Borgmesterkabalen er faldet på plads, udvalgsposter og ben er fordelt, og dermed er julefreden langsomt begyndt at indfinde sig på Rådhuset. Men set i bakspejlet blev kommunalvalget i Hovedstaden lidt en tam omgang, der mere skal placeres i kategorien 'Mit Afrika' end i den hæsblæsende action-genre. Hovedårsagen til det var, at nogle politikere ikke ville og andre ikke kunne løfte sig op til det niveau, hvor det politisk slog gnister og for alvor blev interessant. Udover et enkelt partihop var noget af det mest ophidsende, at det kunne tage 12 dage for Pia Allerslev at vælge sin borgmesterpost. Når man tænker på, at Venstre kun skal bruge timer på at beslutte sig for at gå med i krige og finanslove, er Allerslev noget af en mønsterbryder i Venstre.

Et rigtigt valg

Ifølge rygterne havde Pia Allerslev dog en smule at se til i de 12 dage. Baglandet stillede krav om, at der skulle noget mere på bordet end den sædvanlige kultur- og fritidstjans, som Allerslev ellers var fristet af igen. Og hun skulle også have fisket heftigt efter at få flyttet erhvervscentret over til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, altså den model, som Anna Mee Allerslev var blevet lovet på valgnatten. Men det vil partierne i det røde valgforbund selvfølgelig ikke være med til. 

Men selvom det ikke virker til, at børne- og ungeområdet var et drømmevalg, var det set fra Københavneri i Kommunen's perspektiv et rigtigt valg, Venstres leder på Rådhuset traf. Børne- og ungdomsborgmesterposten bliver et epicenter, når det gælder tunge politiske beslutninger i den kommende valgperiode. Folkeskolereformen skal implementeres, byens skoler skal have et løft, og der skal gøres plads til alle de nye københavnere, der vælter indover kommunegrænsen.

Der skal ikke herske tvivl om, at Pia Allerslev har været god med saksen, men hun bliver nødt til at bygge ovenpå nu, hvis hun skal udvikle sig som politiker. Hun kan ikke blive ved med at klippe snore over og komme med hyggelige meldinger på kulturområdet. Den nye post giver Allerslev mulighed for at bevæge sig ind på nogle tungere politiske områder, og det vil da også pynte gevaldigt på CV’et, hvis hun for eksempel går med ministerambitioner.

Lektor Blomme som spindoktor

Pia Allerslevs valg kom bag på rigtig mange på Rådhuset, ligesom det også kom bag på de fleste, at hun pakkede valget ind i nogle budskaber, der var så sorte, at man skulle tro, at hun havde været med Hans Scherfig nede og studere Metropolitanskolen, da han skrev 'Det Forsømte Forår'. Men de sorte budskaber skal nok mere opfattes som opstartsretorik udtænkt af en spindoktor, der vil skabe overskrifter - end som realpolitik, der bliver en game changer for de mange børn, der har det fagligt svært i København. 

Pia Allerslevs forkølede udmelding om eftersidninger kolliderede da også både med Venstres holdning på Christiansborg og med flertallet i det udvalg, der bestemmer byens skolepolitik. Pia Allerslev har heller ikke ved budgetaftalerne, i den politiske hverdag eller i valgkampen udvist noget, der minder om et ekstraordinært engagement for skoleområdet. Så det forældreoprør, som hun sætter sin lid til skal hjælpe hende igennem med hendes drøm om eftersidninger – når nu hverken Folketinget eller kollegaer på Rådhuset vil hjælpe – kommer altså tidligst ved kommunalvalget 2017.

 Der går da nok heller ikke lang tid, før vi ser Pia Allerslev skrue ned for den sorte retorik og begynde at søge ind mod midten, hvor det faktisk vil være muligt for hende at få politik i igennem. Og det kan blive en fornuftig bevægelse, for Pia Allerslev har både på det personlige plan gode relationer til det meste af Rådhuset og samtidig stor erfaring med beslutningsprocesserne på Rådhuset. Så hun har absolut fine muligheder for at flytte noget på sit nye område.

CC i det ideologiske træ 

Dansk Folkepartis nye borgmester Carl Christian Ebbesen var også kravlet godt op i det ideologiske træ, da han skulle markedsføre sit valg af kultur- og fritidsborgmesterposten. Ikke overraskende valgte CC at ryge i de gamle gemmer fremfor at udtænke noget nyt, så det blev travere om kønsopdelt svømning, modersmålsundervisning og så videre, der blev brugt til markedsføringen af hans nye post. Ligesom Pia Allerslev bliver Carl Christian mindretalsborgmester, og derfor vil han nok også forsøge sig med en model, der går ud på selv at stille de forslag, han ved har en chance for at gå igennem udvalget, og så lade forvaltningen stå for resten. På den måde kan han begrænse sine nederlag.

Det bliver også spændende at se, om Carl Christian kommer til at fylde noget mere på Rådhuset med sin nye post. For selvom de fleste – selv ude på den røde fløj – er enige om, at han er en sympatisk mand, har han dog en udfordring, når det gælder gennemslagskraft. Carl Christian kan stadig trave tværs igennem city uden at blive genkendt! Og det til trods for, at han har huseret på Rådhuset i 12 år og at København flyder med værdipolitiske sager, som den normale DF’er ville elske at slå til. Men det er, som om han ikke gider værdidebatten, og der skal da også en radikal politiker hen og dingle lige foran næsen på ham, før der kan ses noget, der minder om de klassiske DF-reflekser.

Tilfreds overborgmester 

I den røde lejr kan Frank Jensen også gå på juleferie med en vis ro i maven. Hans gode venner Jesper Christensen og Lars Weiss fik centrale poster i partiet, og på den måde har Hr. Jensen et jerngreb om partiet. Den tidligere utilfredse Yildiz fik også raget godt til sig ved bordet, hvor hun udover at blive politisk ordfører fik plads i ledelsen, kultur- og fritidsudvalget, økonomiudvalget og den indbringende næstformandspost i Metroselskabet. En smule utilfredshed skulle der dog være i S-gruppen omkring Henrik Appel og den nyvalgte Niels E. Bjerrum, som ikke mente, de fik nok