Min gamle ven så uudgrundeligt mut ud, da han sagde:
- Ja, min søn og hans venner sværger til Liberal Alliance.
Vi havde begge tømmermænd efter en aften i selskab med gamle venner og mad og drikke i mere end tilstrækkelige mængder. Nu kørte vi gennem landskaberne på vej hjem, og snakken gik om løst og fast. Oplysningen om sønnens politiske sympatier bragte mig øjeblikkelig ud af sløvheden. For den er svær at rumme – den generation, der har fået den hidtil største støtte af velfærdssamfundet.

Forældre, der ikke mangler noget, bor godt og med plads til fri udfoldelse på alle hylder for børnene, god børnehave og en eksamensfri skole, en generøs uddannelsesstøtte som ikke set tidligere og så videre og så videre. Det kan være svært at begribe, at netop den generation synes at falde for politisk propaganda, der grundlæggende går til angreb på netop den stat, der har sørget for den i hoved og r…

For en kuglestøder, der tidligt og silde himler op om de sociale ydelsers nedbrydende karakter – for både individ og samfund. Som ikke undser sig for at håne og ydmyge samfundets svageste og hylde USA’s hårrejsende sociale forskelle som ekstremt samfundsgavnlige.

- Det er dét med den personlige frihed, der tænder sønnike, sagde min gamle ven stille. Han har gennem årtier været venstrefløjsaktivist og kreativt hoved. Og et ekstremt socialt væsen med sans for, hvem i omgivelserne der har brug for et løft af den ene eller anden karakter.

Sønnike er også social, men har tilsyneladende helt mistet evnen til at se, hvad det er for værdier, der har gjort en gennemtryg opvækst mulig for ham – eller rettere: Han har ikke den fjerneste bevidsthed om, at sådan har det ikke altid været. At nogen i fortiden kæmpede hårdt og længe mod fattigdom, udbytning og klasseforskelle.

Grove pille-regler

I stedet synes mange unge at flokkes om frihedsheltene i Liberal Alliance, der mener, at blot Saxo Bank og andre kapitalinteresser får fuldstændig frihed til deres spekulative finansielle luftkasteller, så vil alle blive styrtende rige. Bevares, nogle mere end andre, men lykken vil være gjort for alle, hvis skatterne og staten, der skulle varetage fællesskabets interesser, samtidig bliver reduceret til et minimum.
Forleden faldt mine øjne på en artikel i den husstandsomdelte ugeavis Søndagsavisen. Den handlede om de omstridte regler for almindelige hovedpinepiller, som betyder, at man ikke længere kan købe hovedpinepiller efter eget valg, men kun kan få lov at købe pakker med 20 stykker.

Det har jeg tidligere her fra hængekøjen harceleret over. Reglerne indebærer, at det er en dyr fornøjelse at dæmpe hovedpinen. Stykprisen ved de små pakker er op til 1,68 krone. Kan man få sin læge til at skrive en recept, så kan man slippe for op til 500 procents overpris. Så er stykprisen på cirka 30 øre for en pakke med 300 stykker.

Prisen i sig selv er en grov provokation. Nok gør det ondt på pengepungen, når varme- og elregningen stiger mærkbart. Men jeg kan leve med det, fordi jeg i horisonten kan skimte store havvindmøller og en energipolitik, der søger at tackle vores allerstørste fælles problem – klimakrisen.  

Hvad kan jeg skimte i horisonten, når jeg skal erlægge 25 kroner for 20 hovedpinepiller? Og det bliver ikke nemmere at fordøje, at merprisen ikke går ned i samfundets kasse, men lige lukt ned i medicinalfirmaernes og apotekernes lommer.

Huhej, hvor det går med venstrefløjens samfundsprojekt! Jeg har tidligere givet Liberal Alliance lidt ros – ikke uden ubehag, men ud fra oplevelsen af, at her var der da en enkelt fornuftens røst midt i sundhedsstalinisternes øredøvende kor.
De nye pille-regler ER helt ude af proportioner. Ikke på grund af den absurde merudgift for almindelige danskere, men fordi reglerne angivelig skal hindre et mindre antal selvmordsforsøg blandt unge. For det første vil disse desperate unge nok hurtigt finde andre lettilgængelige måder at vise deres desperation på. Forbud fjerner sjælden problemer, kun symptomer.

