Årets budgetforhandlinger er slut, og selvom de udadtil ikke har skabt de store dramatiske overskrifter, har der alligevel været nogle spændende mindre dramaer bag linjerne. Allerede inden forhandlingerne for alvor var startet, skred Liberal Alliance. Årsagen var, at de til et formøde fik en melding om, at der ikke ville blive rørt ved skattesatserne. Og da de spurgte ind til, om det også gjaldt dækningsafgiften, kiggede Frank Jensen ned på Enhedslistens Mikkel Warming, der gav et 'det gjorde det skam'- tegn. Da stod det klart for Liberal Alliance, at de ikke skulle blive ved forhandlingsbordet et minut til. Overborgmesteren og Enhedslisten havde åbenbart indgået en forhåndsaftale, som ville gøre det umuligt for Lars Berg Dueholm & Co. at blive i forhandlingerne.