“I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang”, står der i grundloven, og det er den paragraf der sikrer, at man ikke kan afvikle retssager i gedulgthed. En retssikkerhedsgaranti, fordi enhver i princippet kan være tilhører til enhver retssag og betrygge sig om, at alt går ordentligt til.

Adskillige tiltalte for fx seksualforbrydelser eller spritkørsel har ganske vist i tidens løb foretrukket at klare deres retssag i diskretion og har ikke opfattet offentligheden som et gode. Men hvis ikke rigsretssagen mod Inger Støjberg er godt for andet, så har den i det mindste sat projektørlys på, hvorfor det, man sædvanligvis forkorter til “offentlighed i retsplejen”, ikke handler om nyfigenhed, men om at sikre en rettergang, som alle kan se er retfærdig.

Offentligheden i retsplejen rækker dog ikke helt så langt, som den tiltalte i denne sag kunne have ønsket. Hun havde gerne set tv-transmission af hele sagen og fremsatte endda et lovforslag om det, men folketingsflertallet stemte nej, for at det ikke skulle ende som underholdning.

Et fromt håb. De, der frygtede juridisk tivolisering, vil snart få lejlighed til at overveje, om nøgtern tv-offentlighed i retsplejen muligvis ville have været at foretrække frem for Inger Støjbergs udøvelse af videoklip-retspleje i offentligheden

I fravær af dokumentations-tv fra retssalen vil hun selv på sin forleden lancerede rigsretssags-hjemmeside kunne udlægge retsmødernes forløb - plus det løse, såsom videoklip med titler som “Findes der barnebrude i Danmark”, “Er ytringsfriheden under pres” og “Findes der social tvang i Danmark”, alle bag betalingsmur. Endnu en nyskabelse i dansk politik.

Det hele bliver med al sandsynlighed en seriøs konkurrent til den objektive rapportering af, hvad der faktisk foregår i rigsretssagen, der jo er henvist til skriftlig gengivelse eller korte nyhedsindslag i de etablerede medier. De der frygtede amerikanske tilstande, skal nok få ret, bare af den modsatte årsag end den de forestillede sig.

Rigsretssagen begynder i dag, og der er reserveret to til fire retsdage om ugen frem til og med 30. november. Derefter - muligvis før jul, men måske først efter nytår - kommer Morten Messerschmidts ankesag for landsretten.

Også en sag der allerede har budt på en del retspleje i offentligheden med en (af)art bevisfremlæggelse i form af skærmdumps med retsformandens likes på Facebook, klage over samme samt introduktion af nye bevismidler i form af en lydfil og antydninger af, at der er også er vidner på vej på forsvarets side og ikke kun på anklagerens som i byretten.

Retsplejeoffentlighedens skriftlighed er ikke nogen garanti mod, at gøglere får overhånden. Deres selvtilrettelagte fortællinger om henholdsvis rigsretssag og ankesag risikerer at skabe grobund for tvivl, hvis de endelige domme får et andet udfald, end videodagbog og Facebook-fremstød har lagt op til.

Den ene version vil det virke, som om vi har set med egne øjne, den anden må vi nøjes med at få refereret. Hvilken vil flest så tro mest på?