiske kommunikationsydelser, som blandt andet er det, SKI er oprettet for at hjælpe de offentlige indkøbere med.
Naturligvis kan de enkelte kommuner, regioner, ministerier og andre halvoffentlige virksomheder selv foretage udbud, og enkelte har gjort det, men der vil gå en længere periode – måske flere år – hvor indkøbene af de nævnte ydelser vil foregå ulovligt. Det er vel ikke regeringens intention?
De fleste leverandører udelukkes
Finansministeren glæder sig nok over, at Statens Indkøb har lavet to nye rammeaftaler på ’Trykkeriydelser’ og ’Standard kopi- og printydelser’, der er iværksat 1. januar 2011 – og løber de kommende to år med mulighed for forlængelser to gange et år. Disse aftaler er forpligtende for ministerierne. Kommuner, regioner og andre halvoffentlige virksomheder kan også benytte dem, hvis de tilmelder sig frivilligt inden 1. marts 2011. Disse to rammeaftaler har henholdsvis tre og fem leverandører. Dermed er hovedparten af virksomhederne i den grafiske kommunikationsbranche udelukket fra at levere til det offentlige. Er det regeringens politik?
Medarbejderne i ministerierne er dybt forundrede over de to rammeaftaler. Produkterne, der er på aftalerne, dækker omkring 25 procent af de grafiske kommunikationsydelser, som de forskellige ministerier i dag får produceret. Naturligvis er det fornuftigt for os alle, hvis der kan samordnes produktion og dermed spares på indkøbskronerne. Ulempen er, at alle grafiske kommunikationsydelser ikke er indeholdt i rammeaftalerne. Det betyder, at disse ydelser skal sendes i udbud, mange formodentlig enkeltvis, så udbudspligten bliver afløftet. En helt uoverkommelig opgave for de offentlige indkøbere, som fremover kommer til at købe ulovligt ind på det grafiske kommunikationsområde.
Hvordan kan indkøb af grafiske kommunikationsydelser få indvirkning på borgernes verden? Her er blot to eksempler:
Flere hundredtusinder af borgere får hvert år tilsendt et nyt kørekort. De kuverter, som kørekortene sendes i til borgere, er ikke indeholdt i den rammeaftale, som Statens Indkøb har indgået på ’Trykkeriydelser’. Det betyder, at politiet selv skal lave et udbud.
Mange tusinde borgere bliver hvert år stoppet af politiet, der udskriver en bøde. Dette bødeforlæg skrives på specielle blanketter, der heller ikke er indeholdt i den rammeaftale, som Statens Indkøb har indgået på ’Trykkeriydelser’. Igen betyder det, at politiet selv skal lave et udbud.
Det vilde vesten
Hvordan vil regeringen forklare det til borgerne?
Der er lidt ’det vilde vesten’ over den måde, som SKI og Statens Indkøb agerer på. Hidtil har brancheorganisationerne talt for døve ører. Derfor dette opråb til borgerne, medarbejdere og den grafiske kommunikationsbranche – send, ring, skriv til jeres lokale folketingsmedlemmer, borgmestre, ministre og direktørerne hos SKI og Statens Indkøb – fortæl dem, at det her ikke er en måde, som Danmark har fortjent. Spild af offentlige kroner – og spild af ressourcer hos de private virksomheder. Noget må gøres omgående!
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.