Men først og fremmest er det politisk komplet idiotisk at genere størstedelen af befolkningen for angivelig at løse et mindre problem. Bevares, for den enkelte familie en tragedie, men set i samfundsperspektiv er det et mindre problem, hvis årsager ikke ligger i adgangen til hovedpinepiller. Men et hurtigt forbud er jo så nemt. Og så kan jeg ikke lade være med at have en nagende mistanke om, at der hos sundhedsfundamentalisterne ligger en uudtalt tanke om, at ’danskerne har heller ikke godt af at gå og spise alle de piller – de skulle hellere tage et æble’.

De findes – skal det retfærdigvis siges – i næsten alle partier. Men blandt socialdemokrater, SF’ere og radikale er de særligt skingre og har viljen til at gøre deres korstog til lov.

Slesk tale og billig portvin
Jeg undrer mig ofte over, hvad der får danskerne til at stemme, som de gør. I takt med, at de internationale finansgiganter bliver stærkere og stærkere og uden skrupler sætter sig på alt, hvad der kan skabes profit på (var der nogen, der sagde DONG og Goldman Sachs?), synes danskerne – ikke mindst de unge – at flokkes omkring de liberale partier.

Jeg har netop set et tv-program om en landmand, en automekaniker og en ejendomsudlejer, der mistede alt, fordi deres bank – med slesk tale og billig portvin – havde lokket dem til at omlægge lån til de for banken ualmindeligt profitable swap-lån – lån, der er svimlende risikable og derfor aldeles uegnede til os almindelige mennesker og små virksomheder. De er kun for folk med forstand på de finansielle fidusers højere luftlag og de forrykte produkter, pengemændene i deres profitjagt opfandt under den store finansielle ballonopstigning.

Vil sådan et ægtepar, der har brugt deres arbejdsliv på at opbygge en lille sund virksomhed, føle fællesskab med dem, der sidder på og forvalter værdierne, men som bedrog dem? Eller vil de føle fællesskab med dem, der vil tæmme de grådige og ansvarsløse kræfter?

Ja, svaret burde være enkelt. Men det er ikke spor utænkelig, at de ender med at stemme på LA. Måske tænker de, at rød blok jo ikke har vist reel vilje til at sætte finansjonglørerne på plads og skabe en effektiv regulering af kapitalkræfterne og det vildeste markedsvanvid.

Og når de så samtidig oplever, at de samme politikere har besluttet, at de skal have deres piller under administration og betale fem gange mere for at få dulmet hovedpinen over regnskaberne, så er det da højest tænkeligt, at de lader sig forføre af Saxo Banks parti og deres budskaber om personlig frihed og den farlige stats formynderi.

For mig kom artiklen i Søndagsavisen til at handle om, hvad der er Socialdemokraternes egentlige primære problem.

Partiets sundhedspolitiske ordfører, en vis Flemming Møller Mortensen, afviser lodret alle Søndagsavisens kritiske pointer – om for eksempel apotekers og medicinalfirmaers gevinst på pille-restriktionerne. ’Det store hensyn er altså samfundshensynet’, udtaler manden. Dette højere formål får ham til at kalde det helt ude af proportioner, at gøre reglerne til et problem. ’Vi har løst et samfundsproblem…’

Nej, det har I ikke. I har skabt endnu en pind til jeres ligkiste og tirret danskerne, der oplever jer som bedrevidende magthavere, der har mistet proportionssansen, agerer uden mening og begrænser vores personlige frihed – blot for at gøre os til lydige undersåtter. ’Ret ind! Vi har mest forstand på, hvad der er godt for jer derhjemme.’

Og liberalisterne gnider sig begejstret i hænderne.