Velfærdssamfundet er under pres, og vi står med udfordringer med hensyn til sundhed, beskæftigelse, tryghed, social inklusion, miljø og klima – ovenikøbet ulige fordelt mellem boligområder og land og by. Udfordringerne viser med al tydelighed, at alt det, vi ellers tager for givet, skal revurderes i et kritisk lys, så vi også sikrer væsentlige værdier for det gode liv i fremtiden. Der er brug for nye, kreative løsninger for at udvikle velfærdssamfundet.

Svaret er ikke gold nedskæringspolitik, for nedslidning af velfærdssamfundet opløser skridt for skridt den samfundsmæssige solidaritet og overlader ansvaret til den enkelte. Vi skal i stedet udvikle en omstilling, der er solidarisk, bæredygtig, demokratisk og inkluderende.

Vi skal skabe ny mening lokalt blandt andet ved at gøre fællesskabet levende og nærværende. Vi skal inddrage civilsamfundets netværk, lokalråd, boligforeninger, faglige organisationer, kulturliv, virksomheder og så videre. Omfattende og langsigtet. Alle gode kræfter skal inviteres med til at skabe resiliens og inddrage borgerne i arbejdet med de mange udfordringer, vi står overfor. Samskabelse er en måde at tage fælles ansvar og skabe solide og robuste løsninger på.

Ikke en del af systemet

Civilsamfundet rummer ressourcer og kompetencer, der bygger på tillid, personligt engagement, lokalt tilhørsforhold og tid til samvær ved direkte møde mellem mennesker. I bedste fald giver det flere borgere selvrespekt og ejerskab og bidrager til social bæredygtighed ved at inkludere borgere, der ellers glider ud af fællesskabet. Uafhængighed af offentlige myndigheder giver frihed til at være innovativ, og civilsamfundsaktører kan være talsmænd for udsatte borgere, fordi de ikke er en del af ”systemet”, og kan dermed styrke demokratiet med et konstruktivt med- og modspil til myndighederne.

Der findes allerede mange gode eksempler. For bare at nævne nogle:

• Støtte til integration af flygtninge gennem samvær, rådgivning og lektiehjælp
• Naturplejeprojekter som for eksempel kogræsser- og fårelav og ørredpatruljer i samarbejde med skoler og børnehaver, der adopterer en å, som de tjekker og renser
• Sluselav, hvor borgere har taget initiativ til at etablere en diskret og effektiv højvandssikring
• Kulturøkologiske foreninger, som bidrager til byudvikling og udsmykning af gaderummet
• Foreninger, som bygger bro mellem udsatte børn og unge og et aktivt fritidsliv
• Natteravne, der diskret følger de unge i nattelivet og hjælper, hvis det er nødvendigt
• Og der findes selvorganiserende landsbyer, der tager vare på egen bæredygtig infrastruktur som for eksempel spildevandsrensning, eller lokale tiltag som lokalråd, deleværksteder, bogby, festivaler med mere.

Hvad enten det er grøn omstilling, støtte til integration, udvikling af velfærd, vedligehold af infrastruktur, er det centrale, at de er opstået, fordi de giver mening og en umiddelbar gevinst for den enkelte. Initiativerne er blevet prioriteret i en travl hverdag, ikke som noget, man skal gøre, men fordi man har haft lyst til og har fundet mening i at tage ansvar og deltage. Og mening skabes bedst ved lokale løsninger. Vi har som mennesker svært ved at relatere os til sociale fællesskaber, hvis de bliver for store.

Kommuner skal facilitere

Inddragelse af det civile samfunds aktører kræver dog en ’infrastruktur’, der kan støtte det. Kommunerne skal derfor være bedre facilitatorer for udviklingen af det civile samfund og dermed styrke samspillet med foreninger og netværk.

Samskabelse i lokalsamfund kan fremmes ved at gøre det meningsfuldt for de forskellige aktører at gå ind i et forpligtende samarbejde med myndighederne. Frivillige organisationer skal understøttes i at arbejde ”højrøstet” og derved gøre opmærksom på gode eksempler og kompetencer. Det kan blandt andet ske via bedre internet og hjælp til at etablere og drive sociale platforme og dialogfora samt  til at understøtte en aktiv vidensdelingskultur.

Organisationerne i ”den 3. sektor” kan allerede meget, men de får brug for en bedre grundfinansiering lokalt og landsdækkende. Den bør laves, så den fremmer organisationernes mobilisering af frivillige. De kan også støttes med lokaler, mikrolån til iværksættere, crowdfunding og så videre. Og der kan skabes lokale innovationsplatforme, der har midler til forsøgsarbejde og evaluering, så gode eksempler kan bredes ud på landsplan.

En af forudsætningerne for at skabe en sådan udvikling er, at man giver større spillerum for de selvejende institutioner, socialøkonomiske virksomheder og kooperativer, som allerede eksisterer. Men hvad så med de offentlige institutioner og forvaltninger? Hvad er deres rolle?

De skal naturligvis bistå og løse de opgaver, de er sat i verden til. Men de skal åbnes og udvikles, så de bedre medvirker (læs: samskaber!) i samarbejdet med det civile samfunds mange aktører. De ansatte skal derfor frigøres fra skrivebord og skærm for at kunne skabe det samspil med civilsamfundet, som er muligt for den enkelte forvaltning eller institution.

Regler og kontrol skal vige, så der bliver plads til at handle fleksibelt ude i samfundet. Afbureaukratisering og tillid er en vigtig forudsætning for ambitiøs samskabelse, som dermed også vil kunne styrke fagligheden og genskabe et reelt handlerum for de offentligt ansatte.

Andelsbevægelsen var med til at skabe vækst og rygrad i Danmark, og den var med til at bane vejen for den innovation, som betaler for velfærdssamfundet i dag. Historien har altså vist, at det både giver mening og økonomisk udvikling at understøtte og fremme lokale initiativer. Vi kan ikke løse alle udfordringer, der rammer os udefra, men vi har mange handlemuligheder indenfor vores kontrol. Samskabelse og fælles ansvar er grundforudsætninger for et resilient og robust samfund.