Vi starter med en velkendt scene: Mia er 18 år og faldet ud af uddannelsessystemet. Hun er mødt op på jobcentret for at få hjælp og inspiration. Her bliver hun mødt af en jobkonsulent, der er både engageret og dygtig til sit arbejde; men som også er på alder med Mias forældre og ikke selv har været jobsøgende de sidste 25 år. Det er en svær opgave. Og resultatet er, at inspirationen udebliver.

Vi klipper til en anden scene. Jobkonsulenten henviser Mia til et nyt tilbud, som er blevet til i samarbejde mellem kommune, civilsamfund og lokale virksomheder. Og som er fysisk placeret i sammenhæng med jobcentret. Her bliver Mia mødt af frivillige mentorer i øjenhøjde, som er under uddannelse, på arbejdsmarkedet eller på vej til det. Mia går derfra med inspiration, konkrete ideer og et netværk, hun fremover vil kunne trække på.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Ovenstående er et forsøg på at illustrere potentialet i det myteomspundne begreb samskabelse, som vi efterhånden har talt om i en årrække. De færreste betvivler potentialet i at inddrage parterne udenfor den offentlige sektor i udviklingen af fremtidens velfærd. Tidligere i år viste en undersøgelse foretaget af KL, at holdningen blandt flertallet af landets kommuner er, at inddragelse af frivillige i den kommunale opgaveløsning er en gevinst.

Regeringen har også fokus på potentialet. Således fremgår det af regeringsgrundlaget, at ”lønmodtagere, arbejdsgivere, virksomheder, frivillige organisationer og enkeltpersoner” vil blive inviteret til at tage del i udviklingen af det danske samfund.

I Guldborgsund Kommune og Ungdommens Røde Kors har vi fra hver vores side af bordet i flere år været optaget af at fremme samskabelse og glædet os over det stadigt stigende fokus.

Borgerbudget i Guldborgsund

Guldborgsund Kommune har i lyset af de kommende års demografiske og økonomiske udfordringer arbejdet ud fra en erkendelse af, at kommunen ikke kan selv, og at det er en nødvendighed, at borgerne i højere grad bliver deltagere end modtagere. Den erkendelse førte allerede i 2008 til et samskabelsesprojekt for og med borgere, der er diagnosticeret med lungelidelsen KOL. I år har Guldborgsund afsat 800.000 kroner til et decideret borgerbudget med fokus på en indsats over for ensomme ældre i kommunen. Alle interesserede borgere har på løbende stormøder indflydelse på, hvad pengene skal bruges til. Det grundlæggende dogme er, at forvaltning og politikere ikke har indflydelse på resultatet.

Ungdommens Røde Kors har i partnerskab med TrygFonden begivet sig ud i et flerårigt projekt, ’Frem i Lyset’, som tager sigte på at skabe positive fællesskaber for netværksfattige børn og unge i Danmarks yderområder. Formålet er at støtte de unges potentialer, hjælpe dem med at træffe svære valg vedrørende for eksempel uddannelse og gøre dem til aktive medborgere i deres lokalområder. Aktiviteterne omfatter blandt andet lektiecafeer, sportsaktiviteter, værksteder og mentorordninger. For at sikre kvalitet, bæredygtighed og forankring i indsatserne er det et helt centralt element, at aktiviteterne bliver til som samskabelsesprojekter med deltagelse af kommuner, skoler, boligselskaber, lokale foreninger og virksomheder samt ikke mindst børnene og de unge, som det hele drejer sig om.

Samskabelse er ikke lig med symbiose

Ligesom de fleste andre forventer vi os meget af samskabelse og ser det som en samarbejdsform, der er central og nødvendig for at kunne udvikle og ommøblere i velfærdssamfundet. Vi erfarer dog også, at der er knaster, som skal høvles af, hvis vi for alvor skal udnytte potentialet. Nogle ting handler om strukturelle og kulturelle barrierer, som ikke lader sig ændre ’over night’, men kræver et længere og sejere træk, mens andre kræver en stålsat beslutning om at satse på samskabelse som metode til udvikling.

Samtidig er det vigtigt, at civilsamfund og kommuner ikke i iveren efter samskabelse prøver at kopiere hinandens logikker og indgå i en misforstået symbiose. Vi har brug for stærke kommuner og et stærkt civilsamfund med hver deres respektive kompetencer og styrker. Vi har ikke brug for et nyt system i form af en sammenblanding af de to sektorer.

Der er masser af eksempler på, at kommuner og frivillige organisationer ud fra de bedste intentioner – og i troen på, at man er i færd med ægte samskabelse – går sammen om udviklings- og pilotprojekter med både tids- og finansieringsmæssig udløbsdato. Desværre er resultatet ganske ofte, at man efter endt projektperiode vender tilbage til den måde, man plejer at gøre tingene på.

Tidligere på året anslog Socialstyrelsen, at kun cirka 10 procent af de årlige 40 milliarder kroner til udsathedsområdet går til indsatser, vi ved virker. Dét må og skal vi kunne gøre bedre. Vi skal starte med en erkendelse af, at de rette løsninger ikke nødvendigvis kender til forvaltningslogikken i kommunen. Eller selvforståelsen i de frivillige organisationer. De rette løsninger tager udgangspunkt i borgeren. I mennesket. Dén erkendelse er det første skridt. Næste skridt er at få skabt det rum, hvor kommunale og statslige aktører inviterer civilsamfundet ind i defineringen af ydelserne og driften. Der hvor der virkelig kan gøres en forskel, og hvor vi sammen løber en risiko. Naturligvis med en grundlæggende respekt for, at civilsamfundet ikke skal overtage kommunale opgaver. Men vi bør udnytte og kapitalisere den viden, som frivilligorganisationer i deres daglige aktiviteter opnår om den enkeltes møde med ’systemet’.

Samskabelse er nyskabelse

Har vi taget ovenstående to skridt,  det vil sige etableret både mindset og rum for samskabelse – er der ikke langt til det tredje skridt, som handler om udvikling af bæredygtige løsninger. Her kan man med fordel skele til Frivilligrådets 6 principper for samskabelse. Et af principperne lyder: ’Samskabelse skaber nye kvaliteter gennem kombinationer af forskellige ressourcer og kompetencer’. Det vil sige, at gammel vin på nye flasker ikke gælder. Det er ikke reel samskabelse at lappe på gamle løsninger. I stedet skal man bruge den samlede viden hos kommuner, organisationer, brugere og andre aktører og omsætte den til nye løsninger.

Vi forsøgte længere oppe i teksten at illustrere samskabelse med historien om Mia og jobkonsulenten. Man kunne også udvikle en indsats overfor bandemedlemmer, der gerne vil ud af det kriminelle miljø. Når de henvender sig til myndighederne, risikerer de at blive stemplet som stikkere. Derudover melder de sig ud af et stærkt fællesskab, hvor de var nogen og noget. Tænk, hvis en frivillig organisation var stedet, hvor et tidligere bandemedlem kunne blive en del af et positivt, forpligtende fællesskab og hjælpe andre bandemedlemmer i samme situation. Og derigennem blive et aktiv for det omgivende samfund.

Hvis eksemplerne skal gå fra at være forestillinger til at blive realitet, skal vi have modet til at indtage nye roller, lade løsningerne komme nedefra og tage de risici, der altid er forbundet med at gå nye veje.