De fleste gennemsnitspersoners opfattelse af danske retssager stammer fra Hollywood og er derfor jævnt hen helt forkert. Den rigsretstiltalte Inger Støjberg argumenterer eksempelvis for sit forslag om tv fra sagen mod hende ved at spørge, hvorfor man skal “skjule”, hvad der foregår i retssalen, uanset at ingen skjuler noget.

Nærværende klummeskriver overværede engang i embeds medfør en retssag, hvor dommeren pludselig, midt i det hele, afbrød en igangværende afhøring og i stedet rettede opmærksomheden mod tilhørerne.

“Sig mig, er der et barn til stede her? Hvad er meningen med det?” ville han vide. Den pågældende tilhører var en teenager, der tydeligt ikke var tilpas med at blive kaldt “barn”, men hans far var klar til at svare for sig. Han havde taget sønnen med i retten, for at sønnen kunne se, hvordan en retssag foregår, oplyste han. Dommeren brummede lidt, åbenlyst overrasket over begrundelsen, men godtog den og lod retsmødet fortsætte og teenageren blive.

Klogt gjort, både af faren og af dommeren.

“Retsmøder er offentlige”, hedder det i Retsplejeloven med diverse undtagelser, men få benytter sig af muligheden for denne mulighed for indsigt i et af samfundets bærende elementer. Med få undtagelser i særligt spektakulære retssager er tilhørere som regel kun pårørender og ind imellem også journalister, idet sidstnævnte så fungerer som mellemled for den ikke tilstedeværende offentlighed, som så i stedet kan læse, hvad der er foregået. Læse. Kun læse, eller i sjældne tilfælde høre et halvt minuts speak i radio eller tv.

Den offentlige adgang til retsmøder er tænkt som en garanti for den tiltalte, så alle har adgang til at forvisse sig om, at tingene går retfærdigt til, og for derved at udgøre en garanti mod at nogen forsøger at fifle med noget. Et fornuftigt princip, udtænkt i en tid med udelukkende trykte medier. Da andre medier kom til, blev der i almindelig forskrækkelse over alt nyt tilføjet Retsplejeloven et forbud mod “under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette”.

Det undtagelsesvise er meget bogstaveligt. Når der endelig gives tilladelse, er det kun af domsafsigelsen og ikke af fx afhøringer, selvom de skrevne medier i dag ikke længere er den samme altdominerende kilde til nyheder, som da forbuddet blev indført.

Inger Støjberg vil imidlertid gerne i tv, og selvom man kan have sine gæt på, om det er retsprincipper eller noget andet, der er hendes væsentligste drivkraft, så fortjener hendes forslag om tv fra sagen mod hende en principiel overvejelse. Principiel som i: Ikke kun gældende for hendes egen sag.

Baseret på de nævnte gæt på, hvad Inger Støjbergs virkelig motiv mon kunne være, er afvisningerne af hendes forslag faldet med en automatpilots søvngængeragtige sikkerhed, lige fra De Radikale til Jyllands-Posten, der begge afviser med henvisning til, at med tv på ville Rigsrettens møder i sagen sandsynligvis ende som en reality-serie.

Igen aner man Hollywoods indflydelse på opfattelsen af, hvad en retssag er for noget.

Uden nogensomhelst sammenligning i øvrigt er det her passende at minde om, hvordan retsvæsenet i Norge håndterede retssagen mod Anders Behring Breivik, nemlig ved at tv-transmittere det hele undtagen de for de dræbtes pårørende mest følsomme passager. Det havde ellers ikke skortet på advarsler om amerikanisering og showgørelse og alle de andre automatforskrækkelser, men hvad skete? Nordmændene, og alle andre der ville se med, fik et 1:1-indblik i hvordan et retssamfund reagerer, når nogen forsøger at underminere det. Kritikken af tv-transmissionerne har da også efterfølgende været fuldstændig fraværende.

I andre tilfælde har man også herhjemme kunne følge med i liveblogs fra retssager, som også har givet indblik i, hvordan retsmøder skrider frem, men ikke uden det filter, at andre skal gengive det i stedet for at man selv kan se og høre, hvad der sker. Det er generelt ikke et problem, at man kan følge med løbende, og hvis det alligevel er et problem, fordi endnu ikke afhørte vidner også kan følge med, så kan en kendelse afbryde livebloggingen midlertidigt.

Tilbage i nullerne fandt Folketinget på, at det ville have sin egen tv-kanal, så man ikke var afhængig af, om den ene eller anden tv-station nu gad filme i salen eller i et udvalg, og som resultat har man nu i over et årti kunnet se alle åbne møder, både live og fra arkivet. En fantastisk åbenhed af den første statsmagt, den lovgivende.

Den tredje statsmagt, den dømmende, har endnu til gode at udvise en tilsvarende åbenhed. Nu er anledningen her til i det mindste at give det en overvejelse. Og hvis det er nødvendigt for at kunne gøre overvejelsen principiel, så gerne først med virkning fra efter rigsretssagen.