Fra søndag bliver der brug for at mobilisere sin karakterstyrke, hvis ellers man mener noget med den modvilje mod forholdene i Qatar, som de fleste deler. At fodbold-VM er blevet placeret netop dér, repræsenterer et monumentalt moralsk svigt af FIFA, der har tolereret nærmest systematisk bestikkelse af diverse nøglepersoner.

Det moralske svigt er blevet gentaget af tv-stationerne, der uden mindste betænkelighed har betalt formuer for transmissionsrettighederne og derved yderligere faciliteret den bagvedliggende korruption hos arrangøren og i værtslandet. Tv-stationerne har naturligvis noteret sig den herskende modvilje mod Qatars forhold til menneskerettigheder, arbejdspladssikkerhed og hvad har vi, men også vurderet at der alligevel er profit at hente, selv ved at købe rettighederne dyrt.

Rationalet er, at de forargede vil ende med at se kampene, med eller uden dårlig smag i munden. Og med mange seere kan man sælge reklametid dyrt og gøre en god forretning, idet formodningen er, at også annoncørerne vil se mere på, hvor mange seere de kan blive eksponeret for, end på seernes eventuelle undertrykte moralske kvababbelser.

Det placerer det endelige ansvar for et opgør med fødekæden af ensidigt pengedrevne beslutninger hos den individuelle seer.

Derfor er der kun ét at gøre: Lad være med at se med.

Lave seertal er et sprog, som annoncørerne forstår, annoncørutilfredshed er et sprog, som tv-stationerne forstår, og tv-stationers betalingsuvillighed er et sprog, som FIFA forstår. Endda det eneste FIFA forstår.

Alternativt kan man selvfølgelig også erkende sig ligeglad med undertrykkelse af menneskerettigheder, tusindvis af arbejderdødsfald i VM-byggeprogrammet og i det hele taget henholde sig til, at sport og politik er to adskilte verdener, herunder at mindst den ene af dem tillige er helt afkoblet fra moral.

Det kan man vælge at gøre, men så har man afskrevet sig enhver legitimitet i forhold til kritik af angribelige forhold. Faktisk placerer man sig tværtimod på den angribelige side. Den side hvor FIFA vil konkludere, at det jo da gik udmærket, og lad os bare lade korruption afgøre et værtskab igen en anden gang.

Man kan ikke glide af på det moralske dilemma og både være imod og se med.

Hvor håbløst det vil være at gøre forsøget, har Aarhus Byråd givet et eksempel på, da den fungerende kulturrådmand Metin Lindved Aydin på den ene side besluttede, at Aarhus Kommune ikke vil giver økonomisk støtte til storskærmsarrangementer, samtidig med at partiernes gruppeformænd på den anden side besluttede at flytte et byrådsmøde en dag, så det ikke lå oven i en af Danmarks kampe. I bedste fald signalforvirring, men i virkeligheden nok bare almindeligt hykleri. Nok vil man det gode, men det skal helst ikke gå ud over en selv.

Dog, byrådsmedlemmerne i Aarhus har stadig den mulighed at lade være med at se kampen, selv om de har givet sig selv muligheden. Alle andre kan og bør også lade være. Helt. Alle kampene.